17 år i samme rille

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-AE.jpg

Nej, ovenstående er ikke en ny god sangtitel, men konklusionen på gratisavisen 24 Timer’s anmeldelse af Aftenland Express i almindelighed og Jens Unmack’s musikalske løbebane i særdeleshed. At den nye plade kan en hel del tyder noget dog på, for den får trods sit møde med en så stærk negativitet alligevel hele 4 stjerner. Her et par udvalgte citater fra journalist – og Rocazino-fan – David Birch’s anmeldelse:

“I dag kommer Jens Unmack’s andet udspil, der igen-igen præsenterer ham som en intellektuelt tilbagelænet musiker uden bred gennemslagskraft.

Navne som Gangway, Green, Trains and Boats and Planes og Unmacks eget orkester Love Shop spandt guldrandede anmeldelser fra en befippet anmelderskare, der ikke turde andet end at rose den intellektuelle lyd. Mens de fleste navne gik i sig selv, fordi der ikke var nok fredagsbarer på litteraturhistorie, hvor de kunne få deres plader spillet, holdt Jens Unmack fast i lyden. Det blev til syv studiealbummer med Love Shop og altså nu to soloalbummer.

Kvaliteten er som altid i top. Nikolaj Nørlunds produktion er fejlfri, og det er alt sammen fint. Her er masser af uundgåelige til P3 og numre som ‘Coke Lovebirds’ og ‘Nu Sover De På TV’ er Unmack-specialiteter med vanlig meloditæft og stensikre omkvæd. Men efter 17 år i samme rille kan selv perfektion blive kedeligt”

Vi kunne lade David Birch få sidste ord der, men vil dog lige nævne, at vi her i de tidlige dage for Aftenland Express følger pladens færd ud i verden på det nærmeste. Stay tuned.

24 tanker om “17 år i samme rille”

  1. Lidt spøjs analyse. Simply Red laver moderne soulmusik og er vel ikke forpligtet til at spille skramlet punkrock pga. en spæd fortid i den genre? Hucknall har ved flere lejligheder givet prøver på udsøgt smag når det gælder cover-versioner (på det nye album Ronnie Lane)og bl.a. været økonomisk bagmand for det fantastisk reggae reissuelabel Blood & Fire. Ingen tvivl om at han er dedikeret musikken og har hjertet på rette sted.

  2. Simply Red startede som The Frantic Elevators, et punkband med socialistiske tekster. 4 singler og en “Peel session” blev det til.

    Mick Hucknall var blandt publikum ved den berømte/berygtede koncert med Sex Pistols i Lesser Free Trade Hall den 4. juni 1976. Til stede var også Ian Curtis, Peter Hook og Bernard Sumner, Howard Devoto, Pete Shelley, Mark E. Smith – og Morrissey.

    Men historien efter The Frantic Elevators kender vi alt for godt – en Scritti Politti-agtig transformation fra punk til ultraglat pop, der i Simply Reds tilfælde hurtigt gik langt over i det kvalmende. (Jeg kan faktisk godt lide Scritti Polittis pop-gennembrud Cupid and Psyche ’85.) Det første album med Simply Red er (selv om det er svært at indrømme det i vore dage) ikke så slemt som dem, der fulgte efter. Flere medlemmer af det gamle Durutti Column var med på albummet, efter hvad jeg har kunnet læse mig til.

    Men noget Oh Mercy er det ligegodt ikke. Oh Mercy er nemlig et af Bobs absolut bedste albums efter Desire, og dér hvor man kunne mærke, at han var på vej tilbage på rette spor efter nogle mildt sagt uinspirerede udgivelser.

  3. Hvor er du heldig, Jimmie Jazz! Bare det var mig der lige nu sad og hørte Oh Mercy for første gang. IMHO er det et af de (hvis ikke ligefrem DET) bedste Dylan album. Ikke på grund af Lanois’ produktion, men simpelthen fordi det er spækket med bevægende sange og tekster. De selvransagende Disease of Conceit og What Good Am I, Most Of The Time der i virkeligheden handler om den tid der ikke er “most of”, Shooting Star der mindes en person man stod nær men har mistet forbindelsen med og hvis skæbne man ikke kender, Man In The Long Black Coat om pigen der ikke eller dør, men bare flyder med med manden i den lange sorte frakke (djævlen?)etc. etc.

    Det album er klart blandt de 10, der skulle med mig på den berømte øde ø!

  4. Simply Red falder uden for en hver form menneskelig logik og rationalitet. Næsten på niveau med tandpine. Tilbage er kun spørgsmålet – hvorfor?????

  5. Heh, et nærmere kig på dagens 24 Timer viser at samme anmelder lige ved siden af smider fem stjerner efter Simply Red! Du milde! Så er udgangspunktet lissom et lidt andet…

    (Her håbes der på at man har lov at sige, uden dermed at være en neokonservativ kulturkanonist med Brian Arthur-tendenser, at Simply Red er det argeste lort ;-))

  6. Har hverken hørt Greene, Trains Boats… eller Aftenland (endnu), og jeg kan alene vurdere Birchs beskyldninger på baggrund af LS og Vejen Hjem, og konklusionen herfra er, at det er en noget søgt kritik: I mine ører er der da pæn variation ml. f.eks. popperiet(ment positivt!)på Løse Liv, glamrockerne på GO!, de kuldslåede lydlandskaber på National og så de mere organiske (undskyld det fortærskede udtryk)tresserklingende sange på Løse Liv.

    Nå det er sagt kunne det da være interessant med en mere principiel diskussion om fornyelse/genopfindelse kontra perfektion. En diskussion der også kan gælde producere: Sidder netop nu og hører for første gang i mit liv Oh Mercy m Dylan -synes umiddelbart, at det er en rigtig go skive (selvom den vist ikke regnes til mandens kanon?), hvilket nok hænger sammen med min glæde ved Lanois produktion, og han er da om noget en producer med en signaturlyd, og det er vel fedt eller hur? For ikke at tale om Phil Spector for den sags skyld…

  7. Har også lige fået læst artiklen – hader normalt de skide gratisaviser der altid bringes klokken crap om morgen og vækker en :S – men måtte da lige finde den frem fra gemmeren (læs den store sæk fyldt med papiraffald af alverdens slags)

    Synes nu ikke den er så negativ. For mig at se savner manden fornyelse, og et måske mere brede kommerciel appeal.

    Men det er jo det vi vil have med en Unmack basker 🙂

    jeg synes pladerne so far har været udemærket kommercielle, og ja bare giv os 17 år til i rillen – just give the crowd what they want 🙂

  8. Sjovt, at han nævner Green(e). Jeg fandt forleden cd´en frem og den holder stadig.

    Om 2 måneder genudgives Go! på dets 10 års fødselsdag. Det er stadig, på trods af at min pladesamling er vokset betragteligt siden ´97, det mest spillede album hjemme hos mig.

    Så hvis Aftenland Express kører i samme rille, så er jeg godt tilfreds. For mig er “bred gennemslagskraft” ikke et ubetinget kvalitetsstempel.

  9. Jeg har nu også været til Litteraturhistorie fredagsbar. Husker det bedst for mange dejlige damer, der blev bestemt ikke blev mindre dejlige af alle de mange dejlige fadøl, jeg vist nok fik konsumeret. Erindrer absolut intet om at musikker var Love Shop, Greene osv. domineret.

    Synes i øvrigt at lige netop denne kommentar er rasende ligegyldig i en anmeldelse. Udsagnet kan jo tilbagevises på ingen tid og er et typisk eksempel på journalist stigmatisering, når det er værst. Udnyt dog i stedet spaltepladsen til at skrive om det relevante – pladen.

  10. Jeg synes også, at det er fedt med kritiske bemærkninger fra anmeldere. Set ud fra et journalistisk synspunkter synes jeg, at DB’s i sin anmeldelse begår en ret stor fejl. Det er vel kun omkring 10 linier, der handler om “Aftenland Express”. Resten er primært om fortiden og Jens’ rolle – de intellektuelles Thomas Helmig bliver han kaldt…
    Det synes jeg er en skam. Jeg vi da gerne høre mere om albummet. Hvor fungerer det, hvor kører det i samme rille, hvad holder ikke?
    Yugo Star: Anmeldelse er det ikke blevet til, men der er ikke langt til kollegaens/anmeldernes bord. Og kombinationen af et baseball-bat samt et utal af morgensnegle er ganske effektiv…

    P.S Artiklen kan læses her http://www.24timer.dk/pdf/samlet/24timer_århus_mandag.pdf på side 22

  11. En enkelt ting er pænt weird – at ‘Coke Lovebirds’ skulle have et driftsikkert omkvæd? Den har knap et omkvæd overhovedet 🙂

    Ellers har jeg stor respekt for min eks-kollega Birchs evner ud i billedstormeriet, men lige denne gang er det måske ikke blevet allermest vellykket. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor anmeldere ikke skulle være oprigtige, når de hylder den begavede ende af poppen.

  12. Esben, jeg vil nu ikke kalde David Birch Djævlens Advokat. Sagt på moderne dansk hedder det vist selvprofilering, uden egentlig at have noget at have den i. Hvorfor skulle han ellers give albummet fire stjerner?

    Jeg har været til fester og fredagsbar på litteraturvidenskab/historie. Pastor, der er intet at skrive hjem om, og slet ikke navne som Gangway, Green, Trains and Boats and Planes og Love Shop.

  13. Måske en skarp overskrift, men David Birch har ikke for ingenting været Djævelens Advokat, og hvis man med den viden og de fire stjerner i baghovedet et øjeblik ser bagom de spidse formuleringer, står der vel ikke meget i anmeldelsen, der for dette forums læsere kan komme som en overraskelse? Man behøver ikke være Henrik Dahl for med stor sikkerhed at kunne sige, at det snarere er Karen Dynemose end Erling Brokkendorf, der kommer til at figurere i salgsstatistikkerne for Aftenland Express, ligesom folk med aktier i Helmig Herfra næppe behøver at frygte konkurrencen derfra.

    Til gengæld kunne det være interessant, hvis anmeldelsen havde indeholdt et mere konkret bud eller eksempel på, hvordan den ønskede fornyelse inden for popmusikken kan kombineres med den brede gennemslagskraft, der også efterlyses.

  14. Skummel avis, den der Jyllands Pesten, med landets mest rabiate læserbreve og Ralf Pittelkow som fast politisk gyllespreder…

  15. Jeg synes egentlig, det er fedt at bliver provokeret lidt som Love Shop- og Unmackfan gennem 14-15 ud af de 17 år. Det trænger vi vist alle til. Det er trist, når alle – specielt anmeldere – klapper hinanden på ryggen med de samme meninger. Så respekt for David Birch for at ruske op i os alle…

  16. Anders, kom nu ikke og sig at du har bestukket dig til opgaven som anmelder…eller har du hjernevasket en kollega, eller simpelthen pillet ved uddelingen af stjerner?

    Det er i hvert fald skummelt, det der foregår på den avis ude i Viby….!

  17. Uden at sige for meget tør jeg godt love, at torsdagens anmeldelse i JP har et andet og noget mere positivt ordvalg. Om det så påvirker antallet af stjerner, skal jeg ikke løfte sløret for her…

  18. Bemærkelsesværdigt er det, at Trains, Boats and Planes bliver nævnt, uden at der af den grund drages nogen forbindelse til Aftenland Express, produceret som det er af den hedengangne transportgruppes forsanger. Det er ligeledes interessant at bemærke, at Greene er nævnt uden nogen kommentar om, hvad der dog blev af ham, der var bassist der en overgang.

    Jeg har selv aldrig været til fredagsbar på litteraturhistorie. Det må have været sjovt.

  19. Det er da i hvert fald en underlig anmeldelse, der på den ene side roser pladen og på den anden side tager sine forbehold, primært fordi Jens har fået gode anmeldelser før.

    Man må vel formode, at tidligere tiders anmelderkorps har en selvstændig vilje og ikke ligger under for et anmelderpoliti. Det undrer mig tit at mange musikanmeldere altid lige skal give deres besyv med om verdens tilstand generelt i stedet for bare at anmelde pladen. Det gør i hvert fald ikke anmeldelsen mere læseværdig.

  20. Ifølge David Birchs myspace-profil: http://profile.myspace.com/index.cfm?fuseaction=user.viewprofile&friendID=103838033 har han flere favoritter end Rocazino. Her i blandt mange fine navne. Ved ikke rigtigt hvor det har slået klik for manden.

    Kraftwerk, Pink Floyd, Baby Woodrose, Jesus &; Marychain, Bikstok, Booty Cologne, Rocazino, Peter Belli, Kim Larsen, Sort sol, Madness, Iggy Pop, Gnarls Barkley, X-ecutioners, Tv2, Slayer, The Smiths, Bob Marley, New model Army, The Roots, Gary Numan, OMD, The Kinks, Guru, Gnagstar, Lars H.u.g, Kliché.

Skriv et svar