Lawrence’s nye Mozart Estate-plade er udkommet i dag. Som ventet er hans lav-socialrealistiske TV-jinglepop – sangtitler som ‘Fuzzy Duck’ og ‘A Lorra Laughs With Villa’ siger vel mere end ord – umulig at elske eller bare holde af, selvom det paradoksalt nok forholder sig lige modsat med den fortabte mand der står bag.
En sang der dog skiller sig meget og positivt ud på Tower Block In A Jam Jar er ‘Listening To Marmelade’s tre speedede minutter, der lyder mindre som beundringsværdige men ultimativt frygtelige Mozart Estate og ret meget mere som Denim, Lawrence’s band i start 90’erne, hvis plastic glam-duftende debutalbum Back in Denim (1993) hørt herfra er en alt for hemmelig Britpop-klassiker.
Befriende efter alle disse år med Lawrence’s destillerede muzak, at høre ham give et straightforward rocksmash uden brun/orange 70’er-gulvtæpper på gulvet eller lurvede Benny Hill-synthlyde. At nummeret så øjensynligt handler om at lytte til et bedaget skotsk softrockband (Marmalade), tiden nådigt har glemt alt om, det er en anden sag. Man kan ikke få det hele på én gang…