Forførerens dagbog

michalmoeller_sex_02112007_top.jpg

Manden med buket hedder Michael Møller, synger normalt indie-synth-pop-drama i moi Caprice, men er nu afsted på egen hånd med det meget anderledes Every Streetcar Has A Name-album. 16 fuldbyrdede sange om sex og begær, i konsekvent dunkel Nikolaj Nørlund-lyd. Berøring, kontakt, afhængighed, nederlag tilsat svimlende melodi. Detaljerede optegnelser fra intime rums afklædte sfærer. Og så den selvoplevede film af en stemme, som er Michael Møllers. Amanda Brown fra The Go-Betweens og Christian Hjelm fra Figurines gæster. Every Streetcar Has A Name er så god, vi ikke engang behøver at skrive det.

15 tanker om “Forførerens dagbog”

  1. Well, Henningsens plade var jeg bestemt ikke vild med – men mere fordi jeg slet ikke kunne få øje på hendes ‘uimodståelige særpræg’ 🙂

  2. Synes en del af Nørlunds produktioner bliver lidt for ferske (og kedelige!). Klaus Lynggaards anmeldelse af Ulla Henningsen pladen siger det egentlig meget præcist:

    (…) desværre svigter pladens triste og totalt forudsigelige arrangementer fuldstændig solisten, og Nikolaj Nørlunds stramt naturalistiske og idéforladte produktion gør ikke resultatet et hak mere spændende. Tværtimod. Der er ellers linet skrappe musikere nok op til indtil flere spændende udgivelser af denne karakter, men kors, som de dog på intet tidspunkt får lov at folde sig ud og blive bare lidt interessante, alle gode intentioner til trods. Det nytter så ikke stort, at Henningsen lægger sin hele sjæl og store tekstforståelse i projektet og ved flere lejligheder præsterer det decideret gribende, idet backingen på intet tidspunkt løfter sig op over en sløv og kedelig kopi af tidens grasserende americana/alt. country-stil i en sjasket, ofte uswingende aftenskole-version, garneret med lamme forsøg på at svinge sig op i den klassiske pops højder. En forspildt chance og en stor, stor skuffelse for enhver, der måtte sætte pris på Ulla Henningsen skarphed og uimodsigelige særpræg. Hvem siger, man ikke skal græde over spildt mælk?

  3. Ikke at jeg er den store Hemplerfan, men den nye virker til at være en virkelig flad omgang i forhold til det første udspil, der faktisk var ganske hæderligt (men det har i ikke fra mig)

  4. martin: det var sgu spøjst. Mand, de ville studse hvis det så var Private, der kom og gav en koncert 😉

    Yugo: yep, fuld respekt til Hempler, selv om jeg stadig ikke synes han rammer de samme højder – men det er klart skridtet over det skoleengelske! Er hans nyeste i øvrigt godt? Jeg har ikke fået hørt det.

  5. Da Moi Caprice tidligere på året var over dammen for at spille i Canada, New York og til SXSW – lød en del af den lokale kritik på teksterne og når man sådan lige skimmer dem igennem, så er de jo flere steder så håbløst naive, at de næsten hviner i tænderne. Jeg synes det er meget kært, men amerikanerne var absolut ikke begejstrede. Så måske er det formfuldendt, men det er alligevel ikke på et sprog amerikanerne bryder sig om.

    (jeg kan desværre ikke huske kilden til teksthistorien)

  6. Smølle har helt ret – Michael Møllers tekster er skrevet på et meget formfuldendt engelsk.

    Jeg vil dog i den forbindelse også rose Claus Hempler for engelsksprogede tekster, der umuligt kan identificeres som værende skrevet af en dansker!

    Der er heldigvis sket meget siden D:A:D’s grammatiske pinligheder tog fart…

  7. Jeg elsker både Gareth Jones’ iskolde digitale lyd og Nørlunds organiske ditto til Møllers sange.

    En ting der er blevet slået alt for lidt på er hvor suveræn fyren er til at skrive tekster på engelsk. Helt ærligt, hvor mange herhjemme kan skrive engelske tekster der holder? Ovennævnte Nørlund kan, … og?

    Men Møllers er forrygende.

  8. På hver sin vis er Troelsen og Nørlund ved at polere deres tålelighed ihjel, sidstnævnte havde jeg meget gerne undværet som producer på i hvert fald 2 danske udgivelser i år, han formår simpelthen ikke at give plader kant. Han er uden tvivl pissedygtig, men han skulle holde sig akustisk og blødt materiale. Troelsen har med Private leveret en af de største skuffelser i år og vel også mest ligegyldige udgivelser og af samme grund derfor en af årets største skuffelser.

    Carsten Heller har også været indover Westzynthius plade, i hvert fald Childlike Curves. Men nej, han imponerer mig ikke. Det er svært at pege fingre i retning af en gedigen dansk producer. Henrik Balling har gjort det godt med Sterling og Westzynthius, ellers kan jeg ikke lige komme i tanke om nogen. Men både Sverige og Tyskland ligger lige på den anden side grænsen, måske er tiden moden til at hente andet og mere udenlands end bare polske håndværkere.

  9. @ Jens: jamen det er helt rigtigt, jeg ved heller ikke hvem man ellers kan ringe til, hvis man behøver en god producer i DK. Jeg aner intet om hvem der kan kontaktes hvordan og hvad de koster! Udover Nørlund og Troelsen er der dog også eksempelvis Carsten Heller og den kent-berømte Joshua. Men point taken! Der mangler flere gode danske producere (og hvem sagde mon HH??? Ikke mig vel!)

    Ud fra mit begrænsede kendskab til hvordan man finder og indgår aftale med en producer vil jeg dog mene, at det ikke behøver at være en dansker. Hvem henter Stephen Street eller Owen Morris til DK? Eller Zed? Hvorfor dog ikke med mindre pengene er problemet – alternativt kunne man jo tænke alternativt: Malurt hentede en gang Helmig ind som producer og det gik vist ret fint.

    Hvad med Trentemøller???
    Hvad med en heavy producer ind over et Audotorium-album?

    Et eller andet til at ryste posen lidt, så det per automatik er sådan, at hver gang der et slightly alternative album på vej i DK, så ringer man til Nikolaj. Og hvis man skal bruge lidt 80er-lir, så er det skøre Thomas fra Skive. Det bliver nemt for indspist – for forudsigeligt – for nemt. Og i forsvar til vores store sangskrivere og sangere – som Jens U og Michael M – så fortjener deres sublime sangskrivning det absolut bedste på markedet! Jens, har du ringet Rick Rubin? 😉

  10. Personligt synes jeg det enkle klaver/ak-guitardominerede lydbillede passer Møllers prangende stemme perfekt. Men smag og ubehag…

    Overordnet set er det rigtigt, Nørlund og Troelsen dominerer den mere progressive ende af det danske producerlandskab. Men hvor pokker skulle alle de bands og solister, som nyder godt af de to, ellers gå hen!? Ikke lige frem fordi producertalenterne står i kø her i landet.

  11. Efter to gennemlyt kan jeg kun tilslutte mig, at albummet – som forventet – er ret fantastisk. Sangene er velskrevne og hold da op hvor er det nogle liderlige tekster. Det hele emmer af motelsex, utroskab, klamme lagner og en melankolsk seriekneppende protagonist “with empty testicles and with an empty heart”.

    Skulle jeg komme med en smule negativ kritik, må den rettes mod lyden på albummet og dermed indirekte Nørlund. Jeg synes helt afgjort, at Michael Møllers storladne stemme passer bedre til moi Caprices sædvanlige storladne lyd end til det mere nedbarberede Nørlund-univers.

    Vist har jeg forståelse for Møllers lyst til at prøve noget andet, og hvis det hele lød som moi Caprice var der vel ingen grund til at lave det som et soloudspil – men altså, lad os nu håbe at der snart kommer nogle danske plader, som ikke er produceret af enten Nørlund (som jeg faktisk rigtig godt kan lide, det er ikke dét) eller Thomas Troelsen.

    Jeg slutter dog med en klar og entydig anbefaling af dette album: Køb!

  12. Jeg glæder mig helt enormt til, at lægge ører til såvel Michael Møllers som Lise Westzynthius nye plader, men det bliver vist først når vi når frem til weekenden det kommer til at ske. Når de er hørt kan jeg så småt begynde at kigge på årets danske liste, der venter vist ikke mere godt dansk i dette år.

Skriv et svar