Det er ikke tit vi skriver om miljøpolitik her. Men i dag vil vi gøre en undtagelse, for både Jens og jeg er bekymrede og vrede over dette.
I 1937 vedtog Folketinget at der ikke må være bebyggelse på de danske strande indtil 100 meter fra vandet; i 1999 blev denne strandbeskyttelselseslinje udvidet til 300 meter. Der er derudover er i gældende lovgivning en såkaldt kystnærhedszone, der bestemmer, hvor og hvordan der kan bygges i en bræmme 300 meter til 3000 meter fra kysten. Men i december 2014 vedtog den nu forhenværende regering sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en “forsøgsordning” der skal kunne ændre på dette.
Tidligere i år udtalte Venstres landdistriktordfører Thomas Danielsen at det burde være helt op til kommunerne, om der skulle være en kystnærhedszone. Der er som nævnt ovenfor allerede lavet huller i bestemmelserne om strandbeskyttelseslinjen, og med den nuværende sammensætning af Folketinget ser det ud til at der er frit løb mod mål, så det nu uden videre vil kunne lade sig gøre at bygge på de danske strande og dermed ødelægge dem. Det er intet mindre end en skændsel.
Skriv under på Danmarks Naturfredningsforenings protest på http://300meter.dk.
