Denne Blondie-single kommer helt sikkert ind på en top-10 over personlige favorit-7″ere ever her. ‘Dreaming’, forløbersingle for Eat to the Beat, blev udsendt 14. september 1979. Om så det skyldes Clem Burke’s dynamit-eksplosive trommespil eller Debbie Harry’s isbjergssmeltende stemmebevægelse i front, har verden som sådan aldrig været den samme siden. Her Blondie på BBC’s Top of the Pops i England, hvor sangen nåede næstøverst op på singlehitlisten…
Nu får også København muligheden for at opleve, hvad Sex Pistols – med Frank Carter som centerforward istedet for John Lydon – egentlig kan, når der lørdag 28. november spilles et par håndfulde klassikere fra Never Mind the Bollocks plus det løse i Tap 1…
Ugen her må desværre starte med et amerikansk dødsfald. Cheetah Chrome, hæsblæsende guitarist i de betydningsfulde Cleveland, Ohio-bands Rocket from the Tombs og Dead Boys, er død, 71 år gammel. Chrome med det borgerlige navn Eugene Richard O’Connor boede ved sin bortgang med sin familie i Nashville, Tennessee. Her er han ved siden af forlængst afdøde Stiv Bators på Dead Boys’ punk-klassiker ‘Sonic Reducer’, som Cheetah Chrome skrev sammen med David Thomas (fra Pere Ubu) i Rocket from the Tombs…
Hvis ikke man har det The Go-Betweens på vinyl der egentlig er behov for, så er der muligvis godt nyt fra Beggars Banquet, som her sidst på måneden genudsender remasterede vinyludgaver af længe utilgængelige Liberty Belle (1986), Tallulah (1987) og 16 Lovers Lane (1988), samt for første gang på vinyl dbl-livealbummet Fountains of Youth (2020). Her er det åbningssangen ‘Love Goes On’ fra 16 Lovers Lane, alles solbrændte favoritalbum fra Sydney med Brisbane-bandet…
Dokumentaren fra 1982 om Ebba Grön, Stockholm’s vigtigste punkband. Følg de spirende antistjerner Pimme, Fjodor og Gurra på tour sammen med Dag Vag, på tourbus, i studiet, i omklædningsrum og på anonyme hotelværelser i et Sverige, der ikke længere findes.
En indbringende dag i pladebutikkerne, 12 september 1980. Ikke bare er David Bowie ude og afsted med Scary Monsters; de fem unge glaswegians fra Simple Minds tager et stilsikkert skridt op i øverste klasse med udsendelsen af deres tredje album Empires And Dance, der med sine hypnotisk repeterende og ofte filmisk anlagte sanglandskaber indvarsler bandets storhedstid som pioner for den nye tids elektroniske udtryk…
En post-punk masterclass for mainstream-hitlisterne? Efter den vanskelige og ikke helt vellykkede Lodger (1979) kom David Bowie suverænt tilbage for 46 år siden i dag med Scary Monsters (and Super Creeps). Her dagens udvalgte favorit derfra, pladens mere tilbageholdte afslutningsversion af åbningsnummeret ‘It’s No Game’…
Højt over Jönköping ved sydenden af mægtige Vättern ligger Folkets Park i Husqvarna. Havde brugt den sene sommerdag nede i den tidligere industribys snorlige gader og købt et par takeaways, en gammel solosingle med hende den lyshårede fra ABBA – “S.O.S.” på svensk – og Nick Cave’s ‘In The Ghetto’. Var gået den møjsommelige vej op til Folkets Park med lunkne dåseøl fra Systemet i hånden, tidsnok til først at se Bob Hund optræde med deres specielle komik-rock, inden Thåström kom med aftenmørket og gav sin radikalt anderledes ting ud mod den fyldte skråning foran den udendørs scene. Her sidste nummer fra den specielle aften. Musik kan!
Måtte efter posten herunder lige tilbage til Feline (1983). Desværre stod den ikke helt så stærkt som håbet. Kommer fornemt opbyggende afsted med ‘Midnight Summer Dream’, hvis varme synth-lyd og forløsende harmonier er tættere på den samtidige tidshjørnesten New Gold Dream (81-82-83-84) end klassisk Stranglers (hvad det så end er), men resten af side 1 er en skuffelse, numrene simpelthen ikke af høj nok melodisk klasse. At ide 2 spiller anderledes fornemt med sin kontrollerede elektroniske pop redder desværre ikke albummet som sådan fra denne lørdag at lyde for slingrende i kvalitet. Her en af de personlige favoritter fra bagsiden, Hugh Cornwell synger for på en af vejene til Rom…
Tror man kender det hele, for alt er jo allerede opdaget, udlevet og registreret. Men så kommer der heldigvis en sang eller en plade ud af ingenting og fortæller en helt anden historie. Denne uge har således ved et tilfælde bragt et album op til overfladen, hvis eksistens på ingen måde var kendt her. The Stranglers’ fransk/engelske bassist Jean-Jacques Burnel udsender i 1988 det fransksprogede soloalbum Un Jour Parfait, hvor han i tæt samarbejde med Stranglers-keyboardmaestro Dave Greenfield giver en række eftertænksomme sange i et mellemeuropæisk moltoneleje, der her bringer stærke mindelser om The Stranglers’ med tiden så positivt voksende elektroniske 1983-popalbum Feline. Jean-Jacques’ mørke tale-vokal kaster i sit franske sprog tillige en direkte forbindelse til Serge Gainsbourg’s senere værker. Er det forkert at anbefale en plade, man kun netop har hørt og anskaffet sig? Isåfald beklager vi herfra.
Debbie Harry øverst på WTC’s South Tower.
En nydelse at betragte denne grimme ælling, der har foldet sine vinger ud og rejst sig som en smuk svane. Fontaines D.C. er lige nu det band, der viser det stadig kan lade sig gøre for en håndfuld unge at finde sammen, udtrykke sig fælles i rockmusik og gøre en forskel for en masse mennesker. Nu spilles pludselig de helt store scener, så her et scoop fra belgiske Studio Brussel, der forleden fik dem til at spille et show for et par hundrede mennesker i en lille sal i Bruxelles…
Stort tillykke med 25 år til Anti i dag! En nem og harmonisk plade at lave i LS, hvor fællesplanen var at vende tilbage til de dyder og kvaliteter der havde skabt GO!, men som var blevet kastet bort på efterfølgende Det Løse Liv.
Der findes iøvrigt nogle ret smadrede late night-demoer fra forprocessen af syv-otte af numrene – inkl ‘Vi Vil Leve Evigt’ og ‘Europas Byer’, der begge aldrig kom med – med distede beatbox-rytmer, svimle narko-keyboards og vaklende cue-sang, som er langt mere attitude-snævre/kulsorte i stemning end den endelige plades musik, nok et fornuftigt valg.
Det var den sidste rigtige R.E.M.-plade der udkom den dag i dag for 30 år siden. Det vidste ingen da, for det lå ikke i nogen kort at Bill Berry snart skulle udtræde af bandet og gennem dets siden da så anderledes besværede musikalske fremfærd vise ved sit fravær, at han havde været så meget mere end trommeslager for dem. New Adventures in Hi-Fi er helt sikkert tre-fire numre for lang – til et punkt så den dengang var svær umiddelbart at overskue eller blive helt klog på – men i sin lydhøre, substansfaste musik en af R.E.M.’s stærkeste plader. Dens spraglede, ofte skabelonagtige numre har som coverets sort/hvide road-snapshot noget hjemløst søgende over sig. Det fornemmes noget er mistet og nok aldrig kan blive fundet igen i de blitzende, fragmenterede sansninger, der står hugget i en kantet nordamerikansk rockmusik. Stipe sang i 1996 uden filter eller hæmmende selvbevidsthed, bandet spillede (mange af numrenes grundbånd er optaget ved soundchecks på Monster-touren året før) frigjort, kradsbørstigt, levende og løst. En drøm af et album, der taler sit eget frie sprog. Vi var heldige at have dem.
I netop disse dage for to år siden udsendte Thåström forløbersinglen for sit hidtil seneste album. Den nænsomt førende musik i ‘Solen I Den Vänstra’ var den nær perfekte at gribe om og lade sig følge ud til efteråret af. De Thåström-afhængige er nu på det sværeste sted i kredsløbet omkring ham; så lang tid siden senest og dog så uvist længe endnu før kontakten reetableres gennem (forhåbentlig) ny musik…