Interview med Carl Newman

(Dette interview med Carl Newman, sanger og sangskriver i The New Pornographers, blev til op til gruppens koncert i København d. 16. september 2010. Tak til Søren Falk Madsen fra Playground for at have formidlet kontakten til Carl.)

Da jeg voksede op i 1970erne, kendte jeg næsten ingen ting til canadisk musik. Jeg tror, jeg kendte Gordon Lightfoot og Bachman-Turner Overdrive og jeg havde vist også en lp med Guess Who… Det var vist alt, jeg vidste om canadisk musik.

Og så var der jo også alle de folk, du ikke vidste var canadiere.

Neil Young og Joni Mitchell..

Og Leonard Cohen.

Nemlig. Min mor var ret glad for Cohen, men jeg vidste ikke han var fra Canada. Men nu er I canadiere pludselig over det hele, det er næsten et kvalitetstegn bare at komme fra Canada og der er et amerikansk pladeselskab, der hedder Secretly Canadian.

Ja, og der er mange bands som er fra Canada og er meget åbne om hvor de kommer fra. hvor det engang var helt anderledes.

Da The National udsendte “Boxer”, læste jeg en anmeldelse fra USA (jeg tror endda, det var Pitchfork), der sagde at “det her band er så godt at de kunne være fra Canada”. Der er noget særligt ved tilgangen i canadisk musik, måske ligesom for australsk musik – de forskellige indflydelser? Hvad vil du sige, det er, der gør canadisk musik til noget helt særligt (og anderledes end f.eks. amerikansk musik)?

Jeg ved det ikke rigtig. Det kom lige som meget bag på mig som det gjorde på alle andre. Især op gennem 1990’erne var der ikke rigtig nogen store canadiske bands, og så pludselig i 2000’erne begynder de at dukke op.

Er det fordi der er en generation af musikere, der er modnet og nu dukker op?

Nej, det tror jeg ikke. De navne, som nu er fremme, er fra forskellige generationer. Eller måske ikke hver deres generation – men der er vel op til 10 års aldersforskel.

Et band som jeg altid kommer til at tænke på, når jeg lytter til The New Pornographers er Sparks – det er den lidt excentriske tilgang og blandingen af britisk og amerikansk inspiration.

Jeg elsker The Sparks! Vi plejede at lave en cover-udgave af et Sparks-nummer før i tiden, når vi spillede live. “Throw Her Away And Get A New One” fra 1975; jeg kan ikke huske hvilken plade den er fra.

De Sparks-albums, jeg kender godt, er “Indiscreet”, “Kimono My House” og “Propaganda”.

De plader er jo fremragende! The Sparks kan jeg huske var en indflydelse, da vi begyndte.

Neko Case har en coverudgave af et Sparks-nummer på sit seneste album.

Ja. Det var faktisk mig, der gjorde hende opmærksom på Sparks. For 12 år siden lyttede hun meget til Queen engang, og så fortalte jeg hende, at “hvis du holder så meget af Queen, så skal du lytte til dem her”. Jeg gav hende min Sparks-opsamling og de første 3 plader – hun blev helt besat af Sparks.

Jeg synes, jeres musik er blevet lidt mere rolig siden de første par albums. Electric Version og Mass Romantic var rigtig gode at lytte til, men de var samtidig rigtig hektiske – der skete så meget. Det er anderledes nu, der er ligesom mere plads til at ånde. Hvorfor er der sket det skift?

Når man i er et band, får man lyst til at prøve noget andet også. Man kan kun lave så og så mange sange med en bestemt stemning; man vil finde nye måder at skrive sange på, så man ikke keder sig og ikke føler at man gentager sig selv.

Så der kommer ikke en ny Electric Version eller en ny Letter From An Occupant?

Man skal aldrig sige aldrig. Det kan da være.

Da jeg først hørte jeres musik, var noget af det der rigtig slog mig at “de her folk kan faktisk synge”. Jeres vokalharmonier er noget I gør rigtig meget ud af. Der var engang en holdning om at “rigtige indie-musikere” (hvad så end dét er) helst ikke skulle kunne synge rent.

Nu om dage er der faktisk rigtig mange, der synger fremragende. Hør f.eks. Grizzly Bear, The Dirty Projectors og Animal Collective – de synger jo helt fantastisk. Og Local Natives, som er et nyt band.

Men sådan var det ikke dengang for 10 år siden.

Det er rigtigt. Der er alt for mange derude, der synger godt nu. Det er svært at konkurrere.

Jeg har læst et sted, at en af jeres sange er med i Rock Band-computerspillet.

Ja, det er Electric Version.

Så nu er der titusindvis af unge fyre derude, der kan teksten til den sang udenad.

Bogstavelig talt millioner! Det syntes vi var morsomt – alle de børn og unge som bliver tvunget til at lære en af vores sange. Det var virkelig heldigt.

Hvordan kom det i stand?

Der må have været en i firmaet, der kan lide os. Vores er så helt klart den mest obskure sang i hele spillet!

Og så lige Electric Version…

Ja,, og så lige Electric Version. Et specielt valg.

Én ting jeg rigtig godt kan lide ved The New Pornographers er de særegne tekster – det er ikke alle, der kan slippe af sted med at bruge ord som “Byzantine” eller “valkyrie”. Ja, jeg må da indrømme at jeg sommetider er helt fortabt og ikke helt kan regne ud, hvad der sker.

Ja, man kan ikke altid fortælle andre, hvad der er historien bag. Nogle sange har mere historie end andre, der ikke røber alle detaljerne.

Når Jens skriver sange, begynder han altid med musikken og ender så med at bruge en uge i isolation i Berlin for at skrive tekster. Hvordan bliver dine tekster til?

Det er på samme måde med mig; musikken kommer altid først. Og ja, det kan være hårdt. Når man skriver på den måde, skal teksterne passe rundt om musikken, så somme tider er man nødt vil at være lidt obskur.

Mht. valkyrier –  “Valkyrie In The Roller Disco” er min yndlingssang på det nye album. Den er også så langt fra det hektiske som man kan komme.

Ja, vi ville lave til en rolig sang. Nogle var efter os, fordi vi var så rolige på Challengers, men jeg havde nogle flere rolige sange, jeg godt ville spille. Denne sang beskriver en teenage-pige på et rulleskøjtediskotek og den foregår vel i halvfjerdserne. Sangen handler en fyr, der er forelsket i den smukkeste pige han har set. Hun er vel a piece of trash, men det er han ligeglad med.

Der er vel ikke særlig mange rulleskøjtediskoteker mere?

Nej, jeg kan ikke komme i tanke om nogen.

Vi har heller  ikke nogen i Danmark, så meget ved jeg da.

Jeg har nogle gange tænkt på hvordan det er med et band, hvor der er så mange med. Jeg kunne forestille mig at det enten er meget demokratisk eller at der hersker en slags musikalsk stalinisme.

Der er lidt demokrati i det, men musikalsk set er det vel i det store og hele mig, der bestemmer. Jeg er den, der er med hele tiden, og hvis der er uenigheder om en sang, så er min stemme afgørende. Der er lidt totalitarianisme i det, det må jeg indrømme.

Men på en god måde.

Ja.

Hvad er forskellen på at være solisten A.C. Newman og Carl Newman fra The New Pornographers?

Det ved jeg ikke rigtig. Der er ikke rigtig nogen forskel for mig. Jeg sætter det ikke så meget i bås; når jeg laver en soloplade begynder jeg bare at skrive sange, og så udsender jeg pladen selv.

Der er en del gæster på det nye album.  St. Vincent, The Dap Kings, Zach Condon for Beirut og Will Sheff fra Okkervil River. Jeg er rigtig glad for Okkervil River; jeg opdagede dem først for få år siden. Hvis der var retfærdighed til, ville de have fået et verdenshit med “Lost Coastlines”. Du har faktisk en coverversion af den sang, ikke?

Jo, den er på YouTube. Det nye Okkervil-album kommer ud engang til næste år. Will har lige givet mig nogle af sine nye sange, og de er fremragende! Det bliver virkelig en fremragende plade.

Ja, i år koncentrerede de sig om Roky Erickson-albummet.

Ja, det var cool. Will har nogle rigtig interessante historier om at være på turné med Roky Erickson. Det var en kort turné; det lød til at de havde det sjovt.

Tor du der en dag vil blive et samarbejde mellem dig og Will ?

Det ved jeg ikke; vi er jo gode venner.

Det er måske lidt underligt at snakke om andre bands, men der er et band, jeg opdagede takket være jeres ep Togetherness, der udkom samtidig med Together, og det er Outrageous Cherry.

Dem holder jeg meget af.

Jeg synes, Outrageous Cherry er meget britisk inspirerede og vokalharmonierne virker rigtig godt.

Ja, Matthew Smith fra bandet er en kæmpe musikfan. Han er sådan én, der kan svare på hvilketsomhelst spørgsmål man måtte have om hvilkensomhelst plade i verden! Han har faktisk flere bands; han har f.eks. også et “tysk krautrock-band”.

Det han laver med Outrageous Cherry lyder som noget, Creation Records gerne ville have udsendt i sin tid.

Det var han faktisk også – på Creation. Eller rettere: Alan McGee, det var manden bag Creation, ikke ? Han startede et nyt plademærke efter Creation Records, Poptone, og Outrageous Cherry udkom på Poptone.

Det vidste jeg ikke. De har lige lavet et nyt album, ikke?

Jo. De sender nye albums ud temmelig regelmæssigt.

For et stykke tid siden læste jeg en positiv anmeldelse af The Suburbs. Det, der slog mig ved anmeldelsen var, at anmelderen skrev at dette var et af de bedste alternative rock-albums han havde hørt i lang tid, men at han ikke kunne sige hvad det var,  der gjorde det til alternativ rock. Jeg har det på samme måde med en masse af den musik, der bliver udsendt. Jeg ville selv kalde det pop eller rock og jeg spekulerer på hvorfor kategoriseringerne er, som de er.

Ja, der lidt vilkårlige. Når man siger “indie” eller “alternativ”, så man spørge: Alternativt til hvad? The Suburbs er f.eks. nummer 1 i USA, så hvad er dét album et alternativ til? Det album, der ligger nummer 2?

Hvad kan vi forvente af jeres turné?

Det er altid et svært spørgsmål. Vores shows er gået rigtig godt. Men hvor bløde vi end kan være på plade, så er vi stadig et stort larmende rockband, når vi er på scenen.

Kunne det ikke være interessant at turnere sammen med The Barenaked Ladies? De navne kunne være en spændende kombination.

Det kunne det! Men vi ville nok få vores koncerter aflyst efter pres fra en eller anden kristen gruppe. Vi har faktisk lige måttet aflyse en koncert på grund af vores navn…

Jeg har læst et sted at jeres musik ikke kunne blive komme med på Starbucks’ opsamlings-cd’er.

Det er rigtigt. Der er åbenbart en fyr ved Starbucks, der er stor fan af os, men fordi vi hedder som vi gør, vil de ikke have os med!

Skriv et svar

Jens Unmacks officielle weblog