Om ikke det bedste – der er også mange om buddet – så er orange Monster (1994) ialfald et af de mest interessante og anderledes albums R.E.M. har udsendt. Efter den af alle så elskede Automatic for the People (1992) må det ellers have været tillokkende at lave et album, der spandt videre på den organisk lydende plades enorme succes. Men istedet trådte R.E.M. to skridt tilbage, skruede op for de tunge guitarer og skar sig nogle store, skarpe stykker høj, fragmenteret rock, der, tilsat Stipe’s tvetydige ord i bevidst kølig levering, blev udsendt som Monster. Det skete for 30 år siden i disse dage. Her pladens støjende ballade ‘Let Me In’ (som på flere planer hjemsøges af afdøde Kurt Cobain) strippet for sin hvide forvrængning i en senere liveudgave. Uden det tæppe af distortion høres bedre, at der i bund og grund ‘bare’ er tale om en rigtig god sang. Præcis som mange af de andre på pladen, der ude omkring hurtigt fik mange erklærede fjender, som savnede den mere trygge og imødekommende hit-udgave af bandet. Tillykke til og med Monster, R.E.M.!