Mindst ligeså dopet som Bjarne

b00005g47×09lzzzzzzz.jpg

Det er ikke kun i cykelsportsbranchen, apoteksvarer er mere almindelige end regndråber i Bergen. Al den snak om ‘Løgnen fra Herning’ og devalueringen af hans Tour De France-sejr, nu det står klart, det langfra kun var candy-bars og C-vitaminer der drev ham, leder til at tænke, hvor meget indenfor film, litteratur, billedkunst, musik der skulle falde, var kravet om ®enhed det samme der. Vi kan tage rocknroll, som de fleste af os kender – her vilkårligt, i fri spurt, nogle overbevisende vindere, der nok aldrig var sluppet gennem nogen dopingkontrol:

  • The Velvet Underground – ‘White Light/White Heat’
  • Johnny Cash – ‘At San Quentin’
  • The Rolling Stones – ‘Exile On Main Street’
  • Sly & The Family Stone – ‘There’s A Riot Goin’ On’
  • Big Star – ‘Sister Lovers’
  • Bob Marley & The Wailers – ‘Exodus’
  • David Bowie- ‘Young Americans’
  • The Clash – ‘The Clash’
  • Leonard Cohen – ‘Death Of A Ladies Man’
  • The Cure – ‘Pornography’
  • The Jesus & Mary Chain – ‘Psychocandy’
  • Nick Cave & The Bad Seeds – ‘Your Funeral…My Trial’
  • Primal Scream – ‘Screamadelica’
  • The Stone Roses – ‘The Stone Roses’
  • The Lemonheads – ‘It’s A Shame About Ray’
  • Depeche Mode – ‘Songs Of Faith And Devotion’
  • Nirvana – ‘In Utero’
  • Suede – ‘Dog Man Star’
  • The Libertines – ‘The Libertines’
  • Cat Power – ‘The Greatest’

10 tanker om “Mindst ligeså dopet som Bjarne”

  1. Det er i mine øjne en noget abstrakt sammenligning, musik og sport, da der er i sport (ihvertfald de sporter jeg gider at beskæftige mig med) er et direkte og målbart sammenligningsgrundlag, hvor musik går på smag og behag.

    Min moralske baggrund for at vurdere de to ting er ihvertfald milevidt fra hindanden. Det er ikke det at de bruger stoffer der er det afgørende – men ifm. sport er det at de snyder. I spil og sport er regler til for at blive holdt. I “det virkelige liv” er det ens egen moral der må styre hvad der er rigtigt og forkert.

    At/om de ødelægger sig selv med det(indenfor begge områder), kan selvf være et problem for samfundet i den yderste konsekvens, men er for mig ikke et moralsk problem isoleret set.

  2. Glem ikke Spacemen 3 i denne sammenhæng. De kunne næppe lave de plader, de gjorde, uden smack på læberne.

    Heldigvis er stoffet ikke nødvendigt for fornøjelig lytning, men sikke nogle kogere de må have haft sig…

  3. Jeg vil hævde, at nogle musikere bliver kedelige, ikke fordi de holder op med at tage stoffer, men fordi de bliver ældre. Brett Anderson & Co. havde nok bare ikke så meget mere på hjerte.

    Mange mennesker – og det ikke kun inden for musik og litteratur, men også inden for forskning – har deres mest kreative år i tyverne. De store resultater i kvantefysik i forrige århundrede skyldtes fysikere som Werner Heisenberg, der endnu ikke var fyldt 30. Ældre (misundelige) kolleger affærdigede den slags som “drengefysik”.

    Det er typisk i denne periode, man begynder at tage stoffer, og typisk holder man op igen, netop fordi man er blevet ældre. Stofferne er et led i eksperimenterne og er ikke en kilde til en kreativitet, der ikke var basis for i forvejen (ellers ville jeg da også råde alle alkoholikere og narkomaner til at optrappe misbruget, købe en guitar og gå efter den lukrative pladekontrakt!)

    I musik og litteratur er ungdommen en noget overvurderet inspirationskilde, fordi den egentlig er ret begrænset, en fase man “vokser ud af” (og formodentlig mere begrænset end barndommen, hvor personligheden grundlægges).

    Mange væsentlige kunstnere får ny inspiration ved at blive ældre. Blev Johnny Cash og Nick Cave kedelige efter at være blevet ældre (og fri af deres misbrugsproblemer)?

    Det er nemt at være kritisk over for David Bowie, og han er da heller ikke så spændende mere, men han var også en af dem, der satte overliggeren meget højt igennem en lang periode af rockens historie – og kom over uden problemer (selv med flittig brug af doping). Når man så bliver ældre, bliver det sværere og sværere at undgå nedrivninger.

  4. Bob Marley blev i et interview i England i 70’erne spurgt om unges forbrug af hash, og rådede straks ‘da youfs’ til ikke at ryge for meget. Jamen, hvor meget er lige det, forhørte musikjournalisten sig. Jo, svarede Marley, han ville ikke råde nogen til at ryge ganja mere end højest 5 gange om dagen…

  5. Jeg ved, at der kan skrives en alenlang liste med tilføjelser til dopede klassikse rockalbums. En enkelt savner jeg dog på listen, pladen som mange mener tog rockens mødom:

    The Beatles: Sgt. Pebbers Lonelys Hearts Club Band, 1967 – b.la. med Luucy in the sky with diamonds

    Jeg mindes, at Paul McCartney udtalte, at de engang blev spurgt af produceren George Martin: “I var vel ikke skæve hele tiden”, og svaret var “jo”.
    Jeg ved, at hash er i den bløde ende og vel knapt kan kaldes doping, men med lidt LSD indeover, er den vel god nok…

  6. Det er er lavet rigtig megen god drugrelateret musik. Og jo, naturligvis kan det gå begge veje. I tilfældet med Stones og Keefs misbrug er der tre-fire år, sådan ca. 1968-1972, hvor stofferne har en kreativ påvirkning, derefter er det ned ad bakke. Der er også dem, der har leget med at være stofmisbrugere. Lou Reed var således en velfriseret dreng i knæbukser, da han skrev ‘Heroin’. Ikke megen rendesten der!

    Her er iøvrigt et link til en liste over sange om stoffer: http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_songs_about_drugs

  7. Det er jo det vilde med rockbands og drugs, at sidstnævnte ofte giver kreativt hul igennem i en periode først, hvorefter bandsene der bruger dem som regel mister fokus og bliver pinligt uskarpe. The Rolling Stones, Stone Roses, Happy Mondays, The Lemonheads, ja selv The Beach Boys er alle slående eksempler. Fløj på drugs mod stjernerne, landede alle meget hurtigt i svær tomgang.

    Der er dog også eksempler på doping-brugere, som holdt op og derefter blev helt, helt ordinære. Behøver vi her at nævne Suede eller – måske endnu værre – David Bowie!?

    Djævlens Advokat spørger herefter, om man overhovedet kan forestille sig, at netop Bowie kunne have lavet sin perlerække af unaturalistiske, vilde, nærmest manisk-skizofrene plader i 70’erne, havde han ikke været godt og grundigt f***** up på stoffer…?

  8. Bjarne Riis var jo i mange år en anonym hjælperytter uden store sejre indtil han i samarbejde med lægerne, og de bagmænd han stadig holder hånden over, fandt den rigtige coctail forbudt medicin. Sly Stone derimod var allerede som ganske ung et lysende talent (DJ, producer, musiker, sangskriver) som begyndte at underpræstere musikalsk da han for alvor kastede sig ud i doping. Tror du kan lave en endnu længere liste over albums som er endt som kunstneriske fiaskoer på grund af druk eller stoffer.

    Det plejer at være en hyppig undskyldning når legendariske acts ser tilbage på en lang og ujævn karriere – f.eks. Scott Walkers “lost years” i 70erne med druk og albums han stædigt nægter pladeselskabet at genudgive!

  9. Denne vinkel har faktisk allerede været anlagt. I en lang artikel fra dagbladet Information d. 26. maj står der således:

    Professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School, Ole Thyssen, kalder Riis-sagen for ‘en sær rituel omgang med sandheden’.
    “Alle har jo vidst, at han har løjet,” påpeger Thyssen.

    Han fremhæver sagen som et eksempel på forskellen mellem moral og jura: I juridisk forstand har Riis været uskyldig, mens moralen har dømt ham for længst.

    “Når han har løjet i 11 år viser det, at han er kold som en brøndgravers røv. Sportsfolk formås at have en høj moral, fordi de påtager sig en lidelse for en sag. Derfor er de i modsætning til rockmusikere, der dyrker et mere blakket image, egnede til at optræde moralsk,” siger Ole Thyssen, der dog mener, at Riis-sagen er gammel og nedslidt, og at tilgivelse derfor er for stort et ord at bringe på banen.

    “Tiden har reddet ham. Befolkningen står ikke på spring med moralsk fordømmelse, derfor bliver der heller ikke tale om at tilgive. Desuden gjorde manden jo bare som alle andre – han fulgte reglerne inden for det cirkus, som sporten er,” siger han.

    Når Bjarne Riis set med Thyssens briller godt kan blive siddende som holdejer, skyldes det, at ingen er blevet personligt ramt af hans løgn.

    “En virksomhedsleder kan sætte sine ansattes eksistensgrundlag over styr, hvis han lyver. Men sporten er bare et symbolsk drama,” siger han.

    Problemet med anvendelsen af doping er, at der er tale om et misbrug, der er sat i system. Derfor lægger doping et pres på alle udøvere inden for sporten, og her specielt de unge, der er i gang med at skabe en karriere. De bliver udsat for et helt urimeligt valg:

    • Hvis de ikke tager doping, får de sværere ved at gøre karriere gennem gode resultater og sværere ved at opnå intern accept – de er ikke en del af doping-fællesskabet, der i stort omfang også er et fællesskab mellem de magtfulde.
    • Hvis de tager doping, risikerer de både at ødelægge kroppen på længere sigt og, hvis deres doping bliver opdaget, at blive udsat for fordømmelse og udelukkelse fra både doping-fællesskabet og et fællesskab af sportsudøvere.

    Egentlig så jeg helst professionel sport afskaffet, for kun dét vil kunne hjælpe med til at løse problemet. Men den slags tiltag er ikke realistiske i et kapitalistisk samfund.

    Noget andet: Er det bare mig, der ligger under for mytologien, eller blev de legendariske fængselskoncerter til, da Johnny Cash var på vej ud af sit misbrug? Den skelsættende oplevelse ved Nickajack Cave (og nej, det er ikke den australske sanger, jeg mener!) fandt, så vidt jeg ved, sted i 1967, mens koncerten i San Quentin er fra 1969.

Skriv et svar