I Paris går en mand i slutningen af juli rundt med svær hovedpine. Han klager til sine bekendte over smerterne, men når aldrig til lægen. En nabo aner uråd, alarmerer gendarmerne og den specielt fra Drive-soundtracket kendte elektromusikker Kavinsky findes død i sin lejlighed, kun 51 år gammel.
Til Shane MacGowans send-off i Tipperary i december for to år siden er der to musikalske optrædender som bagefter står levende tilbage. Den ene er Nick Cave’s grådkvalte version af ‘Rainy Night In Soho’, den anden den irske sanger Glen Hansard’s take på ‘Fairytale Of New York’, hvor Hansard lægger vægt til, hvorfor han betragtes som en af Irlands store stemmer. Det gør Hansard desværre ikke længere, for i går nat klokken 04.30 er han i en forstad til Dublin involveret i en soloulykke på sin motorcykel. Den 56-årige sanger erklæres livløs ved ankomsten til hospitalet. Her synger han for Shane den decemberdag i 2023…
Udover sin profil som soloartist var Hansard også forsanger i Dublin-bandet The Frames. Her en liveoptagelse med dem, hvor man kan høre ham med egen musik…
En begrædelig nyhed: Martin Hall er død. Så ham først på scenen med hans band Identity ved deres debut til punkfestivalen Concert of the Moment i Saltlageret i efteråret 1979. De fleste dér støjede lige efter bogen, men Martin Hall kom med en anderledes malende ny musik, samt imponerende insisterende alvor for en kun 16-årig, som han var der. Snart tog bandet navneforandring til Ballet Mecanique og udsendte i 1981 med førsteværketThe Icecold Waters of the Egocentrical Calcculation en milepæl i dansk musik, helt på lysende højde med samtidige fyrtårne fra Sods/Sort Sol og Kliché. Da vi kom til København året efter var byens postpunk-scene – som et andet Berlin – magtmæssigt delt op imellem Sods/Sort Sol og Martin Hall; så betydningsfuld var han straks blevet. Hans hæsblæsende koncerter og forestillinger (grænseoverskridende Parade træder frem) kunne fylde Saltlageret, de forskellige projekters udgivelser blev ventet i miljøet med spænding næsten uanset om det var Ballet M, Under For, Before (Martin Hall havde startet Fritz Fatals band), SS Say, Pesteg Dred eller Front And Fantasy der var tale om. Samtidig meldte han sig også på banen som forfatter med sin kontroversielle Genopbyggelsen er større end selve skabelsen (1983). Der var en nærmest kultlignende fortabelse og respekt omkring denne urørlige udtrykker, for hvem intet synes umuligt. Set ovenfra i dag tegnede Martin Hall historien om den næsten for godt begavede, kompromisløse ener, der gik sine helt egne veje hvor kun de færreste kunne følge ham. At han nu meldes død, 63 år gammel, er et stort tab. Æret være hans minde.
Denne smukke sang, som viser Martin Halls inspiration fra Billy Mackenzie på bedste vis, er passende netop nu. Tak for sangen og musikken og de mange tanker, Martin.
R.E.M’s måske allerbedste album bliver udsendt 28. juli 1986. Det tvivlrådige ‘måske’ hænger sin frakke på en side 2, hvor den sjældent så ufejlbarlige sekvens af albummets fire første numre lades lidt i stikken af materiale, der samlet udstråler lidt for lidt tid til at skrive nye sange. Man havde da også turneret nonstop og samtidig udsendt et album hvert år siden 1983, det var anderledes tider. Men som toptunet band rammer R.E.M. den rent hele vejen igennem her. Væk er de ikke altid lige charmerende børnesygdomme med skævt ramte musikalske afkørsler fra sangenes hovedveje, væk er Michael Stipe’s lyst til som sangenes fakkelbærer ikke at stå lysende klart i midten af lydbilledet. Læg dertil et forrygende sultent, dynamisk og intuitivt stilrent sammenspil, præget af de tusindvis af kilometer på landevejenes talløse scener, og en stor plades omrids tegner sig. R.E.M. kom desværre først her til landet på næste album, den så anderledes selvbevidste Document (1987) og det er synd, for omkring Life’s Rich Pageant var R.E.M. (ifølge samtidige liveoptagelser) raketflyvende et forunderligt vægtløst sted mellem indie og mainstream, hvor alt syntes og var muligt. Albummet udkom for 40 år siden i dag og lyder til stadighed som bærer det på en usagt sandhed, verden har brug for. Sådan her starter albummet. Nævn bare én rockplade indenfor de seneste fem år, som kommer ligeså særegent, velgørende og meningsfuldt afsted…
(De ovenstående ord her er en lettere omskrevet version af en tidligere post fra denne blog)
PS – Hører Life’s Rich Pageant nu og bliver som ofte før overvældet af track nr. 3, singlen ‘Fall On Me’, et nummer der blandt R.E.M.-tilhængere ofte nævnes som bandets måske allerbedste sang. Den er jo faktisk også formfuldendt perfekt i sin naturlighed med de så fint melodisk udfoldende vers, et helt igennem forløsende omkvæd der aldrig prøver for hårdt, samt det C-stykke der sætter det rigtige udråbstegn bag udtrykkets så umiskendelige amerikanske fingeraftryk og håbefulde tone. Tænk at have levet i en tid, hvor noget så sært uafkodeligt men vidunderligt kom på både hitlister og radioer; det gad man godt.
Kid Congo Powers (The Gun Club, The Cramps, Nick Cave and the Bad Seeds) udsendte sidste år et album med West Coast-punkmyten Alice Bag (Bags). Som Juanita og Juan lyder de sådan her på albummet Jungle Cruise (2025)…
For lidt siden halvvejs gennemblødt af et regnvejr, hvis lyd mindede om slutningen på denne ubetalelige The Smiths-sang, et af de IMHO to bedste tracks fra Meat is Murder (1985)…
Efter forårets så succesfulde europæiske genforeningstour for Denver, Colorado-bandet Sixteen Horsepower lå der er én amerikansk koncert at spille tilbage, fredag aften på Fire In The Mountains-festivalen i den afsidesbeliggende East Glacier Park i Montana. Her kører aftenens første tre numre…
Thåström udgiver i sensommeren 2017 disco noir-nummeret ‘Körkarlen’, der i al sin egenpragt dog står bygget på den bærende sequencer-bassgang fra Giorgio Moroder/Donna Summer’s elektroniske disco-gamechanger ‘I Feel Love’. Men allerede mange år tidligere, vi taler 1985, udsender Martin Hall i Danmark (sammen med ADS-bassisten Martin Krogh) under navnet Front And Fantasy 12″eren ‘Treatment’, der synes at have præcis det samme sequencerbass-klare udgangspunkt som Thåström’s homage…
Begge numre er slående eksempler på, hvordan musik også er overleveringens kunst, hvordan den enkelte artist eller band bruger sin kulturelle bagage subjektivt i nutid. Gad vide hvad Giorgio Moroder’s udgangspunkt var, da han i 1977 lavede det vilde backingtrack som blev til ‘I Feel Love’ og da lød præcis ligeså meget af uskrevet fremtid som David Bowie’s ‘Heroes’ gjorde det samme år…
Og jo, mange andre har også drukket af samme kilde. Her er det danske Love Shop, som i 2011 også synes at have et vist kendskab til Giorgio Moroder og Donna Summer’s fælles fortid nede i München…
Det slår lige, det lige nu er første sommer i adskillige år Iggy Pop ikke turnerer Europa. Det skal være den hårdtarbejdende papegøjeejer vel undt med et års fravær fra scenerne, men noget godt mangler…
Iøvrigt…i en anmeldelse af Iceage’s nye album skrev Ralf Christensen for nyligt således i Information:
“Tag den uimodsigelige jump up-energi på »Lifetime«, der henter sit groove fra Motown, især »You Can’t Hurry Love« fra 1966! Ikke en inspirationskilde, jeg ville have forventet af bandet, da jeg så dem spille koncerter i de tidlige 10’ere med en hovedkulds, selvdestruktiv punkenergi.”
Med respekt for Ralf Christensen så virker det langt mere sandsynligt, at beatet i ‘Lifetime’ er en kærlighedserklæring til Iggy’s ‘Lust For Life’ herover, hvis signaturgroove er løftet af David Bowie fra American Forces Network’s radio-kaldesignal i Vestberlin. Også svært at forestille sig så konsekvent messy Iceage dyrke renskurede The Supremes…
Vi har brug for ny musik. Kan ikke udelukkende leve af lyde fra i går. Derfor bør man altid være lidt taknemmelig, når der er en ny sang, et netop udsendt album eller en råfrisk artist, der taler til en. Fordi livet også har brug for at blive spejlet i her og nu. Herunder er Charli xcx’s nye single ‘Camera’. Kan jeg lide den? Måske, arbejder på det netop i dette øjeblik. Men hendes forrige om at vende dansegulvet ryggen og dyrke rocknroll, den kunne et eller andet, både i indhold og musik. Den credit i banken indløser hun lige her…
Vi var unge, vi bar fremtiden i os, vi var helt sikkert alt, alt for meget. Men skal man være selvhøjtidelig i sit liv er fasen mellem hvalpeung og voksen den optimale. Da jeg flyttede til København i august 1982 udkom en dansk plade få uger efter, der havde en klaustrofobisk desperation og en høj musikalsk himmelhvælving som flugtede perfekt med tiden. Vi hørte Ballet M’s For meget den sæson, først i den snævre et-værelses tilflytterlejr ude på Kastruplundgade 69, hvor der lugtede af flybrændstof på altanen, dernæst inde på Islands Brygge, da københavnerlivet for alvor begyndte at blive vores. Her en af dens favoritnumre, som jeg ikke har hørt meget længe, men som i dag går lige i hjertet igen. Mand, sikke en følelse og nødvendighed der deles ud her!
Billeder fra Cimitiére Père Lachaise, besøgt på denne solskinsdag i juli 2026. Her førte gåturen til besøg ved Edith Piaf, Frédéric Chopin, Anna Karina, Mano Solo, Claude Chabrol, Marie Trintignant, Miguel Ángel Asturias og Jim Morrison. Og til alle mindesmærkerne for folkedrabene i Bosnien, Rwanda og i de nazistiske koncentrationslejre. Gribende, men vigtigt. I denne verden vil jeg ikke være trist.
Stockholm-bandet Agitator har på to år allerede udsendt tre albums, som ikke er bange for at tage eventyrlystne, måske lidt risikofyldte udflugter væk fra den hovedvej, de fleste popkarrierehåb holder sig til. Her ovenfor en liveoptræden fra Göteborg med det mest lyttede nummer fra debutalbummet, som for ligesom at få sat ansigter på bandet, nedenunder titelsangen fra nye Året Av Sex. Den hurtige udvikling i lyd og udtryk er til at få øje på…
Dagen byder på ny single fra Detroit Motor City’s lasede og moderne postpunkere Protomartyr, en utæmmet, semi-atonal forløber for deres kommende album Hotel Unisona. Klassisk Protomartyr kun at lyde som sig selv igen her, hvor mange bands har egentlig den kvalitet?
