Ohio’s Bobby Bare synger her i 1964 ‘500 Miles Away From Home’, den sang der mange år efter skal blive til The Walkmen-sangeren Hamilton Leithauser’s ‘A 1000 Times’. Det er sådan man gør; tager en sang, ganger den med to, og hey, så har man pludselig en ny. ‘500 Miles Away From Home’ må have været et kæmpehit hos de amerikanske soldater i Vietnam…
I januars mørke udkom den, debut-EP’en Øbo med og af bornholmeren Christian Hede (AKA Bellhound Choir). Her en stemningsmættet single derfra, den så ensomt højtflyvende ‘Hvide Fugl’, hvis underspillet distortede guitarflade iøvrigt spilles af Pelle Ossler fra Thåström’s band. Havde denne side en kategori der hed ‘industrial folk’, var det lige nu den skulle tages i anvendelse…
Killing Joke-frontmand Jaz Coleman fylder 60 år i dag. Hans band lød som undergang af en anden verden, da først hørt på debutalbummet i 1980. En monokrom engelsk dystopi, hvis soniske massivitet og uforsonlighed på det tidspunkt var opsigtsvækkende, selv for hårdtprøvede postpunks. Siden blev Coleman, der er halvt indisk, og hans band alternative MTV-stjerner, han skrev en bog om permakultur, bevægede sig ind i klassisk musik, flygtede fra den moderne verden til Island, optrådte som filmskuespiller, og er i det hele taget en mand, hvis fritflyvende tanker sjældent har været kedelige at høre på. De første år med Killing Joke står dog stadig helt centralt på hans CV. Her er det ‘Requiem’ fra debutalbummet…
PS – Fødselsdagsbilledet ovenfor, det samme som pryder coveret af det omtalte Killing Joke-debutalbum, er iøvrigt taget af Don McCullin i nordirske Londonderry, 1971.
David Roback, guitarist, musikleverandør og producer i Mazzy Star, er død, 61 år gammel. Før det samarbejde med hypnotisk syngende Hope Sandoval som ledte til Mazzy Star, kunne Roback’s tilbagelænede numre og spil høres i først Paisley Underground-bandet Rain Parade, siden i Opal, sammen med Kendra Smith fra The Dream Syndicate. Men det er Mazzy Star, Roback først og fremmest vil blive husket for. Her spiller han sin rentonede guitar på åbningsnummeret fra Santa Monica, Californien-bandets debutalbum…
Til foråret – vides endnu ikke præcist hvornår – udsender The Walkmen’s karismatisk syngende Hamilton Leithauser sit nye soloalbum The Love of Your Life. Og den i dag offentliggjorte tour kommer forbi både Lido i Berlin og Vega i København…
The Associates’ Billy Mackenzie arbejdede i 1987 sammen med den schweiziske duo Yello på sangen ‘The Rhythm Divine’, der blev udgivet med James Bond-sangerinden Shirley Bassey som dens stemme. Her en variation af sangen, denne med Billy himself storsyngende en helt anden melodi og tekst på backtracket fra ‘The Rhythm Divine’. ‘Norma Jean’ blev først udsendt på Billy Mackenzie-opsamlingen Auchtermatic syv år efter, at han var gået samme vej bort som denne sangs tekstlige omdrejningspunkt, Marilyn Monroe…
En ny uge begynder, sangen der spiller her er Kate Bush’s ‘Hounds Of Love’, der i dag for 34 år siden blev udsendt som single. Alle kender og elsker Kate Bush’s originalversion, så her istedet et yderst kvalificeret australsk bud på, hvordan ‘Hounds Of Love’ også kan lyde…
Dette nyfundne billede stammer fra samme fotoshoot, som afstedkom det så anderledes æstetisk formfuldendte billede, der er coveret til Echo and the Bunnymen’s mesterlige Heaven Up Here (1981)…
Endnu en markant stærk sang fra The Psychedelic Furs’ Todd Rundgren-producerede Forever Now (1982), tilsat den i firserne så ofte sete promovideo fra New York City, her den sydlige spids Battery Park. Det allerbedste i nummeret er vel næsten slutningen, da Richard Butler synger frit og svævende henover omkvædsakkorder. Postpunk-poetry in motion…
Brugergaranti: Ingen blog på den nordlige halvkugle byder i aften på en bedre italiensk Elvis Presley-coverversion end denne med Gianni Morandi, der specielt i det elegant producerede nummers C-stykke sender en regulær italiensk soulraket afsted mod Elvis-himlen. Storslået popmusik con amore.
Deborah Harry og Lower East Side-drengene fra Blondie hænger ud på Vestkysten.
Engang var opfattelsen den, at en karriere indenfor musik sluttede med ungdommen, altså ialfald inden de 30. De seneste mange år har et større antal voksne artister dog godt og grundigt smadret den ide. Med sange, der har lagt til i perspektiv og livserfaring. Med udgivelser, som har kastet ungdommens uskyld og umiddelbarhed af sig, ofte til fordel for det mere tidsløst erkendende. Tænk her f.eks. Leonard Cohen, Lou Reed, Nick Cave, Bob Dylan, Patti Smith, Neil Young, Lucinda Williams, Johnny Cash. Eller svenske fyrtårn som Thåström og Ulf Lundell. Men her har vi alligevel en ny udgivelse, der sprænger selv de voksne rammer. For to måneder før han runder de 87 har Willie Nelson i går udsendt sin nye single, ‘First Rose Of Spring’, titelnummer-forløber for alt-country legendens album nummer 70 i karrieren. Der er håb for enhver sålænge hjertet slår.
I forbindelse med The Psychedelic Furs første single i 29 år for et par uger siden da blev vist skrevet her, det kunne være svært, at tage dem helt alvorligt qua deres så åbenløse Bowie-besættelse. Det er dog intet mindre end hvad vi har gjort her siden, for hvor ligger der dog mange gode, letbitre ting gemt nede i bandets diskografi. Her i ufatteligt tilbagelænet liveversion en af de mere oplagte skatte, ‘Love My Way’-singlen fra Forever Now (1982), bandets tredje album. Forsanger Richard Butler’s hvilepuls ligger omkring de nul på denne optræden, hvor også især trommeslageren lyder tungt morfinramt. Hvilket dog fremstår overraskende meningsfyldt…
…They’d put us on a railroad
They’d dearly make us pay for laughing in their faces and making it our way
There’s emptiness behind their eyes, there’s dust in all their hearts
They just want to steal us all and take us all apart, but not in
Love my way, it’s a new road
I follow where my mind goes…