Hvem blinker først? Manchester City vandt forventet lørdagens udekamp mod formsvage Bournemouth, og gik dermed på førstepladsen. Sent søndag eftermiddag er det så Liverpool’s tur til at svare behørigt igen, men det bliver ikke nemt. Et Merseyside derby er altid en uforudsigeligt hektisk størrelse, men Everton har seneste sejr mod LFC hele ni år tilbage, og vil elske at kunne stikke en kæp i lokalrivalernes snurrende mesterskabshjul. Liverpool kom godt igang igen i onsdags med en overbevisende hjemmesejr over Watford, men et überintenst derby mod Everton er en ganske anden og langt vanskeligere sag. Det bliver nervepirrende.
Everton – Liverpool, søndag kl. 17.00, Kanal 6/downthelocal
De af jer, som har gået på hovedgaden Upper Street i Islington i Nordlondon, har måske bemærket en mellemstor pub ved navn Hope & Anchor. På dags dato for 40 år siden havde et Manchester-band ved navn Joy Division sit andet London-show på ølhallens lille scene. Det kostede næsten gratis at komme ind, som dog var 15 pence mere, end første gang Ian Curtis og hans muntre drenge tre måneder før var forbi. Oh, h-i-s-t-o-r-y…
Vi indtager naturligvis Mark Hollis og hans Talk Talk denne uge. Her en så fin optagelse fra den schweiziske Montreux Festival af åbningsnummeret på side 2 fra Colour of Spring (1986)…
Hvilken glæde på Anfield i aftes, da maskinen, som på det seneste har haltet, gik ubesværet igen. Må det opadgående flow fortsætte i Merseyside derbyet i weekenden.
Oplevede kun Mark Hollis og Talk Talk live en eneste gang. Egentlig spillede de i Saga i København 26. april 1986, men da var jeg selv udenbys og forhindret, så det var først tre måneder efter muligheden gav sig. Den lørdag i gråvejr på Valby Stadion i august, hvor Talk Talk spillede efter New Order og før Depeche Mode, gav Mark Hollis den som verdens mest bedøvede frontmand. Han kom frem og sang sine tilbagelænede linier i mikrofonen, gemt bag langt pandehår og solbriller, men sad ellers mest ubevægelig på trommepodiet. Hvordan det lød? Fantastisk. Flot som hans og bandets musik er blevet stående. Det hedder tidløshed.
Det forlyder fra England — dog endnu ikke officielt – at Talk Talk’s hovedmand og sanger Mark Hollis er død, 64 år gammel. Her lidt af hans fremragende musik, mens vi håber, denne nyhed kun er en and
Lad os få ugen skudt afsted her med ny sang og musik. Der er kommet levende billeder til Pete Doherty & The Puta Madres aktuelle ‘Who’s Been Having You Over’-single…
Vil gøre opmærksom på, at Stuttgart’s Die Nerven, Tysklands spitzeband i disse år – da ikke mindst live, hvor trioens støjende kant virkelig går op i en højere raketenhed – lørdag aften spiller på Loppen, Christiania i København…
Weekend her med Johnny Marr’s spritnye single ‘Armatopia’, der skal ud i natten med sin discobas og en hel bande dry ice-duftende synthesizers. Os her, vi kunne fint høre Morrissey synge dette veloplagte nummer. Lyder ikke af The Smiths, men der er alligevel noget i Marr’s enkle tonesprog som ringer en gylden klokke…