Årets udgivelser 2011

Det var en mørk og meget lidt stormfuld fjerde tirsdag i advent, da to midaldrende mænd med grå huer startede iChat.

Pastoren Det var ikke så dårligt et albumår, som nogen synes. Jeg er efterhånden tilfreds, hvis der kommer 2-3 albums, jeg rigtig kan holde af. Jeg tror ikke, der er mange albums, der kan klare en test of time award. Der er særlige år som 1991, hvor der kommer en masse godt.

Jens Jeg sad lige og kiggede på listerne og der var klart nogle udgivelser på årets liste, der ikke ville være kommet med dengang. På den måde har det været et lidt dødt år. Well, lad os starte rejsen ned mod årets bedste plade.

Jens: Papercuts: Fading Parade. Et amerikansk SubPop-band med en lyd, der både er lidt jingle-jangle og shoegaze-agtig. De har en sanger med højpitchet stemme, der synger nogle længselsfulde og smukke popsange. Meget ukompliceret musik, fyldt med følelse af, at græsset altid er grønnere på den anden side.

Pastoren: Er der ikke lidt Luna over det? Det lyder lidt blodfattigt.

Jens: Luna, måske – men også oversete Felt. Det er meget æterisk og ufysisk musik, det er det.

Pastoren: Ryan Adams: Ashes & Fire. Måske ikke et comeback-album, men så alligevel. Jeg havde forventet mig lidt af hvert efter hans problemer først med misbrug og siden med Menières sygdom, men resultatet er en samling iørefaldende country-ballader. En tydeligt modnet og reflekteret Ryan Adams.

Jens: Den er meget stille og stemningsfuld. En plade lavet i et lille rum; hundrede gange bedre end Cardinals-pladerne, synes jeg.

Jens: Lykke Li: Wounded Rhymes. Det er ikke alle numrene, der er lige stærke, men hun har langt mere temperament end langt de andre kendte skandinaviske popsangerinder. Selv i tilsyneladende banalt smukke sange som f.eks. “Sadness Is A Blessing” er der en understrøm af drama og noget uforløst, som giver dét ekstra rigtig fint. Hun gør tingene på sin egen måde. Jeg er ked af at jeg ikke var i København i slut-april, da hun gav koncert i Vega.

Pastoren: Der er andre (f.eks. Amy Winehouse), der har ladet sig inspirere af tresser-pop-sangerinder, men i tilfældet Lykke Li er resultatet blevet et album, der kombinerer wall-of-sound-lydbilledet med drama og en stor melankoli. Selv om sproget er engelsk og Lykke Li er slået igennem i USA, er dette stadig en meget svensk tilgang til pop.

Pastoren: Feist: Metals – Også her er det svært at følge op efter en succesrig albumforgænger. Der er nok ikke nogle umiddelbare pophits som “1234” på Metals. Sangskrivningen er lidt mere bluespræget, og til gengæld er der skruet ned for den lidt Lisa Ekdahl-agtige jazz-pop. Albummet har i det hele taget et lidt mørkere præg end forgængeren, og det gør ikke spor. Og så har jeg et meget svagt punkt for Leslie Feists stemme, der kan være både engle-agtigt smuk og snerrende, af og til på samme tid. Den vigtige sang: “A Graveyard”.

Jens: Hun har meget musik i sig; det kommer næsten for let til hende, hvis man kan sige det sådan. Synes hun ofte bliver lidt for hippie/legebarns-agtig.

Jens: Dirty Beaches: Badlands. Var det ikke dig, der sagde at sangeren (han er koreaner, ikke?) lød som om han var formand for Suicides fanklub?

Pastoren: Måske. Jeg synes snarere, han lyder som en selvmordstruet Chris Isaak. Alex Zhang Hungtai er faktisk fra Taiwan. Noget er i al fald Isaak-agtigt, andet er, som du ville sige, mere skramlet.

Jens: Zhang Hungtai er i al fald meget filmisk, cinematografisk David Lynch-agtig i sin tilgang – fyldt med støvede samplinger og late night-vejscenarier. Men han er samtidig et helt andet sted end Chris Isaak, der bare (i positiv forstand) er en slags Elvis-imitator. Jeg så Dirty Beaches til deres første koncert uden for USA – det var i Kødbyen. Han stod dér  alene i rødt og sort lys – man kunne næsten ikke se hans ansigt – og sang ind i en ekkomaskine. Lød som et såret dyr. Det jeg godt kan lide er netop, at det ikke kun er smadder – der er også numre, hvor han decideret crooner løs. F.eks. på “True Blue”, der klart er mit Dirty Beaches-yndlingsnummer.

Pastoren: Det er et rigtig godt nummer – og det er meget Chris Isaak-agtigt.

Pastoren: Bon Iver: Bon Iver – Tydeligvis en “band-plade” efter debut’en. Lydbilledet er mere ekspansivt, og Justin Vernons vokal er igen i særklasse. Denne gang er der tidspunkter, hvor han også udforsker det dybe register – og så lyder han forbløffende meget som Tunde Adebimpe fra TV On The Radio. Det er svært at følge op på en så suveræn debut, og alt andet vil automatisk kunne komme til at skuffe. Men selv om overraskelsen fra den gang nok aldrig vil kunne gentages, er der tale om en vellykket to’er. Man skal huske, at der er tale om samme mand, men om et andet udtryk – det er noget andet, han vil.

Jens: Det var et album, jeg var topskuffet over. Savner du ikke den umiddelbarhed, der var over debuten? Jeg endte med at slette albummet fra mit iTunes-bibliotek.

Pastoren: Næ. Prøv at starte med “Calgary”.

Pastoren: Beirut: The Rip Tide – Dengang Gulag Orkestar udkom, kunne jeg ikke være helt fri for at synes, at Zach Condon brugte inspirationen fra Balkan-musik til en billig “kan I høre, jeg har været i Europa?”-gimmick. Så jeg var ikke så begejstret som visse andre. Nu synes jeg, jeg kan høre, hvor han vil hen med sin musik, der nu ikke er bange for at stå ved at det faktisk er amerikansk musik. Balkan-trompeterne er meget bedre integreret, og jeg synes også, jeg kan ane en inspiration fra Neutral Milk Hotel.

Jens: Den er også på min top-10-liste for 2011. Du har ændret mening om det band, kan jeg høre. Det har jeg vel også – var vild med debuten, hvorimod hans foregående album fungerede ikke for mig. Men The Rip Tide er et godt lille album, der hviler i sig selv, det er det bedste, han har lavet overhovedet. Og titelnummeret er mageløst.

Jens: Kurt Vile: Smoke Ring For My Halo. Det er det album, jeg drømte om at Brian Jonestown Massacre ville lave, lige siden vi først faldt for deres så fine Bravery, Repetition & Noise-album. Det gjorde Kurt Vile så istedet her, i en støvet, varm mellemtonelyd, måske ikke standout-melodier, men alligevel sange, der gør det helt rigtige på de rigtige steder. Det er sjældent, man kan høre musik, der er så tilbagelænet men alligevel har en glød og den nerve, der gør dette til et meget fornemt og helstøbt album.

Pastoren: Jeg troede, det var Kurt Vile, der ville løbe med æren, men det blev så hans gamle band, The War On Drugs, der gjorde. Det er ikke noget skidt album som sådan, men det er nok i virkeligheden netop fordi melodierne ikke gør så meget væsen af sig selv.

Pastoren: Elbow: Build A Rocket Boys! Elbow spillede, mens jeg lå på hospitalet med lungebetændelse. Build A Rocket Boys! er en værdig opfølger til The Seldom Seen Kid, hvor Manchester-gruppen ikke forsøger at lefle for det store publikum. Faktisk minder dette album på nogle måder mest om deres debut, Asleep In The Back. Elbow kan være meget inderlige i deres skildring af de sårbare unge år, de nu ser tilbage på (på “The Birds”), men også nogle gange lidt truende (“Neat Little Rows”). Også her har vi at gøre med en af de vokalister, man ikke glemmer – nemlig Guy Garvey.

Jens: Elbow er et meget musikalsk kompetent band, og det kunne man også høre live i København. Jeg synes bare, at denne plade bliver for hyggelig – en slags Radiohead, man kan drikke te til. Jeg kunne langt bedre lide dem, da de var mere kantede.

Jens: Arctic Monkeys: Suck It And See.

Pastoren: Kan du virkelig lide det album?

Jens: Både ja og nej. Jeg kan godt høre, at de var meget Smiths-inspirerede da de indspillede, men også at de har arbejdet for meget sammen med Josh Homme fra de forfærdelige Queens Of The Stone Age.

Pastoren: Der er nogle rigtig fine popnumre på som f.eks. “Love Is a Laserquest”. Men det er som om de sætter sig mellem to stole. Af og til siger de “Nu skal vi være sure!” – og så spiller de nogle sure numre, hvor de synkoperer løs. Andre gange kommer der nogle virkelig iørefaldende og nuancerede sange fra deres hånd.

Jens: Det er jeg enig med dig i. Jeg er heller ikke helt tilfreds; jeg håber at de vokser og at supertalentfulde Alex Turner stadig gemmer på sit store mesterværk. Stadig synes jeg dog, at der er en håndfuld sange på albummet, der er helt fantastiske. Krydsede fingre herfra for at hans næste udspil bliver med anderledes helstøbte The Last Shadow Puppets.

Pastoren: The War On Drugs: Slave Ambient. Årets overraskelse. Traditionel sangskrivning møder ambient. Melodimæssigt er der tale om traditionel rock i traditionerne fra U2, Springsteen og Bob, men på dette album dukker sangene op fra en ambient-dis, folder sig ud og forsvinder så efterhånden igen. Slave Ambient er vel i virkeligheden en konsekvent efterlevelse af den vision, der lå bag U2s The Unforgettable Fire. Og så er det Kurt Viles gamle band.

Jens: Jeg har knap hørt dette album, men det, jeg har hørt, lød rigtig godt.

Jens: Så vil jeg nævne Jonathan Johansson: Klagomuren.

Pastoren: Den har jag inte hört än. Men jag har hört så mycket annat han har gjort.

Jens: Den nye plade her er rigtig fin – og nærmest en synth-plade.

Pastoren: Alt, hvad han laver, er jo synth-musik.

Jens: Det første ikke-så-spændende album lød dog mere band-præget, gjorde det ikke? Hans musik er næsten klinisk ren på en lydfladeagtige måde, som giver positive mindelser om Kent. De første gange jeg hørte Klagomuren, sagde den mig ikke så meget, men der var alligevel noget, der fik mig til at vende tilbage. En musik der vokser langsomt fra et overlegent melankolsk og melodisk struktureret værk.

Pastoren: Gillian Welch: The Harrow & The Harvest – Den koncert, jeg ærgrer mig mest over at være gået glip af. Jeg havde billetten, men så fik jeg lungebetændelse. Satan og helvede! Desværre kan jeg læse, at koncerten i Det Kongelige Teater var særdeles vellykket. Albummet er tilsyneladende meget enklere end Soul Journey; der er tilbagevenden til duo-formen fra Time, The Revelator, som jo er et kongealbum. Igen får vi at høre, hvor fremragende en guitarist David Rawlings er. Og samtidig rummer Gillian Welch’s vokal en masse erfaring. Samtidig har vi at gøre med et album, hvor sangene tager nogle lidt mere komplicerede livstemaer op; Soul Journey var mere selvbiografisk. “Hard Times”, der er den mest bevægende ballade, jeg længe har hørt. Andre kunne have kørt dette nummer op med stort orkester osv. men her får vi en helt enkel og inderlig udgave.

Pastoren: R.E.M.: Collapse Into Now. Nogle vil sige, at det lidt er en provokation, for mange ved, at jeg var sur over de hånlige reaktioner, da gruppen valgte at sige farvel i år. Og bevares, de har da også lavet nogle kedelige albums ind imellem, siden Bill Berry trak sig tilbage. Men Collapse Into Now er faktisk et rigtig vellykket album, hvor vi kommer rundt i gruppens sangunivers, lige fra de umiddelbare rocknumre (“Mine Smell Like Honey“) over de lidt valseagtige akustiske numre (“Oh My Heart”) til det humoristiske hjørne, man også glemmer at R.E.M. også af og til bebor (“Alligator Aviator Autopilot Antimatter”). R.E.M. har på en måde sejret sig ihjel på samme måde som Beatles, for de er blevet så meget en del af den gode mainstream-rock, at man helt har glemt hvor usædvanligt dygtige de er. Collapse Into Now er så godt et album, at jeg rigtig kommer til at savne dem.

Jens: Det synes jeg jo er rigtigt. R.E.M. kunne vel aldrig senere igen komme til at forny rocknroll, sådan som de gjorde igennem 1980‘erne og starten af 1990‘erne, hvor de satte ny standard. Derfor har så mange en tendens til at se dem som et lidt konservativt band, fordi de ikke overraskede mere. Man kendte ligesom deres tricks. Det er altid pionerernes lod først at blive anerkendt og så siden at blive vrænget af, når de ikke længere kan forny sig. R.E.M. har ganske rigtigt lavet nogle forfærdeligt kedelige plader siden 1996, og man har godt kunnet mærke, at de havde mistet en af gruppens hjørnestene i form af Bill Berry. Det nye album, hvor de virkelig har taget sig sammen, er dog deres langt bedste og mest relevante udspil i 15 år. Et værdigt farvel, og et voksent album.

Jens: John Maus: We Must Become The Pitiless Censors Of Ourselves. Der er ikke mange rockplader, der har fanget mig så meget i år som den her mærkelige størrelse.

Pastoren: Det her er ikke engang en rockplade.

Jens: De albums, jeg har hørt mest i år, er dem, der har et anderledes fingeraftryk. John Maus har en helt speciel måde at bruge synthesizere på, producere på og lave numre på. Han synger med dyb stemme og spiller de storladne melankolske keyboardtemaer på nogle gamle synths. Ofte gange producerer han så skødesløst hifi-dårligt, at sangene bærer højt ekkomaskinesus og noget der lyder som båndstøj. Men alligevel vender jeg tilbage til albummet igen og igen. En fin, fin vibrerende natplade – med et fantastisk cover.

Pastoren: Jeg synes, produktionen er for tyndbenet. Det, du kan lide, er præcis dét, jeg står af på. Hvis Ariel Pinks stemme gik i overgang og han fik en depression, ville det lyde sådan her.

Jens: John Maus slår uden besvær Ariel Pink med flere omgange på min racerbane.

Pastoren: P.J. Harvey: Let England Shake. P.J. Harveys bedste album til dato, og det siger ikke så lidt. Hun er trods alt en af de helt store. Denne gang henter Harvey inspiration fra krigens underlige og grusomme univers, og det er som om det får hendes sangskrivning til at tale endnu tydeligere til mig. Det musikalske indtryk vidner om det, P.J. Harvey har lært ved at lave White Chalk – hendes vokale udtryk er især ændret – omsat til et band-præget udtryk med de tidligere musikalske samarbejdspartnere. Den vigtige sang er “The Words That Maketh Murder”, der opsummerer meget af det, albummet handler om, på smukkeste og grusomste vis – en sang om lig, der hænger i træerne.

Jens: Det er en besk sang! Let England Shake topper også min liste. Hvor sjældent, at man hører en plade i dag, der uden at virke frelst, tør tage verden omkring sig så alvorligt. Og hun taler i sine tekster om nationalfølelse og hvad den gør ved mennesker – den skade, det gør at handle i flok på baggrund af den slags følelser. På en måde opfinder hun en ny genre. Det lyder dybt traditionelt og så alligevel ikke som noget, man har hørt før. Hun kombinerer en melodisk sødme med de tragiske fortællinger om mennesker, der mister alt i det nationale spil, de er fanget i.

Og så var der alle de andre albums, der ikke kom på listen.


Pastoren: Fucked Up: David Comes To Life. Canadisk brølerock, der ikke er nær så metal-orienteret, som jeg engang troede. Faktisk er musikken temmelig melodiøs, men sangerens brølevokal gør det nogle gange svært at lægge øre til, og teksterne er af samme grund ofte umulige at dechiffrere – synd, når nu albummet er en slags konceptalbum. På sin vis har vi her fat i meget af det samme som hos sidste års album med Titus Andronicus – både styrker og svagheder ved udpræget brølerock. Sangen “Queen Of Hearts” er et godt sted at starte.

Jens: Jeg har kun hørt lidt af det. Måske var Titus Andronicus lettere for mig, fordi deres udtryk trods alt er mere traditionelt.

Jens: Apropos hvem der råber, så vil jeg nævne Tom Waits – Bad As Me. Her har han lavet et af sine bedste albums længe. For han vrænger slet ikke så meget her, men synger mere. Waits og Kathleen Brennan er dygtig sangskrivere både tekstligt og melodisk; Bad As Me beviser på det smukkeste han slet ikke behøver gøre sig så massiv bastant for at trænge igennem.

Pastoren: Enig. Langt mindre skramlet end man har hørt ham længe; jeg tror, dette album vil vokse i statur med tiden.

Pastoren: EMA – Past Life Martyred Saints. Et lidt 90’er-agtigt album med amerikanske Erika M. Anderson. Hvis Courtney Love ikke var så konsekvent fuld og træls, kunne hun måske lyde sådan.

Jens: Jeg må nævne Father Son Holy Ghost med Girls. Jeg kunne ikke have det med på listen, for der var nogle 70’er-workouts, der burde anholdes af musikpolitiet. Ind imellem spiller de nærmest soul, selv om de er hvide indiefyre. Andre gange tager de ideen for langt ud på den freeformagtige måde. Hvid soul!

Pastoren: Okkervil River: I Am Very Far. Et stort anlagt album med masser af musikere, der lægger lyd til Will Sheffs sædvanlige høje standard for sangskrivning. Vi kommer langt omkring, fra meget Springsteen-agtige sange til en slags Marvin Gaye. Igen er fundamentet 70‘er-inspireret og en blanding af country, rock og soul. Nogle gange går hans gode tekster dog lidt tabt i arrangementerne. Den vigtige sang: “We Need A Myth”.

Jens: Det må virkelig have været et skuffende album, når det ikke havner på din top 10 for i år! Så vil jeg nævne Wilco: The Whole Love. Endnu et Wilco-album, det er nemmere at beundre end at holde af. Men der er selvfølgelig gode sange ind imellem. For første gang i mange år kedede jeg mig ikke første gang, jeg hørte dem. Det skete først anden gang.

Pastoren: Det album får mig til at længes efter Uncle Tupelo.

Pastoren: Red Hot Chili Peppers – I’m With You. Et lidt ujævnt album, men med gode takter. Jeg troede, det ville gå helt skidt efter John Frusciantes exit, men der er heldigvis stadig gode melodier rundt omkring. Stadium Arcadium var alt for stort og blævret; det er dette album ikke. Mit indtryk af Red Hot Chili Peppers er blevet yderligere positivt efter deres særdeles vellykkede koncert i Herning her i efteråret.

Jens: Jeg stod af helt og absolut af det sekund John Frusciante forlod bandet.

Jens: British Sea Power: Valhalla Dancehall. Noget af det eneste britiske rock, jeg har hørt i 2011. Musikalsk er det måske ikke altid nyskabende, men der er sange, der vil noget. Og et band der hiver fat i en og vil noget – hvor sjældent er det ikke?

Pastoren: Jeg synes, der går lidt hø-hø i deres sange sommetider. Det er da okay, men jeg har hørt så meget, der trods alt er bedre.

Pastoren: Kate Bush – 50 Words For Snow. Jeg var lidt skuffet, for det var et album, jeg havde glædet mig (og så bliver man som regel skuffet). Der er tydeligvis gjort meget ud af at skabe en vinterstemning, og sangene giver sig god tid – nogle gang rigelig tid – men produktionen er lidt for fesen og glat for min smag. Jeg kunne faktisk bedre lide hendes Director’s Cut-udgivelse. Lydbilledet er mere interessant, og sangene er ikke så statiske.

Jens: En firkantet sovepille. Kandis13-produktionen svigter de fine sangtiltag fælt.

Pastoren: Das Racist – Relax. Den amerikanske hiphop-trios egentlige debut efter to frit tilgængelige mix. Lydbilledet er sprælsk, og teksterne ligeså. Mon ikke de er USAs Malk de Koijn?

Pastoren: M83 – Hurry Up, We’re Dreaming. Filmisk og lettilgængelig pop, der ikke altid stikker så dybt, som det gerne ville. Interessante gæsteoptrædender.

Og så faldt talen på danske albums.

Pastoren: Ulige Numre – kun en EP, men usædvanligt lovende. Kan man tillade sig at nøjes med at sige det? De kan jo en masse allerede.

Jens: Det er jo “kun” en EP. Men det er et visitkort fra fremtiden! Hvor er det fedt at høre en sanger, der har sin egen stemme. “Navn i sne” og ‘København’ er godt – men jeg bør ikke fremhæve enkelte numre.

Pastoren: Kun de ulige, måske.

Jens: Så vil jeg nævne The Raveonettes – Raven In The Grave. Sune Wagner kan en masse, både som sangskriver, stilist og som guitarist. Her træder her Raveonettes-universet ud af teenageuniverset og ind i en mere voksen, mørk verden.

Pastoren: Med tre akkorder kommer man langt.

Jens: Ja, hvis det er de rigtige. Men de er ikke nemme at finde. Wagner kan.

Pastoren: De Efterladte – Traditionen Utro. Peter Olesen har ordet i sin magt. Der kommer en hel del dansksproget musik efterhånden, og det er ikke alt, der er lige godt. Men Peter er rigtig god.

Jens: Man har lyst til at høre ham, til at lytte på hvad han har på hjerte. Peter er jo interessant som person – og han har vel heller ikke brug for de store, poppede sange; han har jo ordet i sin magt.

Jens: Mellemblond – Elastisk. Den er rigtig god! Lægger sig stilistisk et fint og personligt sted mellem måske tidlig C.V. Jørgensen og så Black Rebel Motorcycle Club. Og det er positivt; sangene har på én gang denne hårdhed og en skæv form for poesi. Det er kun en EP; man har lyst til at høre mere!

Pastoren: Mikael Simpson – Noget laant noget blaat , der er hans mest bandorienterede udgivelse. Det er nu som om hans live- og hans studieudtryk omsider mødes. På tekstsiden er han måske lidt i fare for at lukke sig inde i et dig-og-mig-univers.

Jens: Jeg synes, det var hårdt med de anmeldere, der var ude efter ham fordi han – ikke mindst i tråd med deres egen opfordring i tidligere anmeldelser – lavede en bandorienteret plade. Han er jo også en personlighed, utroligt talentfuld, og jeg tror stadig, at hans allerbedste album venter forude.

Jens: Michael Møller: A Month Of Unrequited Love. Vi kender jo historien; han sendte en sang ud hver dag i maj og samlede penge ind til det fysiske album via crowdfunding. En dejlig, dejlig samling sange, ikke mindst fordi han er en af de få danske tekstforfattere, der kan skrive sig ubesværet ud på engelsk.

Pastoren: Der er lidt Billy Mackenzie over ham.

Jens: Ja – det er der bestemt. Han synger jo fantastisk.

Jens: Iceage – New Brigade. Man kan høre hvordan de tager en egentlig stagneret genre og lægger deres eget i den. De går uimponeret til værks og gør det godt. Måske ville dette album være min nummer ét i det hele taget, hvis jeg var yngre.

Pastoren: Ja, det er et rigtig fint album.

Pastoren: Malk De Koijn – Toback to the fromtime. Et album, der på en gang er dybsindigt og sjofelt og morsomt og med velturnerede oldschool-beats. En fornøjelse at lytte til og en modgift mod de tåbelige potensforlængertendenser, der befolker dansk hiphop for tiden.

Jens: Jeg er helt blank her. Fostår på afstand ikke et ord af deres rablende tekster. Ryger du meget hash, Pastor?

Pastoren: Det har jeg faktisk aldrig gjort. Og jeg tror ikke, deres tekster skal “forstås”. Men jeg synes, der er for lidt leg med ord i dansk hiphop for tiden. Malk De Koijn er blandt de få, der stadig leger.

Jens: Jeg synes under alle omstændigheder at det er en positiv historie, at de kan få et comeback og have to udsolgte koncerter på Tap1. Det er godt at se, at det ikke altid er dem med laveste fællesnævner, der får succes’en, men at det også kan lykkes for et band, der har sit helt eget specielle udtryk.

Pastorens liste:

  1. P.J. Harvey: Let England Shake
  2. Gillian Welch: The Harrow & The Harvest
  3. The War On Drugs: Slave Ambient
  4. Elbow: Build A Rocket Boys!
  5. Lykke Li: Wounded Rhymes
  6. Beirut: The Rip Tide
  7. Bon Iver: Bon Iver
  8. Feist: Metals
  9. Ryan Adams: Ashes & Fire
  10. R.E.M.: Collapse Into Now

Jens’s liste:

  1. PJ Harvey: Let England Shake
  2. John Maus: We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves
  3. R.E.M. :Collapse Into Now
  4. Jonathan Johansson: Klagomuren
  5. Arctic Monkeys: Suck It And See
  6. Kurt Vile: Smoke Ring For My Halo
  7. Beirut: The Rip Tide
  8. Dirty Beaches: Badlands
  9. Lykke Li: Wounded Rhymes
  10. Papercuts – Fading Parade

Skriv et svar

Jens Unmacks officielle weblog