Vi har altid været der for Depeche Mode

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-PTA.jpg

Og derfor har deres seneste to plader været skuffende. Vel var der lyspunkter som “Useless” og især “Freelove” man kunne glædes ved, sange der gav emotionel himmelflugt – en egenskab der tidligere var DM’s faste standard – men generelt blæste en nøgtern stemning af afvikling koldt gennem begge pladers materiale.

“Playing The Angel” er anderledes. Væk er den irriterende mikro-makroproduktion som martrede “Exciter”. Og væk er de alt for ordinære keyboardflader, de halvfærdige sange på “Ultra” kom iklædt. Isenkrammet spiller denne gang istedet både opfindsomt og udadvendt. Konventionel electro har sjældent lydt så overbevisende idérig som her.

Så for første gang i mange år krymper Depeche Mode derfor ikke længere i egen histories skygge. Sangenes temaer er hørt ofte før fra DM og tekst-ord som “desire”, “pain”, “sinner” og “suffer” lugter langt væk af typisk Martin Gore. Alligevel er der en friskhed, en ny vitalitet over begivenhedernes dunkle centrum.

Om det skyldes, at Dave Gahan har fået lov til at deltage på kompositør-siden, skal ikke kunne siges herfra. Men 2 af hans 3 sange – “I Want It All” og “Nothing’s Impossible” – står bemærkelsesværdigt i sekvens som pladens absolutte højdepunkter.

Til en nat gennem hvilkensomhelst europæisk metropol må “Playing The Angel” være det fuldkomne soundtrack. Dens unikke blanding af melankoli og håb, af det klassiske og moderne, smager bittersødt af både i går og i morgen, af hvad vi har mistet, af hvor vi er på vej hen.

Eller som det engang, for mange fuldmåner siden, blev sagt mere præcist : “I’m taking a ride with my best friend/ I hope he never let’s me down again/ See the stars, they’re shining bright/ Everything’s alright tonight…”.

3 tanker om “Vi har altid været der for Depeche Mode”

  1. Kan kun være enig, de er tilbage i Superligaen…., havde frygtet det værste efter Dave´s udspil, men da jeg hørte Precious i foråret var jeg overbevist, jeg synes personligt de fem første numre viser DM fra den side (…og lyd) som de mestrer, Rock musik er der andre der er bedre til end de, men hva ved jeg?, jeg er bare en gammel gut der stadig elsker electro….

    Top 5:

    1. Enjoy the silence
    2. The Landscape is changing
    3. Leave in silence
    4. John the Revalator
    5. World in my eyes

  2. Er enig i begejstringen over PTA… Personligt synes jeg, at især “Exciter” virker som en ret, der kun har fået den halve tid i ovnen, mens “Ultra” rummer lidt mere substans. “Playing the angle” har fået hvad den skal ha’, og det smager derefter..!! Højdepunkterne dukker op efterhånden som jeg hører pladen igen og igen, og de peaker sgu’ alvorligt denne gang!! Men som mange andre DM-fans kunne jeg godt tænke mig at opleve, at Alan Wilder vendte tilbage og fuldendte gruppen igen. Han var/er altså genial, og man savner hans ‘touch’ på de plader der er udsendt siden hans ‘opsigelse’. Men ifølge alt hvad jeg har hørt og læst, er det forholdet til Andy Fletcher som især er årsagen, og da han jo er Martin’s ven (siden skoletiden), er den saga vel forbi… Desværre.

  3. ja, depeche er tilbage på banen, der er dog stadig et spring til tidligere mesterværker – glæder mig usigeligt til parken i feb.

    “and I thank you
    for bringing me here
    for showing me home
    for singing these tears
    finally I’ve found
    that I belong here”.

    top 5 over depeche sange
    1. home
    2. enjoy the silence
    3. never let me down again
    4. in your room
    5. everything counts

Skriv et svar