Årets udgivelser 2008

Det var en mørk og lidet stormfuld eftermiddag, da telefonen ringede et sted i kongeriget.

Pastoren: Velkommen til 2008-udgaven af “Hvide mænd med guitar”, indsamlet på 29-årsdagen for London Calling. Det er vores yndlingsalbum osv. og Joe Strummer var bare så osv. I år har vi dog indkaldt et lille antal gidsler for at påberåbe os en vis, fortsat legitimitet.

Jens: Fornemmer jeg en vis sarkasme? Jamen…tak for velkomsten. Vi kunne også have talt for 2 dage siden på Sandinistas’ fødselsdag.

Pastoren: Måske er 2008 ikke et overvældende år for albumudgivelser, men af en eller anden grund har jeg fået hørt endnu mere musik i år end jeg plejer. Så jeg har meget at snakke om. Der er godt nok meget amerikansk musik i år. Enten hører jeg for lidt musik fra resten af verden, eller også er den britiske musikscene, jeg tidligere satte så højt, ikke den samme scene, som den var engang. De interessante udgivelser er i al fald kun i begrænset omfang dem, der kommer fra hvide mænd med guitar.

Jens: Vi kan i al fald hurtigt blive enige om at den britiske scene står svagt i år. De bølger, der ind imellem rammer derfra, har lagt sig for en tid. Vi befinder os i et langt mellemrum, hvor der generelt er alt for vindstille fra England.

Årets top 10

acceleratecoveruk2.jpg

Jens: R.E.M: Accelerate. R.E.M. genopfandt sig selv ved en satsning på at lyde som bandet selv for omkring 22 år siden. Måske ikke så fremadretttet et move, men ikke desto mindre udført med skarp vitalitet. Selv om pladen ikke så stærkt nu, som lige da den kom, er den alligevel en kæmpe opmuntring.

Pastoren: Accelerate er et i mange henseender vellykket forsøg på at få pulsen op efter det foregående, kedelige album. Det sidste, Around The Sun, var virkelig en gaber. Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk over for valget af Jacknife Lee som producer – han stod trods alt bag et af de mest tilbageskuende U2-albums længe. Men i R.E.M.s tilfælde var det en gevinst, for de er vendt tilbage til at spille traditionel amerikansk rock med stort Å, og det gør ikke spor. Hvis sangmaterialet havde været stærkere, kunne dette for alvor have været R.E.M.’s genkomst.

Jens: Der manglede måske netop lige de par klassiske REM-ballader, der kunne have givet det der ekstra. En “Perfect Circle” eller “Find The River”, der kunne have fået Accelerate til at lande helt rigtigt. Det som alligevel fremstod så velgørende var at bandet sloges mod sig selv og sine alt for indgroede uvaner. På den måde var det en fascinerende udgivelse fra et langlivet band, der desperat prøvede at hive sig selv op af sine egne ukrudtsrødder. Og langt hen af vejen lykkedes med det.

carriedtodust

Pastoren: Først vil jeg godt nævne årets The Verve-album, der er Carried To Dust af og med Calexico. Det en tilbagevenden til dyderne fra Feast of Wire. Jeg kan godt lide det “støvede” lydbillede, hvor der både er lidenskabelige ballader, improviserede guitarforløb og de spanske/latinamerikanske indslag, der er noget helt særligt for Calexico. Der er ikke tale om Giant Sand-agtig slaskethed (jeg opdagede dem via Giant Sand, hvor Joey Burns og John Convertino oprindelig spillede); tværtimod bliver der her sunget og spillet igennem, og hele det musikalske udtryk rummer en forbilledlig lidenskab og ofte en poetisk funderet samfundskritik. Min absolutte yndling er “Man-Made Lake”, som faktisk er en meget kritisk lang om stormfloden, der ramte New Orleans, men har en tekst, der er vinklet meget smukt og lyrisk.

Jens: Jeg forstår slet og ret ikke din Verve-reference, men kan kun give dig ret i resten. Det er en ret underskøn plade. Jeg var til koncert med Calexico for nylig og den oplevelse fik sangene fra Carried To Dust til at stå endnu bedre frem. Jeg har læst at Howe Gelb fra Giant Sand er noget uforstående omkring Calexicos succes, som set herfra synes ret velfortjent, da sidstnævnte arbejder med en helt anden perfektion og finish end Giant Sand, og netop ikke som Howe Gelb dyrker det tilfældige og slackede.

Pastoren: Udtales: “slaskede”.

anywherehead

Jens: Så har jeg listet Scarlett Johanssons: Anywhere I Lay My Head – måske lidt i trods. Hun blev gjort til syndebuk for sin uortodokse måde at fortolke Tom Waits på, samt for at være en musikforkælet Hollywood-starlet. Men faktisk er det et fortryllende univers, der bliver manet frem her – produceret af Dave Sitek fra TV On The Radio. Hvis man ikke betragter uortodokse fortolkninger af Tom Waits som helligbrøde i sig selv, er det faktisk nogle uhyre interessante udgaver, hun kommer med i 1980’er-new wave-elektroniske rammer. Opfattelsen af at Scarlett ikke kan synge, er stærkt overdrevet. Hun har sin helt egen mørke og næsten lidt mekaniske stemme. Var en anderledes ukendt 22-årig debuteret med denne plade, ville modtagelsen have været langt mere åbent positiv, er jeg sikker på. Rubricer under nattemusik.

Pastoren: Og hvor godt synger Tom Waits egentlig? Jeg holder forresten meget af Tom Waits.

lindstroem

Pastoren: Årets norske techno-gidsel er Lindstrøm: Wherever You Go I Go Too. Det foregående album bestod af en række korte numre; denne gang er den absolutte hovedattraktion det 28 minutter lange titelnummer, der starter som ambient og efterhånden folder sig ud til en regulær rumrejse. Det er perfekt cykelmusik og sikkert heller ikke dårlig til løb. En meget klar, men aldrig bastant puls. Hans Peter Lindstrøm har baggrund som hvid mand med guitar, så det er ikke så overraskende, at hans guitar dukker op i baggrunden mange steder. Og det fungerer faktisk.

Jens: Jeg kender ikke Lindstrøm. Men jeg vil gerne høre ham.

pe_catpower_jukebox.jpg

Jens: Så vil jeg nævne Cat Power: Jukebox. Den kom for snart et år siden og var også en udgivelse, der fik en del tæsk. Chan Marshall’s forandring fra at være en utilpasset indie-vokalist til at være en topklasse southern soul-sangerinder er vild. Somme tider er hendes sangvalg underligt, for hun vælger til tider nogle lidt udtrådte sange med for få modhager. Men når det så til gengæld fungerer, er det storslået. Cat Power’s udgaver af  f.eks. “New York, New York” og “Ramblin’ Man” er mageløse. Selv når Chan er mest fucked up og ensom lyder hendes stemme som gylden honning.

nadasurflucky-1.jpg

Pastoren: Nada Surf: Lucky. Et modent popalbum med tekster, der er eftertænksomme i ordets bedste forstand og iørefaldende melodier over hele linjen. Værd at købe alene for åbningsnummeret “See These Bones”, der er en af de bedste sange, jeg har hørt om menneskets dødelighed – og en af de bedste popsange fra 2008 overhovedet.

Jens: Jeg har selv samtlige albums med Nada Surf. Måske savner man efterhånden at de kommer fra klassen med powerpop-agtige sange op til noget med lidt tungere stemninger. Melodimaterialet og specielt den måde, de spiller det på, er meget letvægts. Det er ikke i sig selv et problem, men der er måske en gentagelse i form fra tidligere Nada Surf-albums, der gør at man ikke lytter så nøje efter. Når der altså ikke er tale om så helt uimodståelige sange som netop åbningsnummeret.

sultensav

Jens: Tindersticks: The Hungry Saw. Efter et de seneste par skuffende Tindersticks-plader finder man formen igen på dette album. En meget speciel, rugende og skyggefuld musikstil har Tindersticks. Stuart Staples er en vokalist der arbejder med de helt små nuancer, og som oftest, når Tindersticks er bedst, stjæler han hele showet. På sin egen nærmest selvudslettende facon naturligvis.

Pastoren: Engang ville jeg have sagt, at jeg foretrækker den rigtige Nick Cave, men det er jeg ikke så sikker på mere. Det siger desværre mest om Nick Cave for tiden. Nej, giv mig så i stedet Santogold.

santogold-cover

Santogold er første udspil fra en ny pop-prinsesse, og det er endda en pop-prinsesse med substans. Her er musikalske mindelser om så forskellige navne som M.I.A. (det siger alle jo) og The Pretenders. Santogold er ikke nogen hvid mand, men der er faktisk et enkelt nummer, hvor hun spiller guitar. Nogle ville måske sige, at Santogold lyder som Gwen Stefani, men det er efter min mening en lidt for letkøbt sammenligning. Andre ville sige, at hun lyder som M.I.A., men det er heller ikke en god sammenligning – den firkantede revolutionsromantik og de nogle gange fortænkte forløb slipper vi for her. Santogold er pop med en ikke uvæsentlig reggae/ska-komponent.

Jens: Jamen, jeg synes også det var en imponerende fin popplade med regulære 2-Tone-indslag. Santogold præsterer både skarp sangskrivning og en selvstændig stemme. Hendes sange er stærkt profilerede; der er som regel et decideret hook eller en bemærkelsesværdig baslinje, som får dem til at stå frem. Uptempo-popsange er svære at lave, men dét kan hun. Det er iøvrigt ret ubegribeligt at “I’m A Lady” aldrig blev en single. Nu vi taler Santogold skal hendes legende mixalbum sammen med Diplo, Top Ranking hedder det, anbefales på det varmeste. Den indeholder bl.a. Santogold’s egen Brooklyn-version af Clash-sangen “The Guns Of Brixton”.

Pastoren: Så lykkedes det at få nævnt The Clash.

21-300x288

Jens: Conor Oberst: Conor Oberst. Her er der vel egentlig ikke noget nyt under Bright Eyes-solen bortset fra, at han udgav dette album under eget navn og at solopladen gav ham mulighed for at have nogle lidt bedre musikere med end normalt. Efter den lidt skuffende Cassadaga nærmer han sig her igen højderne på I’m Wide Awake It’s Morning, en plade hvis tårnhøje kvalitet han nok altid skal kæmpe imod. Jeg overværede denne plade blive spillet højt ud en aften i Berlin af Oberst og hans Mystic Valley Band – det var ret vildt!

Pastoren: I mangt og meget er dette en fortsættelse af stilen fra Bright Eyes, og det er ikke overraskende. Det klæder Conor Oberst at have skruet yderligere ned for den bævende drengestemme og at teksterne for alvor bevæger sig ud over at handle om ham selv.

Jens: Tør vi ligefrem kalde det en voksenplade?

51068okkervil

Pastoren: Okkervil River: The Stand Ins. Dette er albummet med årets ukendte hit, “Lost Coastlines”. Egentlig er der vel tale om anden ombæring efter sidste års fænomenale The Stage Names, men det kan jeg slet ikke høre. Der er i al fald ikke noget andenrangs over dette album, hvor der er en klædelig procentdel inspiration fra 60’er-soul på numre som netop “Lost Coastlines” og på “Starry Stairs”. Will Sheffs usædvanligt gode tekster er af en slags, der ikke burde være sangbare, men er det alligevel – lidt som Steffen Brandt, uden sammenligning i øvrigt. Det gør ikke noget, at albummet er kort, for alle sangene er vellykkede.

Jens: Jeg hørte The Stage Names fra 2007 mere. The Stand Ins fik umiddelbart mit nørdometer til at slå for meget ud; måske fordi jeg så et uheldigt klip med dem på YouTube, hvor de fremstod alt for studentikose.

Pastoren: Jeg var omsider til koncert med Okkervil River i efteråret, og der var de gode. Intet studentikost dér!

rf.jpg

Jens: Robert Forster: The Evangelist. Det var jo en slags genkomst efter at Grant Mclennan døde og Robert Forster syntes at have trukket sig lidt tilbage en overgang. The Evangelist er det mest fokuserede fra Forsters hånd siden debuten, Danger In The Past. The Evangelist er på mange måder en hyldest til Grant Mclennan og en plade der flere steder refererer meget direkte til ham. Jeg synes at Robert Forsters senere soloting har været en kende for uforløste – og det kommer altså fra én der har købt alle hans udgivelser. De har ofte været en noget blandet landhandel, men The Evangelist var top hele vejen igennem. Og “From Ghost Town” er et helt utroligt slutnummer.

Pastoren: Jeg er enig. Der er altid en fascinerende kontrast mellem Robert Forsters ulastelige ydre og det sangforedrag, nogle ville kalde skødesløst, andre slasket.

Jens: Og andre for manieret. Mig, jeg synes han bare han er en stor personlighed, et musikalsk stilikon, en ekcentrisk verdensmand rejsende i molakkorder.

Pastoren: Der er både plads til inderlighed (som i “Demon Days”, der netop tager udgangspunkt i et sangforlæg af Grant Mclennan og så vidt jeg kan høre handler om tabet af ham) og noget, der er langt mere let (“Let Your Light In” og “Don’t Touch Anything”), uden at albummet af den grund knækker over.

Pastoren: TV On The Radio: Dear Science. Her stod jeg på og forstod omsider hvorfor dette band fra New York (hvor kun netop ham med guitaren er en hvid mand) er så hyped. Det er intet mindre end en bedrift at få så forskellige musikalske elementer som Interpol-agtig new wave, Prince-agtig funk og strygerballader til at leve sammen på original vis. “Family Tree” er næsten helt pastoralt! Og så er der en næsten obligatorisk kritik af Irak-krigen i den hiphop-inspirerede “Red Dress”.

Jens: Jeg har så ikke helt forstået hvad hypen drejer sig om endnu. Jo, kan nemt høre at de er originale, men oplever ikke så meget andet endnu. Der høres en del 70’er-Bowie i deres udtryk som f.eks. “Golden Age”, men bandets sangskrivning lader en del tilbage at ønske i forhold til rammerne, der indrømmet er spændende.

Pastoren: Jeg synes faktisk sangene er gode, og det var dét, der omsider fik mig overbevist.

portishead3

Jens: Portishead: Third. Må lige tilstå jeg aldrig har lyttet meget til Portishead før; der var noget omkring dem, jeg ikke kunne forlige mig med. Ligesom TV On The Radio arbejder de med elektronisk musik på en meget frisindet måde, men har sange, der ofte lige så godt kunne spilles på en akustisk guitar. Jeg har ikke hørt Third non-stop, men når jeg endelig har gjort det, har jeg været i dyb forundring og beundring over, hvor godt dette album er. Det er ikke nogen behagelig plade at lytte på. Den er svær at trænge ind i og rimelig angstfuld; så meget af det musik, man støder på rundt omkring, kommer til én med åbne omklamrende arme, sådan er det slet ikke med Portishead.

Pastoren: Portisheads musikalske udtryk er blevet mere kammer-agtigt og mindre filmisk, men er ikke blevet mindre knugende med årene. Jeg har altid syntes, Portishead var nemmere at anerkende og beundre end at leve mig ind i og holde af. Det er godt ikke nogen munter udgivelse. Og iTunes klassificerer det som dance ! Man skal høre Closer og Pornography bagefter for at komme i bedre humør.

Jens: Pornography er det rene teenagepop ved siden af Third. Denne plades “The Rip” er en af årets sange. Så god at selv Radiohead har måttet lave en cover af den.

boniver

Pastoren: Bon Iver: For Emma, Forever Ago. Her oppe i toppen af listen er konkurrencen hård. For Emma, Forever Ago er et af de albums, man kun kan holde af. Det er i ordenes egentligste betydninger country (musik fra landet) og soul (musik med sjæl); lyden af vinter og eftertænksomhed. Vokalarrangementerne er et kapitel for sig. Af og til kan der gå lidt kammerkor i tingene, men det tilgiver jeg gerne. Et meget smukt album! Mit yndlingsnummer er “Re:Stacks”.

Jens: Jeg er enig i at det er et meget specielt og fint album. Dog vil jeg ikke give dig ret i, at der er nogetsomhelst kammerkor over vokalarrangementerne – de multitrackede vokaler giver en helt anderledes stemning, og der er en særlig råhed over Bon Iver, i modsætning til den æstetiske musiceren, der kan præge f.eks. de overvurderede Fleet Foxes. Selv om så historien bag albummet, havde været kedelig – hvad den ikke er – ville det alligevel været blevet talt og skrevet meget om Bon Iver. Virkelig en dejlig plade!

seldomseenkid

Pastoren: Elbow: The Seldom Seen Kid. Her er noget så sjældent som britisk rock, der hverken er den frygtede “landfill indie” som The Kaiser Chiefs eller Razorlight udøver, poppunk fra idolagtige ungdomshelte, poleret Coldplay-klynk eller tilbageskuende retro-øvelser. Guy Garveys tekster og hele hans sangforedrag rummer en erfaring, som man nok heller ikke ville kunne have forventet af musikere, der var 10 år yngre. Elbow er – ud over det musikalske slægtskab med f.eks. The Doves – indbegrebet af lyden af Manchester komplet med nordengelsk udtale af vokaler og referencer til steder i Greater Manchester. På The Seldom Seen Kid præsterer gruppen så samtidig dét, der for mig er adelsmærket ved god rock og pop, nemlig at være iørefaldende og lettilgængelige men samtidig rumme en dybde i sangskrivningen og arrangementerne, der skaber noget, der kan leve videre som et værk.

Jens: Måske er det netop dét at Elbow lyder så meget af Manchester, samt den håbløse cover-forside, der gør at jeg ikke har fået givet The Seldom Seen Kid en ærlig chance. Jeg må få gjort noget ved det!

tlsp.jpg

Jens: Min 2’er i år er The Last Shadow Puppets: The Age Of The Understatement. Hvor skal jeg starte? At kunne lave et fritidsprojekt på så tårnhøjt et niveau, er i sig selv en bedrift. At to fyre i starten af tyverne kan tage fat i en tradition fra vel især Scott Walker, og skabe en så helstøbt, naturlig og tidsløs popmusik udfra den, er vildt. Der er bestemt ikke tale om den retro, britisk musikpresse havde proklameret på forhånd. Godt jeg ikke længre kun skal nøjes med at beundre Alex Turner fra The Arctic Monkeys for hans indiskutable talenter, men nu også kan finde direkte glæde ved at lytte til den musik, han laver.

Pastoren: Det er et album, der er en ofte meget vellykket stiløvelse. Dét, der trækker lidt ned for mig, er at vokalerne er mere pub end pop og at sangskrivningen er god, men måske ikke så personlig. Men ved koncerten i Store Vega oplevede jeg hvorfor The Last Shadow Puppets er et så fascinerende stykke musikalsk håndværk; det er sjovt at se to unge fyre på 22 leve deres fascination af den orkestrale tresserpop ud på så gennemført og fornem vis. En god koncert! Jeg vil håbe at de holder fast i dette udtryk.

Jens: Pastor, det her er alt for vellykket og medrivende til at kunne blive stemplet som en stiløvelse. Må jeg også godt sige, jeg synes Last Shadow Puppets, trods tradition og namedropping og beat-frisurer og coverversioner, er mindst lige så personlige som hvadsomhelst, vi ellers har gang i her! I en bedre verden bliver Arctic Monkeys og The Rascals snart opløst, så at Alex og Miles får mere tid til denne pophimmel af en konstellation.

walkmenyoume-stor

Pastoren: Og i toppen har vi årets U2-udgivelse, nemlig The Walkmen: You & Me. U2-mindelserne er nu meget begrænsede denne gang. You & Me er et gennemført organisk album; The Walkmen har med tiden fundet deres helt eget udtryk, der imidlertid ikke stjæler opmærksomheden fra sangene. Sangskrivning og arrangementer understøtter hinanden fornemt. Bassen er en ægte bas, der lyder som den slags gerne må – som en røst fra dybet (mon ikke det er en Rickenbacker?) Det klæder også sangene at der af og til er en lille blæser på. “Red Moon” er en af mine personlige yndlinge på dette meget, meget vellykkede album.

Jens: Det er også min etter. Tænk at vi kan være enige om et album, der endnu ikke er udkommet her i landet! Hamilton Leithauser har en fantastisk stemme, og ordene han synger, er enkle, associerende, billeddannende. Der er meget få hørlige overdubs på pladen. Rumklangssvimle guitarer spænder sangene ud i ofte ret simple men noget akavede akkordmønstre. Det er altså helt vanvittigt at dette album ikke er udsendt i Danmark og at det ikke figurerer i den britiske musikpresses liste over årets udgivelser. Det er et mesterværk, det her. Selv om det er en relativt enkel plade, er der alligevel tale om en musik der bliver ved med at afsløre nye detaljer – det er en helt anden måde at spille rock på, end hvad der er typisk i dag. Læg f.eks. mærke til hvordan trommeslageren ofte spiller “på tværs” af musikken som en slags væltende cirkustrommeslager i stedet for bare at holde et konservativt rockbeat.

Pastoren: Helt, helt enig.

Særlig omtale

andrealbums

Pastoren: Neon Neon: Stainless Style. Dette er endnu et bud på genoplivning af firsernes synth-pop, og så bestemt blandt de bedre. Jeg kan godt lide Gruff Rhys’ vokaler; det er sjovt at høre ham holde fri fra Super Furry Animals. Endda vil jeg gå så vidt som til at hævde, at det kunne være tæt på den perfekte popplade, men hiphop-indslagene forstyrrer mig en del, fordi de ikke passer så godt ind.

Jens: Cut Copy: In Ghost Colours trækker på mange af de samme inspirationskilder. Hvis man er til årgang 1984-85 Talk Talk og ditto New Order, har denne plader unægtelig charme. Et australsk hitlisteband med store kvaliteter indenfor stemningsflader og optimistisk melankoli.

Pastoren: Det var ikke et album, der sagde mig så meget.

Pastoren: Vampire Weekend: Vampire Weekend. En charmerende, uhøjtidelig bagatel af et album, der viser at man godt kan være inspireret af sydafrikansk township jive uden at være corny. Det er til tider temmelig letbenet, men hvis gruppen spiller deres kort rigtigt, er der kimen til en spændende albumkarriere her.

Jens: Det har jeg slet ikke hørt. Men så er der Felice Brothers: The Felice Brothers, der lavede en mindeværdig americana-plade lidt under devisen “fuld Bob Dylan synger underskønne The Pogues-ballader”.

Pastoren: Nogle gange er det lige lovlig tæt på Bob (og jeg holder meget af Bob!).

Pastoren: Glasvegas: Glasvegas. I firserne var der to sæt Reid-brødre fra Skotland. Craig og Charlie Reid spillede samfundskritiske sange med skotsk dialekt og folketone i The Proclaimers, mens Jim og William Reid spillede forfalds-fascinerede sange med fuzz-guitar og inspiration fra amerikansk tresserpop. En dag måtte der komme nogen, der var lige inspireret af begge sæt Reid-brødre, og det er så sket nu. Glasvegas har lavet et interessant debutalbum, men jeg vil sige noget, jeg også kunne have sagt om Vampire Weekend, og det er: Fordi det musikalske og tekstlige udtryk er klart allerede fra første færd, er det på den ene side med til at definere gruppen, på den anden side med til at kunne placere dem i en kunstnerisk spændetrøje, man skal være mere end almindeligt snedig for at kæmpe sig ud af.

Jens: Ret enig. Det er meget velfungerende og forfriskende, men man kunne måske godt have ønsket lidt mindre fodboldkor-stemning over sangforedraget. Omvendt er det dog dejligt at høre den kølige musikstil, som f.eks. også The Raveonettes er så kendt for, udsat for utilslørede følelser. Ret uncool på en ret cool måde. Nu vi taler Glasvegas, bliver jeg helt mismodig over de ikke er med på min top-10. For det er virkelig en god og helstøbt plade, med stærke, stærke sange. Jule-minialbummet med Glasvegas, der udkom for få uger siden, er slet heller ikke ringe. “Fuck You, It’s Over” derfra er topklassisk Glasvegas-heartbreak!

Jens: Nick Cave: Dig Lazarus, Dig! Det album lider både under en for flad produktion og de altid enorme forventninger, man kun kan have til Nick Cave. Der er som altid spændende ting på, og hvis ikke hans foregående album i eget navn havde været så absolut fremragende, ville dette album nok stå stærkere. Hans fantastiske koncert i KB-Hallen i maj viste hvor godt sangene kunne have lydt her, med en mindre uhm…demobåndsagtig lyd. Overordnet set må man acceptere, at der vil være “mellemstationer” – de store navne navne kan i sagens svære og udfordrende natur ikke ramme bulls eye hver eneste gang.

Pastoren: Jeg var lidt skuffet. Jeg forventer meget af en mand som Nick Cave, for han er en af de dygtigste sangskrivere i vor tid. Desværre er indholdet af dette album blevet lidt for forudsigeligt for mig; specielt synes jeg blandingen af “jeg er så belæst”-tendenserne og den villede råhed er blevet mere synlig end godt er i nogle af teksterne. Man lægger jo meget mærke til Nick Caves tekster, når man er så godt vant. Det er vel Grinderman-inspirationen, der lever lidt videre her.

Pastoren: Årets Neil Finn-album er Gary Louris: Vagabonds. Det minder meget om The Jayhawks, og det er ikke et dårligt tegn for mig. Især vil jeg godt fremhæve titelnummeret “Vagabonds” og “To Die A Happy Man”, der er meget afdæmpet, men slutter som en slags gospel. Især glæder jeg mig dog til det kommende album, hvor Gary Louris for første gang i mange år er sammen med Mark Olson.

Pastoren: Årets Ryan Adams-album er Ray Lamontagne: Gossip In The Grain. Et album, jeg først opdagede for ganske nylig. Men vellykket, det er det. Grundstammen er country, men der er også en varm folketone over flere af sangene – og åbningsnummeret er tæt på at lyde som Al Green uden på noget tidspunkt at kamme over i pastiche. Hvis jeg havde haft bedre tid til at lytte på det, var det måske røget ind på top 10.

Pastoren: Tomas Andersson Wij: En sommar på speed er et album, jeg nok holder mere af end jeg burde. Det er nemlig ofte utilsløret sentimentalt, og strygerne gør også deres til at forstærke dette indtryk. Men titelnummeret, der er TAWs meget vellykkede forsvenskning af et ret ordinært nummer af Andreas Mattsson (ham fra Popsicle), røber bedst hvad temaet er, nemlig at blive ældre og efterhånden nærme sig midten af livet. Og TAW har det svenske sprog i sin magt.

Jens: Hvis du fra Sverige virkelig skal omtale den fuser, må jeg nævne Håkan Hellström: För sent för edelweiss – den bedste plade fra vores Håkan siden debuten. Edelweiss viser en mere voksen og ansvarsbevidst Håkan. Men frygt ikke, han kan stadig tyvstjæle de gode pop-refrains. Håkan har iøvrigt brændt sit matrostøj – og klæder sig nu strictly new wave!

Pastoren: Så er der David Byrne & Brian Eno: Everything That Happens Will Happen Today, der er endnu et album om at blive ældre. Hvis man havde forventet en direkte fortsættelse af My Life In The Bush Of Ghosts, ville man blive meget skuffet. Dette er et stort, lille album. Det er sangorienteret med David Byrnes sædvanligt snurrige tekster – og ligesom hos TAW handler det meget om at blive ældre, denne gang om at være midt i livet, godt og vel enddag. “Life Is Long” er en meget gribende og positiv, let uptempo sag om at være midaldrende.

Pastoren: Death Cab For Cutie: Narrow Stairs. Hvis Coldplay ikke var så ufatteligt kedelige…

Jens: …men det er de jo…

Pastoren: … og hvis deres forsøg på at forny sig ikke var så fortænkte og lidet vellykkede, ville de måske lyde sådan her. Det cirklende “I Will Possess Your Heart” er albummets højdepunkt; et fremragende og vellykket forsøg på at beskrive en besættelse.

Jens: Death For Cab Cutie har aldrig besat mig.

Uden for konkurrence:

carlcraig.jpg

Pastoren: Carl Craig: Sessions. Et af de albums, jeg hørte mest i år – fra én, der ikke er en hvid mand med guitar. Sessions er et fantastisk vue over karrieren hos en af den elektroniske musiks moderne pionerer. “Futurelovetheme” rammer som få andre numre i genren den perfekte blanding mellem kulde og varme, fremtid og nutid og er et nummer ,der altid giver mig en behagelig form for gåsehud. Jeg hørte i sin tid den oprindelige udgave af albummet, hvor der var et remix af Cesaria Evoras “Angola”, der på én gang var overraskende og forlægget tro. Det remix er så desværre ikke med her, men alligevel et Sessions et meget vellykket album.

clashshea

Jens: The Clash: Live at Shea Stadium. Liveplader er alt for sjældent noget ved, men fra denne aften på Shea Stadium, hvor The Clash var support for The Who, kan man givende høre hvor hårdt de kæmpede for deres sag og hvorfor de fik et så sensationelt godt musikalsk eftermæle.

Pastoren: Et pænt album der ikke lægger mange alen til historien om The Clash, men vil glæde nostalgikerne.

Jens: Ligesom en klaverkoncert af Beethoven vil glæde nostalgikerne? Jeg synes overhovedet ikke det er nostalgi, når musik og udtryk overlever tidens grådige tand og står dugfriskt. Det er essensen af rocknroll, vi har at gøre med her fra Shea!

telltalesigns

Jens: Bob Dylan: Tell-Tale Signs: Bootleg Series Vol. 8 med alt fra uudgivne numre til soundtrack-sjældenheder til live-numre. Der er forbløffende mange virkelig gode ting på. Adskillige af sangene optræder i andre versioner på albums fra 1991 og frem; spændende at høre hvad han valgte fra og valgte til. Et nummer som “Mississippi” optræder i hele tre udgaver – samme akkorder, samme tekst, men Dylan synger det på en ny måde hver gang. Det er måske derfor, så mange mennesker har det svært med Dylan; denne evige uro. Det er jo netop derfor, han aldrig bliver reduceret til nostalgi – det  at han hele tiden udfordrer og redefinerer sig selv og sit eget sangkatalog.

Danske udgivelser

Pastoren: Jeg må hellere huske at sige, at jeg endnu ikke har fået hørt Sune Wagners nye album, der kom i mandags.

sunewagner

Jens: Men det har jeg. Jeg synes, Sune Wagner afslører mere af sig selv her, end på sine foregående amerikanske plader med The Raves. Sune er en sublim guitarist og sangskriver. Man kan godt høre, han har boet uden for landets grænser i nogle år – sproget ligger lidt specielt i hans mund. Teksterne rammer ofte noget næsten dansktopagtigt enkelt i den måde, følelse og livskvalme kommer til udtryk på.

petersommer

Pastoren: Peter Sommer: Til rotterne, til kragerne, til hundene. Dette er årets bedste danske album. Peter Sommer havner på dette nye album et sted mellem C.V. Jørgensen og Henrik Hall – der er den spleen, vi kender fra C.V. og på en del af numrene beats og sangforedrag, der kan minde om hvad Henrik laver. Teksterne er i særklasse – indledningslinjen “Han har så meget at sige, der ikke kan komme på tale” i titelnummeret er mit foretrukne citat fra i år.

Jens: Peter Sommer forsøger givetvis ikke at efterligne C.V. Jørgensen, men han bevæger sig i et parallelt tekstunivers. Titelnummeret og også slutnummeret er specielt fine – og så naturligvis den opbyggende “Himmelflugt”, der nok er en af de sange, jeg selv hørte allermest over sommeren.

wehadfacesthen

Jens: moi Caprice: We Had Faces Then. Jeg er hooked på Michael Møllers drømmende melankolske, skandinaviske livssyn, som han formidler så fint på dette album, der måske ikke er helt så instant-pop-umiddelbart som de foregående mC-albums, men belønner gavmildt ved gentagne gennemlytninger. Den ultimative efterårs/vinterplade.

henrik-hall_sukchokkoma-p.jpg

Pastoren: Henrik Hall: Chok, suk og koma. Det er underligt at skulle sige det, men jeg synes faktisk Henriks nye album er stærkest, når det kommer til balladerne – og dem måtte der godt have været flere af. Han skal også passe på at ordspillene ikke begynder at tage magten alt for meget i teksterne.

Jens: En meget fin plade. Henrik lyder helt ovenpå situationen, selv i sine sorteste sange. En vital og kontant opfølger til Solo.

35331_full

Jens: The Rhonda Harris: Here’s The Rhonda Harris. Det fremstår vel som nepotisme at jeg nævner Rhonda, selvklart. Men grundene til at jeg oprindelig gerne ville samarbejde med Nørlund findes i rigt mål på denne drøm af en plade. Den atmosfæriske og organiske produktion. Og så disse lidt krogede men afslørende sange, som åbner sig langsomt op og afslører sig blandt de bedste i år. Min danske yndlingsplade 2008, tror jeg.

busck

Pastoren: Karen Busck: En kærlighedsaffære. Jeg har aldrig haft nogen som helst positive forventninger til Karen Busck, men her er faktisk tale om et album, der peger den helt rigtige vej. Da Klaus Lynggaard skrev en meget positiv anmeldelse, var min interesse vakt. Væk er firser-plathederne, pop-funken og duetter med Erann D.D., erstattet af et helt igennem organisk lydbillede, der rammer en meget nordisk tone. En kærlighedsaffære er et album, der på én gang er sødmefuldt og meget melankolsk i sin stemning. Teksterne er nogle steder ret så kluntede, men andre steder er hun på helt rette vej. F.eks. er “Lærkernes sang” et eksempel på en naturbeskrivelse, der samtidig er et billede på indre uro.

Jens: Hvor surrealistisk at du skal rose en plade med Karen Busck. Den havde jeg ikke set komme i krystalkuglen.

Pastoren: Nemlig. Hvis ikke man skal lade sig overraske, er man allerede på forudsigelighedens vej.

Jens: Vildt du nævner det – dér har jeg netop for kun en sætning siden købt en 12-værelsers lejlighed.

Jens: Kira: The Rail Train, The Meadow, The Freeway And The Shadows. Kira kom stærkt tilbage med nyt band og ny lyd. Der er fine og rørende sange på denne plade, som er afdæmpet og mørk, men samtidig mere åbent melodiøs end tidlgere hørt fra hende. Vi talte tidligere om Chan Marshall som en soulsangerinde – det samme går for Kira, der vokalmæssigt bevæger sig udfra andre regler og parametre end dem i almindelig rock. En fantastisk stemme!

Pastoren: Mike Sheridan: I syv sind. Nogle synes, Mike Sheridan minder om Trentemøller, men stemningen er langt mere kuldslået og ofte ovre i nærheden af regulær ambient. Og så er der to sange med dansk tekst. Den kølige stemning, der er over albummet, og den beherskede brug af beats giver mig i det hele taget mindelser om go’e gamle April Records og navne som Double Muffled Dolphin, Dub Tractor og Thomas Knak – specielt interessant, når man tænker på at de navne huserede, da Mike Sheridan gik i vuggestue!

Og herefter fortonede samtalen sig i decembersøndag.

Jens’ top 10

01. The Walkmen – ‘You & Me’
02. The Last Shadow Puppets – ‘The Age Of The Understatement’
03, Bon Iver – ‘For Emma, Forever Ago’
04. Portishead – ‘Third’
05. Robert Forster – ‘The Evangelist’
06. Conor Oberst – ‘Conor Oberst’
07. Tindersticks – ‘The Hungry Saw’
08. Cat Power – ‘Jukebox’
09. Scarlett Johansson – ‘Whereever I Lay My Head’
10. R.E.M. – ‘Accelerate’

Pastorens top 10

1. The Walkmen: You & Me
2. Elbow: The Seldom Seen Kid
3. Bon Iver: For Emma, Forever Ago
4. TV On The Radio: Dear Science
5. Okkervil River: The Stand Ins
6. Santogold: Santogold
7. Nada Surf: Lucky
8. Robert Forster: The Evangelist
9. Lindstrøm: Wherever You Go I Go Too
10. Calexico: Carried To Dust

Skriv et svar

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.