Efter indledningsvis tre imponerende albums mistede Tindersticks orienteringen. De næste tre longplayers søgte musikalsk mere end de fandt. Væk var den stemningsmalende autoritet, man til da havde taget som givet fra den kant. Det endte endda så galt, at Stuart Staples, bandets lead vox og absolut signatur, på Tindersticks’ 6. plade afgav vokaler på flere sange – a bad idea in any band!
Derfor ingen overraskelse, at Stuart Staples gik i udbrud mod en solokarriere, der til nu har kastet to fine albums af sig. Halvdelen af det oprindelige Tindersticks regrupperede dog i 2008 med Staples på The Hungry Saw, et stærkt come back, der genfandt den mere direkte kommunikation, vel mange af os havde ledt forgæves efter på de senere albums. Og nu i slutningen af måneden lander efterfølgeren Falling Down A Mountain.
Der er ikke nogen nem start på Falling Down A Mountain. Stressende swingtrommer, asymetriske hornsløjfer, lyden af en seks minutter lang jam er åbningens titelnummer. Derefter en meget tilbagelænet southern soul-pastiche; vatblød snaredrum, mellow guitar, smooth vokal, svag melodi. Og så en duet med Mary Margaret O’Hara – ikke en af de mange store skæbneromantiske Staples-duetter, som fra tidligere med Carla Torgerson/Isabella Rosselini/Lhasa de Sela/Maria McKee. Nej, denne er på alle planer anderledes omklamrende, handler om peanuts, om hvordan han kan li’ peanuts, og det kan hun så også, fordi hun er så fortabt i ham…!
På dette tidspunkt føler førstegangslytteren sig måske – og med rette – godt bekymret. Dog heldigvis uden grund, for på den anden side af en typisk Tindersticks-instrumental venter landet af mælk og honning, hvor Stuart Staples endelig trækker dramaet op i fem helt anderledes veltrimmede sange.
Fra specielt maniske ‘Black Smoke’, i åndenød hvor selv byens flod er druknet, over popsangen ‘Harmony At My Table’, der signaleer alt andet, videre forbi westernklingende ‘She Rode Me Down’s hastige transportbilleder af udbrændt sex, til ætsende ‘No Place So Alone’s jalousi, gives her et Tindersticks fyrende såret og stolt på alle cylindre.
Dvælende ‘Factory Girls’ gør tilbageskuende status over eget endelige nederlag, inden endnu et stykke åbent billeddannende musik uden ord slutter af. På den vis et ret utraditionelt opbygget album, der trods tidlige afstikkere ud i svært fremkommelige Tindersticks-randområder absolut skal anbefales. Stor musik. Og det endda sagt med den peanutsang i mente…
Appetitvækkende liste, smölle! Ophæver din top-10-disciplin til selvstændig post inden længe. Lettet over ‘Peanuts’ ikke er på… 😉
Jens: jeg ved ikke om der er nogen værre sange på Kill Uncle, men der er i hvert fald ingen der er lige så lange 😉
cm: jeg er helt enig i at det er en rigtig klassisk skabelon de allesammen er lagt i – men det er en lækker skabelon 🙂 Og bare de tanker om at ville ud, bare væk, de ringer med en klokke her.
Tid til en top 10 med Sticks & Staples:
‘Teardrops’
‘That Leaving Feeling’
‘Kathleen’
‘City Sickness’
‘No More Affairs’
‘All the Love’
‘Cherry Blossoms’
‘Drunk Tank’
‘Jism’
‘Travelling Light’
– utroligt at skulle standse her, der kunne laves en eller to til der var lige så god.
That Leaving Feeling er et smukt nummer (om det tillige er nuttet vil jeg overlade til andre at drøfte).
Jeg synes dog personligt, at det minder lidt for meget om de tidligere Tindersticks-duetter. Det er jo nærmest en skabelon.
Synes i øvrigt, at Travelling Light og Buried Bones er langt de bedste Tindersticks-duetter, men de er godt nok også gode.
C-stykket i ‘Peanuts’ er af en anden og bedre verden, end resten af sangen, jo.
Og ‘November Spawned…’ er et monster. En forfærdelig sang, jo.
Men er der ikke nogen endnu værre? Bare på Kill Uncle må der være mindst 6-7…?
Arh, den er da kær! Præcis som ‘Peanuts’. Der også har et skønt c-stykke.
Og så er der bonuspoints til ‘Sticks for ikke at få Mary Margaret O’Hara til at gurgle psykotisk som visse andre, der har haft hende på besøg med det resultat at de lavede deres værste sang nogensinde…
http://www.youtube.com/watch?v=73AR4m6XkC8
‘Nuttet’!!? Okay, vel trods alt sådan et ord man forbinder med en, som er vild med en throwawaysang der hedder ‘Peanuts’. 😉
Skulle nogen have misset denne gennemført skønne sang, er den lige her:
http://www.youtube.com/watch?v=rWj7IEWpcxA
“We all have dreams of leaving
We all wanna make a new start
Go and pack a little suitcase
With the pieces of our hearts
All those worries and those sorrows
We can just dust them away
Buy a coffee and a paper
And go step on to a train”
Videoen er også nuttet.
‘That Leaving Feeling’…!!! 🙂
Nu er Rasmus Nøhr og integritet vel i forvejen ikke ligefrem naboer, så at han skal være med i den udsendelsse kan vel ikke overraske voldsomt…
Det kan jo være, at Nøhr skulle synge den, nu han skal være del af næste runde af musikere der tager deres sidste rest af integritet – og skider ned i halsen på den.
http://gaffa.dk/nyhed/36666
Jeg er vist bare en lallende tåbe for hans duetter med kvinder…
Hurtig top 5:
1 ‘That Leaving Feeling’ med Lhasa da Sela
2 ‘Travelling Light’ med Carla Torgerson
3 ‘A Marriage Made in Heaven’ med Niki Sin
4 ‘Sometimes It Hurts’ med Lhasa da Sela
5 ‘Buried Bones’ med Ann Magnuson.
Du er vild med ‘Peanuts’?!? Jeg kunne nemt høre Rasmus Nøhr synge den melodi og tekst, uden det ville falde langt fra hvad han ellers har gang i…
Mere enig i din entusiasme for The Hungry Saw – fremragende album!
Jeg vil krydse op mod vinden og erklære ‘Peanuts’ for skøn! Meget enkel, må man sige, men det kan de jo også…
Titelsangen, den er til gengæld skrap kost. Og en god del af pladen lyder som om den er jammet frem – så det er ikke lige så godt som den helt forbløffende gode The Hungry Saw. De har dog sparet kredit nok op til at selv Tindersticks i den næstbedste forfatning er lige til at knuselske 🙂
Du har ret, der ligesom skulle ske noget nyt efter 3’eren. Men hørt herfra svigter sangenes kvalitet – naturligvis med undtagelser – for ofte de gode intentioner på disse plader. At kalde to af dem mesterværker er meget friskt… 😉
Simple Pleasure / Can Our Love… er Tindersticks mesterværker. Den Lee Hazlewood / Walker Brothers inspirerede lyd på de tidlige plader var ved at være brugt op.