New Order springer ud

En af de største forårsplader i mit liv, sådan en hvis musik udstråler lys, vibrerer liv, og synes som skabt til præcis den spirende årstid den kommer i, blev udsendt i dag for 39 år siden. 2. maj 1983 fulgte New Order op på enorme ‘Blue Monday’ med udgivelsen af sit andet album. Ethvert andet band ville med selvfølgelig glæde have inkluderet et så stort hit på sit kommende album, men New Order med sin egenrådige Factory-politik var alt andet et ethvert andet band, og blandt de otte tracks der udgør Power, Corruption & Lies glimrede det enorme hit derfor kun ved sit fravær. Det gav istedet denne nye NO-musik lov til at skabe sin helt egen identitet og vokse sig stor uden at skulle stå i skyggen af det øjeblik, alle ellers ville have ventet på. Og et skyggefrit album er det, for det er her New Order træder vitalt stærkt frem og bliver noget andet end den tunge arv af mørke, Ian Curtis’ selvmord havde begravet sine gamle Joy Division-bandmedlemmer med. Der høres en vægtløs forundring over egen nyfundne frihed, der opleves en musikalsk nysgerrighed over det ukendte land, man her er på vej ud i. Ja, de 42 minutters musik som er Power, Corruption & Lies emmer ligefrem af kreativitet, inspiration og et ungdommens forår der aldrig dør.

Skriv et svar