Samtale med Nikolaj om "Dagene løber som heste"

Jeg talte med Nikolaj om det nye album; her er hvad der blev sagt.

Når man hører “Dagene løber som heste” for første gang, er strygerne nok det, man lægger mest mærke til. På det første nummer, du producerede med Jens, nemlig “På danske læber”, er der lidt violiner, men denne gang er der en hel strygersektion med. Hvem fik ideen? Og kom den før sangene blev til?

Ejerskab på ideer er en skrøbelig (og til dels uvigtig) ting, når man arbejder så tæt som jeg og Jens har gjort på de her albums. For en ide er ikke noget værd, hvis ikke den bliver modtaget ordentligt, og det er det, der er kunsten; at kunne arbejde videre med og bruge ideer uden at skele til hvem eller hvor de kom fra. Min opgave er bla. at hjælpe med at sortere i Jens’ oplæg og ideer og så komme et bud på en metode og en ambition for det endelige mål.

Det er ALTID materialet som bestemmer metode og indgangsvinkel. Og denne gang synes jeg balladerne var det centrale i demoerne og derfor kom strygerne på banen. Samtidig ville jeg gerne undgå at blive låst af nogen grundsporstakes, som bestemte retningen. Jeg ville hellere holde det hele i spil så længe som muligt og vi arbejdede hårdt på at lave et halvfærdigt produkt at have med til Prag. Vi tog udgangspunkt i scratchcues som vi lavede i Sauna med Jens’ vokal og guitar eller klaver, og så dubbede vi. Der sku være så meget på tracksne, at man ku arbejde med det, men ikke mere end at der var plads til strygerne. For ambitionen har været at få dem integreret i musikken og ikke at de blot sku udfylde en dyr keyboardfunktion. Og det er svært når man ikke har alle 30 musikere til rådighed på een gang. Så derfor sku vi beherske os fordi man altid har en tendens til at ville gøre tingene præsentable , for det er nu en gang det rareste at lytte til. Da vi så kom hjem arbejdede vi videre med dubs og lavede fx. guitarer og keys oveni strygertemaerne nogle steder for at få dem helt ind i midten.

Producere er meget forskellige, ved jeg. I Jens’ tidligere arbejde med Love Shop var Hilmer også medsangskriver og bandmedlem – og havde nogle meget bestemte ideer. Har du selv haft indflydelse på hvordan sangskrivningsprocessen forløb?

Ikke nogen indflydelse på processen, men hvis der er et eller andet jeg synes stikker ud, når jeg arbejder med materialet, bemærker jeg det. Det kan være en linie, en akkord eller en struktur osv. Eller Jens spør hva jeg synes om dit eller dat.

Selve sangskrivningsprocessen har altid fascineret mig. Du er jo selv en ganske kompetent sangskriver. Hvilke forskelle er der på din egen tilgang og Jens’ ?

Det er svært at sige, det er jo noget som foregår i enrum. Men jeg tror Jens skriver over en længere periode. Det har jeg ikke tid til…

Selve arrangementerne er et kapitel for sig. Du står selv for arrangementet af strygerstemmerne på to af numrene – herunder den (synes jeg) storslåede “Mænd uden ord”. Jeg vidste ikke, at du kunne den slags!

Det er noget der er kommet gennem årene begyndende tilbage fra Odysseus, hvor jeg lærte mig selv noder fordi jeg sku skrive for 6 basuner, 2 janitsjarer og Ars Nova koret. Det er rigtig sjovt og en meget belønnende oplevelse.

Arrangementet af “Motorvej til himlen” får mig til at tænke på Ennio Morricone – og her tænker jeg bl.a. på de udtryksfulde strygere og den lidt twangede guitar. “Piloten på sin allersidste dag” giver mig derimod mindelser om Michael Nyman. Er der nogen bestemte referencepunkter (f.eks. filmmusik), du har haft gennem processen?

Nej, eller jo. Eller hvad? Ikke så meget filmmusik, for det er jo en helt anden præmis med vokalmusik. Scott Walker ligger mere lige for, men det er til gengæld så anderledes musik og lyd, fra en helt anden tid. Vi arbejder ikke så meget med referencer. Det er i det hele taget noget jeg prøver at undgå, ihvertfald at formulere, når jeg arbejder med musik. Det er bedre at beskrive det med sine egne ord end at sige “lav noget Four Jacks-agtigt”, da det kan virke sådan lidt begrænsende på andre. Og ikke en gang særligt præcist, da folk tit forstår noget forskelligt ved det (referencerne).

Hvordan var det at arbejde med de klassisk uddannede musikere i Prag? De må have været ret tjekkede (undskyld ordspillet).

Ja, de var dygtige. De har indspillet soundtracket til Lost Highway! Vi indspillede det hele på fire timer inkl. to pauser. Og var færdige fem minutter før tid.

Hvad var den største forskel på processen bag den forholdsvis band-orienterede produktion af Jens’ første to album og så “Dagene løber…”?

Aftenland lægger sig faktisk lidt midt i mellem, da der en masse tracks på den som også er bygget op af en anden vej. Det andet har jeg været inde på.

Var det de enkelte sanges “natur”, der bestemte hvor der kom strygere på? Jeg kan ikke forestille mig “Stjernelys” med strygere på, men måske godt “I de tabte sale”.

Vi ville ikke have strygere på hele pladen, så vi valgte de sange, hvor vi ku “høre” dem.

Hvad er det egentlig for en spøgelsesagtig glissando-ting, vi hører i starten af “I de tabte sale” (og inden A-stykkerne senere)? Ved første gennemlytning troede jeg faktisk, det var strygere.

Den er jeg også rigtig glad for. Det er en morphing af en en Kjeldsen-guitar og Louise Foo. Det lyder crazy.

En meget konkret forskel på det nye album og det foregående er, at “Aftenland Express” havde hele 17 numre, mens “Dagene løber som heste” kun har 10 numre. Hvordan bestemte I jer til at “nøjes med” 10 numre?

Jeg var faktisk lidt irriteret over den måde mange reagerede på Aftenlands længde på. Jeg mener, man må gerne lave korte eller lange film, store og små billeder, noveller og lange romaner, men plader skal have en bestemt længde ellers er det fordi man ikke kan begrænse sig. Jeg synes Aftenland har præcis den længde den skal have. Og det synes jeg også Dagene har.

Og endelig: Er der noget ved hele dette album (og den måde, det blev til på), der måske vil overraske folk?

Har jeg fortalt om dværgene?

Skriv et svar

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.