Da vi var drenge betød VM en verden til forskel. Den TV-teknisk underudviklede tid bød ikke på meget fodbold live, så pludselig at kunne se to, måske tre livetransmitterede kampe om dagen, afstedkom ufattelig lykke. Fodbolden i sig selv var også bemærkelsesværdig speciel. For pengenes magt havde ikke samlet sig så konkurrencedominerende bag europæisk klubfodbold endnu, hvilket betød de bedste sydamerikanske spillere kun kunne opleves via deres respektive landsholds deltagelse ved et VM. Hvor man også kunne se taktisk og konkurrencemæssigt underudviklede afrikanske hold stå prügelknabe – husker Zaire gå ned med 9 mål mod Jugoslavien i Vesttyskland i 1974.

Alt det er forandret. I dag er det afrikanske kontinent fuldt ud leveringsdygtigt i fodboldbegavede profiler og landshold der godt kan være med. Og næsten samtlige de sydamerikanske stjerner lyser nu op på klubhold rundt om i Europa. Og TV? Ingen weekend, ingen uge uden mulighed for et tocifret antal kampe at vælge imellem. Hvilket altsammen er drengedrømsvildt og fantastisk. Men det har også taget lidt af magien fra VM.

Jose Mourinho betegnede for nylig, da Inter spillede Champions League-finale, den kamp som det sportsligt største der overhovedet findes indenfor spillet. Og manden har vel ret. For når samtlige de bedste målmænd, forsvarere, midtbanespillere, angribere –  endda trænere – fra Europa, Sydamerika, Afrika, hvorsomhelst er samlet og fordelt på to-tre håndfulde europæiske topklubber, skal niveauet og intensiteten der være markant højere, end hvad de nationale korttidssammenbringninger kan præstere.

På et andet punkt står turneringen dog stadig øverst, nemlig som folkelig magnet. VM er takket være sin naturlige fokusgenstand, stjernekoncentration og sit uforpligtende tidsafgrænsede format den begivenhed, som folk, der ikke normalt lever fodbold, bruger til at fejre spillet og sig selv med. Helt på linie iøvrigt med det danske landshold, der i Parken tiltrækker buskonvojer af Ceres Royal-branderter fra nær og fjern, man normalt aldrig ville rende ind i på et fodboldstadion.

Mediedækningen bærer for ofte præg af det forhold. Så mødes ikke gængs nøgtern journalistik, som omkring de internationale klubturneringer, men istedet den vel mest kalkulerende selvforelskede og sportsindifferente nationaldyrkelse, man nogensinde vil kunne opleve forklædt som fodbold – Flemming Toft og Dennis Ritter, you stand accused.

Skal dog kke her lade de sidereservationer overskygge den forventning, der selvfølgelig melder sig nu, hvor den mægtige og traditionsrige turnering starter op. En spænding der, som kampene tager form og ruller afsted, bliver ren tilstand og vil efterlade alle involverede i en ensom følelse af både mæthed og tomhed, når det hele er forbi, om en måned og en ny verdensmesters tid. Men inden da vil der være et hav af kampe. Vel 3-6 af dem vil have den klassikerstatus, som binder dem til os for altid. Det er de dramatiske højdepunkter og generelt en masse skarp bold på denne helt store VM-scene, man utålmodigt ser frem til lige nu.

Lad os lige gengive grupperne, både for forventningens og overskuelighedens skyld. Holdene med rødt vil være dem vi herfra tipper til ikke at gå videre fra den indledende fase – læg endelig jeres egne sikkert mere kvalificerede bud under kommentarer. Iøvrigt et fejlskøn fra FIFA at hele 32 lande er med, er det ikke? Kun 24 hold ville skabe et sportsligt langt mere koncentreret spændende VM. Jo, der er for mange badebolde med, men den uangribelige FIFA-bande har sikkert ikke åbnet så heftigt op for bovporten pga. ekstra indtjeningsmuligheder, nej vel!?

Gruppe A
Sydafrika
Mexico
Uruguay
Frankrig

Gruppe B
Argentina
Nigeria
Sydkorea
Grækenland

Gruppe C
England
USA
Algeriet
Slovenien

Gruppe D
Tyskland
Australien
Serbien
Ghana

Gruppe E
Holland
Danmark
Japan
Cameroon

Gruppe F
Italien
Paraguay
New Zealand
Slovakiet

Gruppe G
Brasilien
Nordkorea
Elfenbenskysten
Portugal

Gruppe H
Spanien
Schweiz
Honduras
Chile

Ja, Frankrig og Portugal som wild shots i skuffelsesoutsiderkategorien. Og gerne Chile som bud på en positiv overraskelse, med deres smukke fodbold fra de seneste par år. Bliver også spændende at se med Tyskland, turneringsholdet over dem alle. Og England under Capello – hvad formår man der nu? Og Argentina med Maradona ved roret – gemmer holdets forlis sig i hans øjne? Og kan de afrikanske deltagere endelig tage udfordringen og for alvor markere sig ved et VM? Ikke værtsnationen, der ligger #87 på FIFA’s verdensrangliste, ialfald. Og hvornår falder de italienske verdensmestre fra hinanden? Og scorer Torres igen sejrsmålet for Spanien i en stor finale? Og kan den menneskelige psyke i det hele taget klare et helt VM med de så ufatteligt belastende vuvuzelahorn, kamp ind, kamp ud?!? Det kan kun blive nervepirrende spændende. Let the games begin!

PS – Husk tysk TV har glimrende VM-dækning på ARD/ZDF, ofte med selveste Günther Netzer som barberbladsskarp ekspertanalytiker af den gamle hårde skole – han er en nydelse at se og høre på!