Sidder her og lytter til Cold Roses, det nye album med amerikanske Ryan Adams. Adams startede karrieren i Whiskeytown, der til sidst gik i opløsning (formodentlig i whisky). Whiskeytown var country-rock (med tryk på country), når det er bedst. Nogle helt fænomenale ballader var der især.
Solokarrieren har været mere broget. En overgang var jeg nervøs for at Ryan Adams havde mistet inspirationen, for han var blevet lige lovlig glad for ligegyldig tøfrock. Kulminationen var U2-plagiatet Rock’n’roll, der må have været et bestillingsarbejde.
Men så kom den lavmælte Love Is Hell, og nu er Ryan Adams for alvor vendt tilbage til den countrymusik, han ubestridt er bedst til. Cold Roses er en rigtig band-plade med bl.a. den fænomenale Cindy Cashdollar (ja, det hedder hun) på steelguitar og dobro. Og gode sange!
Tjo Ryan Adams er ok, men han er jo også flasket op med Bruce Springsteen. Jeg kan i den grad anbefale “Devils & Dust”. Ved de første gennemlytninger er den ikke noget særligt, men efterhånden som den forplanter sig fra højtalerne bliver den bedre og bedre – næsten på højde med “Nebraska” og helt sikkert bedre end “Ghost of Tom Joad”. Vi ses i Forum på onsdag til en STOR aften.
Har en stor kærlighed til Whiskeytown…men der har sgu været for stor ujævnhed i hans solo-udspil, til at jeg farer ud og køber Ryan, hver gang han lader høre fra sig, og hvis ret skal være, har det nok været lidt for ofte. Men det glæder et gammelt cowboy-hjerte, hvis han igen rider, samme dag som han sadler (….I know).Er man til Americana, kan Richmond Fontaine ikke anbefales og lovprises nok, stødte på en anmeldelse i Uncut(best magazine in the world…by the way) og jeg var solgt…Willy Vlautin kunne være usas svar på Jens…til hest.