Har med entusiasmens interesse læst Webmaster Pastors indlæg om den nye Ed Stasium-mixede genfødsel af The Replacements’ Tim, et her meget afholdt album, købt i september 1985 da det udkom. Og netop nu også hørt den ‘nye’ version af ‘Left Of The Dial’, et af pladens allerstærkeste numre. Og jeg synes det er svært. For det nye mix lyder jo tydeligvis bedre og mere korrekt, instrumenterne skiller sig bredere, mere klart ud. Men jeg har aldrig nogensinde et eneste sekund ønsket mig noget anderledes end originalens udtryks-upåklagelige sound, der måske ikke er for hifi-entusiaster, men som vigtigere til gengæld er den perfekte uperfekte lyd til et snublende over egne fødder kaos-band som The Replacements. Og så er der en anden ting: Uanset om man kan lide lyden eller ej på Tim, så er det jo sådan den kom og var og står i historien. At høre ‘Left Of The Dial’ i et anderledes shiny karosseri nu føles derfor sært hjemløst. Præcis som det gjorde det da David Bowie’s pladeselskab som salgskrog for et af de utallige boxset med ham for et par år siden lod Tony Visconti lave et helt nyt mix af Lodger (1979). Det album lød også klart hifi-overlegent i den nye udgave, men det var bare ikke den lidt flade, diskant-skarpe Lodger, man havde lyttet og festet og levet til. Jeg har også en godt ti år gammel The Clash-single med et nyt mix af ‘London Calling’, og her er det selvfølgelig en anden sag, for hvordan forbedrer man det allerede perfekte, det kan man jo ikke, og derfor er det projekt 100% nytteløst. Mener, tænk at besøge Van Gogh-museet i Amsterdam og se mesterens malerier i nye nutids-destillerede farvenuancer, nej, hvem har lyst til det? Selv vil jeg med arkæologisk interesse lytte fascineret til Ed Stasium’s nye mix af Tim når det bliver tilgængeligt, men uanset hvordan det er, så vil det efterfølgende føles lidt akavet (=forkert) at høre. Fordi det fucker med historien. Selv det nye Tim-cover er jo langt mere nådigt ved øjet end den rodebutik som er det oprindelige pladeomslag, men giv mig alligevel sidstnævnte at se på. For det er det rigtige. Man havde én chance i 1985 og det var det cover man gik med. Ligeså med musikken bag. Vores fælles historie kan godt leges om nu, men den kan ikke skrives om. Her følger ‘Left Of The Dial’ som den altid stod og står, døm selv…
Ed Stasium var i høj grad lydtekniker (engineer) før han også blev producer, og hvis du læser noterne på de tidlige albums med bl.a. Talking Heads, The Pretenders og Julian Cope (og selvfølgelig The Ramones) er han med dér som i den egenskab. Han er meget erfaren og dygtig. Tommy Erdélyi (som var Ed Stasiums gode ven) var musiker først, producer dernæst.
Se et interview med ham på https://www.soundonsound.com/techniques/how-got-sound-ed-stasium.
Men hvorfor ville Westerberg da have Ed Stasium? Hvad havde han produceret på det tidspunkt som kunne andet og mere end at kanalisere Ramones’ forrygende liveshow over på en plade? Deres Road to Ruin har en anderledes problematisk produktion, og hvad havde Stasium ellers lavet, stået bag et hurtigt glemt album med tegneserie-punkerne The Dickies? Mystisk.
Min sidste kommentar herfra skulle lige være den, at Paul Westerberg var en visionær af klasse, der (såfremt han indspillede musik den dag i dag) ville lade Ed Stadium producere Tim. Det var fordi de ikke kunne få Stasium som producer, at Erdélyi trådte til.
Det gjorde det absolut, men løbet var jo forlængst kørt. Det mix fortæller mest af alt, hvad kunne have været.
Don’t Tell A Soul fik jo også et nyt mix på Dead Man’s Pop, og det pyntede gevaldigt på helhedsindtrykket.
Elsker personligt den karaktergivende ‘tinny sound’ på albummet, og synes egentlig at både Don’t Tell a Soul og All Shook Down senere er martret af langt større lydproblemer i produktionen.
Erdélyis kunstneriske valg er ét. Hans evner til at lave et ordentligt mix er noget andet. Man kan godt foreslå et bestemt arrangement og få gode ideer dér, men ikke være i stand til at skabe et klart lydbillede netop på grund af nedsat hørelse. Man justerer volumen på kanalerne på en måde, så man selv tror at resultatet er godt, men det man i virkeligheden gør er at kompensere for sin egen manglende evne til at høre bestemte frekvensområder godt.
The Replacements var ikke tilfredse med lyden på Tim. I Trouble Boys, som vi begge har læst, står der at
Du kalder Erdelyi’s kunstneriske valg som producer på en mesterlig plade for ‘dårlig hørelse’? Det er en hård anklage.
Noget andet; er det ikke kun netop ‘Nowhere Is My Home’ af de Alex Chilton-producerede numre som er med på LP’en Boink!!?
Noget andet, som kommer med på genudgivelsen af Tim er i øvrigt de numre, som The Replacements indspillede med Alex Chilton som producer og som var at finde på Boink!-ep’en. Det er på høje tid at de bliver udgivet. Ikke mindst en sang som “Nowhere Is My Home” fortjener en officiel udgivelse.
Ed Stasium producerede fire albums med Tommy Erdélyis gamle band The Ramones!
Jeg vil gerne kunne høre hvad The Replacements spillede i studiet – hellere dét end at være vidne til Erdélyis dårlige hørelse.
En stor del af charmen ved dét album er måden musikken dårligt nok hænger sammen. Men når man allerede har genudgivet albummet i remastered form med alternative takes, må man jo finde på noget nyt for at sælge det igen. Måske bliver det en udgave i Dolby Atmos næste gang?
Sådan her!
Og nej, man “fucker” ikke med historien. Den lyd der var, var den man forelskede sig i….og det er alt nok…altid.