Udgivelser i 2006

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006insides.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006yeah.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006guillemots.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006beirut.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006bruce.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006placebo.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006gnarls.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006staples.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006waits.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006walkmen.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006bradfield.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006killers.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006mward.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006thermals.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006catpower.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006muse.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006nekocase.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006bob.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-disappoint.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006hall.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006tape.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006salem.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006tried.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006klondyke.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006moicaprice.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-2006simpson.jpg

En lørdag eftermiddag ringede telefonen i den europæiske del af kongeriget, og herefter udspandt sig ca. følgende samtale:

Pastoren: Det var et godt år. Der kommer forbløffende meget musik af høj kvalitet. Der er ikke ét eneste album her, som er svagt.

Et af de albums, jeg har været allergladest for, må jeg egentlig slet ikke nævne: InSides med Orbital fra 1996. Nummeret “Out There Somewhere (Part 2)” er smukt, komplekst og opløftende på samme tid. Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange andre albums, der bliver afsluttet så perfekt. Hvis man tror at techno er kedelig og stereotyp og uden gode melodier, har man aldrig hørt Orbital. Jeg fandt cd’en i mit lokale biblioteks udsalgskasse til 2 kroner. Lige præcis “Out There Somewhere (Part 2)” var ridset til ukendelighed, så jeg endte med at købe cd’en i ny udgave og har hørt den et utal af gange.

Jens: Jeg har det problem, at jeg ikke ved om et par af de øverste 5 albums, jeg nævner, faktisk er berettiget en plads langt oppe. Måske er 2006 et år, hvor kvaliteten har været generelt høj, men hvor man har savnet de helt afstikkende højdepunkter.

Pastoren: Det er ikke hvert år der kommer et nyt Nevermind.

Jens: Det snakkede vi vist også om sidste år. Måske er det bare sådan, moderne rytmisk musik er blevet nu. Måske er det også fordi vi med vores erfaring og baggrund længes efter de albums, der sætter nye standarder. Dem kommer der ikke ret mange af. Nej, det er de gammelkendte redskaber, man har arbejdet med på dette års rockscene.

Pastoren: Sonic Youth kan stadig lave et album med 45 minutters solo for skruetrækker.

Jens: Men det gjorde de også for 20 år siden. Nu lyder de så lidt mere veltilpassede.

Jens: Min nummer 10 i år er amerikanske Yeah Yeah Yeahs: Show Your Bones. De har en vildere måde at tænke musik på end mange af de andre New York City-bands. Deres sanger Karen O er forfriskende anderledes end den sædvanlige typecastede kvindelige frontfigur – hverken pæn pige-sangerinde, sex-symbol eller Courtney Love-kaot. Hun sælger ikke sit band med sex, selvom hun nemt kunne.

Pastoren: Jeg aner ikke engang hvordan hun ser ud.

Jens: Nemlig.

Pastoren: Jeg har også albummet, og det er solid amerikansk halv-alternativ rock. Det gjorde nu ikke så stort indtryk på mig.

Jens: Helt solidt er det vel ikke? Der er f.eks. ingen bas! Show Your Bones er ikke et perfekt album, men der bliver prøvet ting af. Og når de lykkes, er resultatet meget givende. “Dudley” er et suverænt godt nummer.

Pastoren: Enig!

Pastoren: Så vil jeg nævne et album, jeg først har fået for nylig: The Guillemots: Through The Windowpane. Her er interessante arrangementer og forbløffende gode sange af Fyfe Dangerfield. The Guillemots har en meget britisk sound. På sæt og vis er det i virkeligheden årets bedste Ed Harcourt-album, for det er ham, de minder om. Ed Harcourt lavede også et album i år, men helt så vellykket var det ikke.

Jens: Jeg hørte først om The Guillemots for ganske nylig, og kender kun et nummer fra TV. Det gav også mig mindelser om samme slags melodramatiske sangskrivning som hos Ed Harcourt. Sangen lød som opdateret Hothouse Flowers i verset, hvilket ikke er godt, men så kom der til gengæld et rigtigt flot omkvæd. Nogle har kaldt dem symfoniske, et ord der giver mig scary associationer – mænd med langt hår og indviklede keyboardarrangementer.

Jens: Så er der Beirut med albummet Gulag Orkestar. Egentlig lidt en noveltyplade: en ung amerikaners rejse i Østeuropa der førte ham til at skrive sange hjemme i USA om sin rejse. Men det virker! Et meget vemodigt album. Som om muren ikke var faldet endnu, sange fra et sted med meget svagt lys i brostensbelagte aftengader.

Pastoren: Mig minder Gulag Orkestar om Boban Markovic, den store serbiske trompetist. Jeg læste et interview med Zack Condon, manden bag Beirut, hvor han faktisk også nævner at han er inspireret af netop Markovic. Gulag Orkestar er i det hele taget eksponent for en “sigøjnermusik”-genre med inspiration fra romaernes musik og anden musik fra Østeuropa/Balkan. Gogol Bordello er et andet navn fra den genre, der er meget i vælten for tiden.

Jens: Gulag Orkestar var en plade jeg hørte meget i sommer. Den vil sikkert også lyde perfekt i en ipod en sen decemberdag i Prags gader.

Pastoren: Eller i Sarajevo. Markovic har jo arbejdet sammen med Emir Kusturica, den bosnisk-serbiske filminstruktør og musiker.

Pastoren: Jeg vil fortsætte i folk-hjørnet med Bruce Springsteen: We Shall Overcome – The Seeger Sessions. Et forfriskende bud på en ny Springsteen-lyd og en kommentar fra fortiden til nutidens USA. Pete Seegers samfundskritik er mere aktuel end nogensinde.

Jens: Jeg synes også, at den plade har helt fine ting. Jeg har altid forbundet Seeger med det værste af det fodformede protestsangeri; det var også Pete Seeger, der ville klippe kablet, da Bob Dylan spillede elektrisk på Newport Folk Festival. The Seeger Sessions lyder som The Pogues med en meget mere ædruelig forsanger. Der er dog visse steder, hvor der går lidt vel meget squaredance i det. Albummet kunne være endnu bedre hvis Bruce Springsteen havde sorteret de mest træskoprægede sange fra.

Pastoren: Wilco og Billy Bragg gjorde det samme – altså gav Woody Guthrie fornyet aktualitet, men Guthrie var nu også en vildere sangskriver end Seeger. Han skulle paradoksalt nok ikke støves så meget af.

Jens: Placebo: Meds.

Pastoren: Den har jeg ikke.

Jens: Placebo har altid været et band, jeg har bevæget mig lidt i periferien af. Deres forvredne univers afbilleder et samfund på sammenbrudets rand. Og denne gang igen med en lettere hysterisk musik, der giver en slags migræneoptur. En typisk tekstlinje er “…follow the cops back home and rob their houses”. Man fornemmer opløsning, når man lytter til Meds. På dage, hvor flaget ikke er på hel, kan det være ret opløftende.

Pastoren: Altså et rigtigt alt-er-lort-album?

Jens: Nej, så konkret er det ikke. Brian Molko synger sin smerte og sine kinky-ismer ud helt uden vemod og beklagelse. Placebo er et band, der bruger sine virkemidler godt, og det er man vel også nødt til, når nu man er en trio..

Pastoren: Og interessant, at sangere med navnet Brian ender med at klæde sig i dametøj. Der er Brian Molko fra Placebo og Brian Warner (Marilyn Manson).

Jens: Nu mangler vi bare kulturministeren. Har han ikke udgivet en single?

Pastoren: Nej, det var Søren Pind.

Jens: Min fejl, men de to minder om hinanden.

Pastoren: Gnarls Barkley: St. Elsewhere. En spændende fornyelse af den gode gamle soulgenre. Når nu Al Green ikke synger den slags mere, så er det godt, at andre gør. Det er forbløffende hvad Danger Mouse kan lave; han spiller stort set alt på albummet. Sangeren Cee-Lo har jeg ikke været opmærksom på før. Og der er f.eks. et Violent Femmes-covernummer, “Gone Daddy Gone”. Det er forresten påfaldende at næsten alle tekster handler om psykisk ubalance eller regulær psykisk sygdom.

Jens: Jeg kender kun deres hit, “Crazy”. Jeg kan ikke rigtig afkode Gnarls Barkley; jeg så dem på TV og kan ikke finde ud af om det er for MTV-agtigt. Men med Twilight Singers er “Crazy” et helt utroligt nummer.

Jens: Så er der Stuart Staples: Leaving Songs.

Pastoren: Den med Skagen-broderiet. Jeg kan stadig bedst lide den rigtige Nick Cave.

Jens: Jeg kunne engang ikke klare at høre Tindersticks, fordi Michael Boier havde gjordt mig opmærksom på, hvor meget Stuart Staples’ stemme lyder som Roger Whittaker. Den erfaring tog det mig desværre mange år at fordøje. Jeg havde også Stuart Staples med på listen sidste år, men dette album er måske endnu bedre. Man kan i de her dejlige sange tydeligt høre hvor inputtet i Tindersticks kom fra. Staples har en af de mest karakteristiske stemmer i rock i dag – og dog minder han om Roger Whittaker.

Pastoren: Jeg vil nævne Tom Waits: Orphans. Hvis man hørte Real Gone, tænkte man formodentlig at “nu bliver det lige lovlig skramlet”. Orphans skal snarere ses som fortsættelsen til Mule Variations. På Orphans er der naturligvis en del gammelt materiale, men der er faktisk også meget nyt. Vi har at gøre med en udgivelse af et så mægtigt omfang, at den er svær at gabe over – lige som en rigtig god sandwich kan være det. Der er guldkorn efter guldkorn her. Der er f.eks. en helt fænomenal sang, “The Road To Peace”, som er en usædvanligt konkret tekst om konflikten i Palæstina.

Jens: Lige præcis den sang er nok for konkret. Jeg kan bedst lide cd 2, Bawlers, den med balladerne. Perfekt musik for imaginære whiskey-reklamefilm.

Pastoren: Den er god, men også cd 1, Brawlers, swinger helt fænomenalt.

Jens: Orphans er en Kim Larsen-stor mundfuld. Det er på den anden side også godt, at man skal investere sig selv, når der er 54 sange. Det er lidt som at vælge at gå i biografen for at se en 8 timer lang film. Der er ingen tvivl om at der er store værdier gemt. Håber de finder mig en dag.

Jens: The Walkmen: A Hundred Miles Off. Det er et band, du har talt varmt for tidligere. Jeg var ikke på deres første to albums og slet ikke på Jonathan Fire-Eater, som tre af medlemmerne har fælles fortid i. I al den snak der har været om New Yorker-sounden er The Walkmen dette års mest forfriskende og positivt overraskende indslag. Jeg har set denne plades lyd beskrevet som en ung Bob Dylan, der synger for i The Strokes.

Pastoren: Jeg synes nu mere, de minder om en hæs Bono, der synger på The Basement Tapes.

Jens: Det lyder fælt!

Pastoren: Sådan var det nu ikke ment. Deres foregående album var en kælderudgave af U2. Her er U2-inspirationen mindre præsent.

Jens: Jeg har læst at The Walkmen har investeret i en masse gammelt udstyr, og at de indspiller på Lenny Kravitz-facon, altså analog. The Walkmen er eddermaneme musik der skramler. Der lever et vildt popanarki i sangene nu, som jeg slet ikke hørte på deres to første albums.

Pastoren: James Dean Bradfield: The Great Western. Det er en forbløffende holdbar debut fra sangeren i Manic Street Preachers: Der er sangbare tekster og de sædvanlige gode melodier, et stort talent. Det er helt klart, når man hører det her, hvem der skrev melodierne i Manic Street Preachers…

Jens: …og teksterne. Bassisten Nicky Wire, der skrev teksterne i bandet, har også lavet et album. Han kan strengt taget ikke synge. men det kan James Dean Bradfield på en måde heller ikke. Efter min smag har hans stemme alt for mange Freddie Mercury-manerer. Og jeg har aldrig brudt mig om Queen. Manic Street Preachers er et mærkeligt band – den blanding af politisk agiteren og heavy rock-uvaner. Deres sidste album var fladt som et punkteret hjul, synes jeg.

Pastoren: James Dean Bradfields soloalbum er mere poppet og ligetil. Den mest politiske tekst er faktisk hans fortolkning af et Jacques Brel-nummer oversat til engelsk.

Jens: The Killers: Sam’s Town.

Pastoren: Og du siger, du ikke kan lide Meat Loaf. Sam’s Town er store amerikanske manerer stort udstillet.

Jens: The Killers er blevet rakket ned for det her album af næsten samtlige anmeldere. Man synes, de svigter set i forhold til deres første album, der nærmest levede på distance. Det er en uretfærdig kritik, føler jeg. For Sam’s Town er et af årets mest veludrustede albums, både hvad pop-hooks og forløsende omkvæd angår. Men nu, hvor The Killers så istedet for manerer investerer hjerteblod i sangene, vendes tommelfingeren ned. Hvis det her album var blevet lavet i 70erne, ville det stå som en powerpop-klassiker, er jeg sikker på. Der er en charmerende ubehjælpsomhed over teksterne, fordi Brandon Flowers ikke helt kan udtrykke, alt det han har på hjerte.

Pastoren: Men han forsøger.

Jens: Ja, der er masser af store ord i teksterne. Lidt vulgært på den amerikanske facon. Men fordi The Killers gør hvad de gør inden for rammerne af en mere traditionel rockskabelon, kommer mange med for mig helt uforståelige sammenligninger med Bruce Springsteen, som jeg holder meget af, og Meat Loaf, som jeg aldrig har kunnet udstå!

Pastoren: M. Ward: Post-War. En rigtig god overraskelse. Et behageligt album uden på nogen måde at være tandløst.

Jens: Og samtidig en meget tidløs udgivelse. Den lyder ikke samtidig, men heller ikke gammeldags. M. Ward er en fantastisk sangskriver, ikke ulig Elliott Smith.

Pastoren: Men heldigvis stadig i live. Behageligheden er virkelig ikke tandløs! F.eks. er der en fin, fin fortolkning af “To Go Home”, Daniel Johnston-sangen med den underligt syrlige tekst. Og Neko Case synger med! M. Ward er unik. Jeg ved ikke præcis hvad han gør, men det er rigtig fint. Årets behageligste album.

Jens: The Thermals: The Body, The Blood, The Machine.

Pastoren: Rock med stort Å.

Jens: Eller punk med lille “p”. Altså ikke punk som vil være punk, men “punk ved et tilfælde”. De dyrker ikke stilen på den udvendige Green Day-agtige facon. I virkeligheden er det jo bare hurtig, fængende rockmusik med tidsrelevante ord. De synger på en alt andet end kedelig måde, om et mægtigt land mod vest, hvor politiske kræfter med baggrund i fundamentalistsk religion er i gang med at true demokratiet i hidtil uset omfang.

Pastoren: Utroligt, hvad man kan opnå med 2, sommetider 3 akkorder. De allerbedste numre er dem, hvor de skruer lidt ned for fuzzpedalen – synes jeg.

Jens: De andre numre er altså endnu mere vellykkede. Det går dog lidt ned ad bakke til sidst på albummet…

Pastoren: Men så kommer “I Hold The Sound”.

Jens: Nemlig. Et fint, fint nummer! Jeg kan høre inspiration fra The Pixies i The Thermals’ musik med deres brug af start-stop-effekter og vekslende dynamik, men alligevel minder de ikke om The Pixies og der er heller ikke det samme weirde univers som hos Frank Black/Black Francis. Det er som om The Thermals kaster spillereglerne op i luften til ny revision. Der er en friskhed i både deres tekstunivers og deres musik. Sjovt at musik, der omhandler så megen dårligdom kan være så opløftende.

Pastoren: De kan godt gå hen og få deres store gennembrud! (Og så er deres album forresten produceret af selveste Brendan Canty, trommeslageren fra Fugazi.)

Pastoren: Cat Power: The Greatest. Det var det album, hvor jeg rigtig forstod hende. Det var her, hun slap væk fra den “du er træls og jeg er fuld”-stemning, der havde præget de tidligere udgivelser og hun bevægede sig hen mod et mere varmt lydbillede, men stadig med sange om sårbarhed. Hvis man skal være lidt grov, kan man sige at hun sukker sig igennem et helt album. Men det virker! Her er sangskrivning på et højt plan.

Jens: Fine sange, uanset hvem der sang dem. The Greatest er indspillet nede sydpå i USA med folk fra Al Greens band. Det kunne der være blevet noget værre turistmusik ud af, men sådan gik det slet ikke. Cat Power – eller Chan Marshall, som hun rigtigt hedder – er en stjerne! Og hvor er det skønt at der er kvinder, der laver noget så fremragende og selvstændigt – og uden at blive lanceret som sexet kvinde.

Jens: Muse: Black Holes and Revelations.

Pastoren: Det er altid interessant, når Rush kan få en renæssance. Jeg har også det album. En dag hørte jeg det på arbejde, og en af mine kolleger spurgte mig om jeg hørte U2.

Jens: På dette album giver de U2 m.fl. en lektion i hvordan stadionrock kan lyde. Det er et album med stort overskud.

Pastoren: Jeg har det meget blandet med det album. Det er progressiv rock i gammeldags forstand. Sciencefiction-teksterne om sorte huller og intergalaktiske civilisationer, guitarblæret og keyboardkrummelurerne bliver nogle gange for meget, alt for meget.

Jens: Muse’s tekster siger heller ikke mig meget. Hvis man udelukkede skulle vurdere albums på baggrund af tekster, kom Black Holes and Revelations ikke engang i Top 50. Men det er en fantastisk popplade. Muse er ikke bundet af den gode smag – men heller ikke af den dårlige. De trækker på alt, hvad der også høres i den tydelige lån fra klassisk musik.

Pastoren: Når Muse er bedst, minder de mig om System Of A Down – der er tydeligt inspireret af så forskellige udtryk som armensk folkemusik, Nick Drake, Beatles, Dead Kennedys og Radiohead, men alligevel får skabt en helhed.

Jens: Muse’s er nok den mest rastløse plade, der er kommet i år. Rastløse albums som dette har en vild energi.

Pastoren: Neko Case: Fox Confessor Brings The Flood er årets album i min bog. Neko Case kan det hele – hendes stemme har en twang, som man troede var afgået ved døden efterhånden som den kommercielle country kom til at dominere. Musikken er egentlig hvad man må betegne som country, men det er country som ikke er forvist til båsen og kan nydes af alle. Teksterne er små historier om kvindeskæbner. Og så kan man godt høre at Calexico er med; Joey Burns og John Convertino udgør en bundsolid rytmesektion. Danske musikere (og ikke mindst danske sangerinder) bør vide, at de er oppe imod så store musikalske begavelser som Neko Case, hvis de vælger at synge på engelsk!

Og ligesom f.eks. Bob Dylan laver Neko Case musik, som man kan man høre uanset hvilken stemning, man selv befinder sig i. Mange af de andre navne, vi har nævnt, har ikke den universalegenskab.

Jens: Det er en rigtig fin albumudgivelse. Jeg er især vild med sangen “Hold On, Hold On”.

Jens: Bob Dylan: Modern Times. Der er mange grunde til at kunne lide et album. Nogle kommer efter teksterne, andre kun efter musikken. Hos Bob er tekst og musik en helhed, der er så visionær og kunstnerisk og uden at være villet, at jeg netop vil tillade mig at tale om stor kunst. Ellers er det vel svært at forestille sig hvorfor et album der musikalsk minder mere om 1948 end 2006 skulle kunne komme med på en top 10 over dette års udgivelser. Men med de meget nutidige tekster, der kan opleves i mange lag, er det en plade jeg kan høre igen og igen. Der er større vitalitet i Dylan’s tekster end der er har været længe. Og så synger han jo fantastisk!

Pastoren: Helt enig! Det er et stort og tidløst album.

Jens: Det kræver sin mand at kunne tage en så traditionel musik og ubesværet få den til at lyde 100% relevant her og nu!

“Boblere”

Pastoren: Lambchop: Damaged. Den rolige, tørre og lidt sarkastiske alt-country appellerer til mig. Arrangementerne er top-notch, men intensiteten, hvis man kan sige det om så tilbagelænet musik, falder lidt til sidst.

Jens: Den har jeg slet ikke hørt. Men så er der Joseph Arthur: Nuclear Daydream. Her lykkes det for første gang Joseph Arthur, at præsentere en hel samling af vellykkede sange. Og ligesom M. Ward har han sin helt egen lyd. Jeg har albummet som import; det er tilsyneladende ikke udkommet i Europa endnu. Når det gør, vil det blive lagt mærke til!

Pastoren: Portastatic: Be Still Please. Det er Matthew MacCaughan fra Superchunk, men det her er ren pop, ikke Superchunk-rock. Stilmæssigt er vi et sted mellem Guillemots og noget mere amerikansk. Solid amerikansk indie med gode melodier.

Jens: Razorlight: Razorlight. En dejlig plade at høre, men samtidig lidt en skuffelse; Jeg havde set frem til en samling udfordrende rock-sange, men istedet kom der en enkel singalong-plade med for banale ord og nogle meldier, der svinger mellem det skabelonagtige og så det fantastiske, som på f.eks. “America”. Sanger Johnny Borell er en nydelse at høre på, men jeg ærgrer mig alligevel lidt over den gennemsigtige vej han har taget sit band.

Pastoren: Psapp: The Only Thing I Ever Wanted. Skramlet lydbillede, folk med kvindelig vokal tilsat lyden af kagedåser og laptop – og gode melodier.

Jens: Det kender jeg ikke. Men så var der Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not.

Pastoren: Årets sureste album. De er så sure, at Mark E. Smith fra The Fall virker som en humørbombe til sammenligning.

Jens: Det synes jeg nu ikke. Jeg har vist været hård ved dem tidligere, men nu har jeg givet dem en reel chance. Den energi, et band har, der laver sin debutplade, kan give noget helt særligt. Det kan man høre her. Hvis man er 19 er det nok en klassiker. For os andre er det bare en energipille.

Pastoren: Paul Westerberg: Open Season. Ikke et fantastisk album, men godt at høre ham ordentligt produceret uden slaskede trommer. Tegnefilmen har jeg ikke fået set endnu.

Jens: Jeg har slet ikke hørt hans nye sange endnu. Til gengæld er der Neil Young: Living WIth War. Om ikke andet, så har Irak-krigen fået ham til at lave en rigtig god plade inspireret af George Bush-regimets urimeligheder. Han har her skrevet nogle af sine allerbedste sange i lang tid. I 70’erne og 60’erne var det nok ikke helt sådan, men i dag bliver der næsten udelukkende udgivet musik, hvor teksterne bevæger sig i et eventyr- eller parforholdsunivers. Der er ialfald ikke meget populærmusik der kommunikerer om nutiden og temaer i nutiden, desværre. Men her er én stolt undtagelse.

Pastoren: Ed Harcourt: The Beautiful Lie. Solid sangskrivning. Ed Harcourt er en lidt hysterisk singer/songwriter med inspiration fra både Buckley Jr. og Sr. Hvis alle sange kunne leve op til albummets første halvdel, kunne albummet være på top 10. Nu blev det så The Guillemots, der havnede dér. Deres Ed Harcourt-album var trods alt bedre.

Jens: Isobel Campbell & Mark Lanegan: Ballad of the Broken Seas. Det album er et nutidigt take på Lee Hazelwood og Nancy Sinatra. En speciel udgivelse – og overraskende. Campbell og Lanegan er to sangere, man aldrig ville have forbundet med hinanden: Hun kommer fra Belle & Sebastians twee-pop, han kommer fra Screaming Trees og en solokarriere med rå, kulsorte sange, og kendt gæsteoptræden hos Queens Of The Stone Age.

Pastoren: Yo La Tengo: I Am Not Afraid Of You And I Will Beat Your Ass. Yo La Tengo som de plejer at lyde, men på dette album med den vendelbo-agtige titel har de en lille blæser eller to på. Og det pynter. Yo La Tengo er ikke så epokegørende som de måske var for 15 år siden, men deres musik er altid interessant, godt skrevet og fremført. Det nye album starter med en af deres sædvanlige lange jams, der ingen vegne fører. Først herefter kommer sangene så.

Pastoren: Og så er der endelig det norske techno-gidsel, Hans-Peter Lindstrøm: It’s A Feedelity Thing med en opsamling af hans udgivelser på eget selskab. Her er tale om dansabel elektronisk musik lidt i stil med Trentemøller, men mere påvirket af halvfjerdserikoner som Kraftwerk og Giorgio Moroder. Lyt til “I Feel Space”, der er et højdepunkt.

Skuffelser

Jens: Red Hot Chili Peppers: Stadium Arcadium. Jeg havde ud fra den melankolsk-melodiøse side af de to forrige RHCP-albums visse forventninger til dette album. Men der indeholder for mange funk-øvelser og ikke-sange, og der er ganske enkelt for meget af det hele. Man kører død i de 2 gange 65 minutter.

Og så er First Impressions Of Earth med Strokes fænomenalt dårligt.

Pastoren: Jeg var skuffet over Richard Ashcroft: Keys To The World. Singlen “Break The Night With Colour” er en fantastisk sang, noget af det bedste, han har lavet siden The Verve. Så jeg forventede mig meget – og blev skuffet. For det meste af resten af albummet er lommefilosofiske tekster om Gud, musikken og det evige liv tilsat strygere. Jeg havde forventet mig meget mere af ham med de sange, han har lavet i The Verve og tidligere i sin solokarriere.

Jens: Jeg blev heller ikke vild med det album.

Hjemme i Danmark

Pastoren: Lad os ikke rangordne.

Jens: Nemlig; det er der ingen grund til.

Pastoren: Egentlig må vi slet ikke nævne et album, vi begge har aktier i på hver sin måde, men alligevel: Henrik Hall: Solo. For det er et godt album, en positiv overraskelse af de helt, helt store. Jeg havde ingen anelse om hvad Henrik ville finde på.

Jens: En supergod udgivelse. Henrik Hall er gået fra at spille mundharpe i Love Shop til at være fuldfed solist med både gode sange og tekster.

Jeg vil nævne I Got You On Tape: I Got You On Tape – et suverænt stemningsfuldt album. Jeg har hørt dem rigtig meget. Vi havde det held at spille sammen med dem i maj i København. De er et forrygende liveband med en meget karismatisk sanger.

Pastoren: Med det navn kunne man frygte, at de brugte playback. Jeg vil nævne Salem: Nord1. Det album skal man vænne sig til. Salem befinder sig et særegent sted mellem Ennio Morricone, Tom Jones og folkeviser. Jeg havde aldrig troet at en duo, der tidligere havde skrevet tekster på engelsk, kunne skrive så gennemførte danske tekster – og det helt uden engelske låneord. Tilmed får de en gammel sang af Sebastian (“Den gamles drøm”) til at lyde godt. Salem rammer den nordiske tone godt. Hvor det er bedst, kan man ikke høre forskel på de gamle sange og deres egne sange.

Jens: Her er et andet album, jeg selv optræder sporadisk på – så det er vel også snyd.

Pastoren: Vi kan lave en liste over de albums, du har medvirket på og er særligt glad for.

Jens: Jeg taler om Rhonda Harris: Tell The World We Tried. Det er en skøn plade. Sangmaterialet er helt utroligt. Jeg kendte ikke Townes Van Zandt før Nikolaj Nørlund introducerede mig for hans musik. Van Zandt er en meget stor, overset amerikansk sangskriver. Og Nørlund synger hans ofte fortabte sange med stor skønhed og autoritet.

Pastoren: Klondyke: Verdensmand. Sørgeligt overset. Endnu et anmelderrost album, som ingen har købt. Meget gennemtænkte og sangbare tekster; men ikke alle kan lide sangerens stemme. Jeg kan godt! Sangen “15 graders frost” er helt fænomenal. Verdensmand er ikke helt så country-præget som de to første. Salems album er mere country.

I de seneste år er der dukket forbløffende mange gode danske sangskrivere op, der tør skrive på dansk. Naturligvis er der også dårlige, buttetskønne sangskrivere. Men der er faktisk kommet mange gode.

Jens: Jeg er enig. Med så mange danske tekstforfattere må der desværre også være en del usle iblandt. Men lad mig så nævne en engelsksproget dansk gruppe med engelske tekster, der ikke falder igennem: moi Caprice: The Art of Kissing Properly. Deres engelske tekster er så særegne, at man på intet tidspunkt tænker over at gruppen er dansk. De har også en rigtig god sanger, med en fantastisk stemme, der i den grad synger den håbefulde moi Caprice-melankoli helt hjem.

Begge: Mikael Simpson: Stille og uroligt. Dette album cementerer hans position som en af de væsentligste danske sangskrivere lige nu. Han har dannet sit eget univers et sted mellem lineær dub og regulær pop med enkle, økonomiske tekster. Det er ikke blevet dårligere efter Trentemøller er kommet ind over!

Jens: Alene sangen “Vi 2”, vel den fineste Simpson endnu har lavet, er alle pengene værd.

Genudgivelser

Pastoren: Lad os slutte med at nævne nogle vigtige genudgivelser:

Brian Eno & David Byrne: My Life In The Bush of Ghosts
John Cale: Paris 1919
Ballet Mécanique: The Icecold Waters of The Egocentric Calculation
Bruce Springsteen & The E Street Band: Hammersmith Odeon, London ’75

Jens:

The Triffids: Born Sandy Devotional
Talking Heads: Remain In Light
Josef K: Entomology
Denim: Back In Denim

(Og herefter fortonede samtalen sig i almindelig lørdag-eftermiddagssnak.)

Jens’s top 10 for 2006

1. Bob Dylan – Modern Times
2. Muse – Black Holes & Revelations
3. The Thermals – The Body The Blood The Machine
4.The Killers – Sam’s Town
5.The Walkmen – A Hundred Miles Off
6.Cat Power – The Greatest
7.Stuart A. Staples – Leaving Songs
8.Placebo – Meds
9.Beirut – Gulag Orkester
10.Yeah Yeah Yeahs – Show Your Bones

Pastorens top 10 for 2006

1. Neko Case: Fox Confessor Brings The Flood
2. Cat Power: The Greatest
3. M. Ward: Post-War
4. Bob Dylan: Modern Times
5. The Thermals: The Body, The Blood, The Machine
6. Tom Waits: Orphans
7. James Dean Bradfield: The Great Western
8. Gnarls Barkley: St. Elsewhere
9. Bruce Springsteen: We Shall Overcome – The Seeger Sessions
10. The Guillemots: Through The Windowpane

Jens Unmacks officielle weblog