The Gaslight Anthem skuffer gevaldigt på American Slang, opfølgeren til ellers så løfterige The ’59 Sound. Hvad før positvt lød som tidsløs tradition i New Jersey-bandets tilgang og sound, fremstår nu som låst retro. Eller lyden af ’78, mere præcist. Well, måske er sangene bare ikke stærke nok denne gang til at kunne bære eget fingeraftryk. Et par ord fra Alex Petridis anmeldelse i The Guardian slår ialfald hovedet på det rustne amerikanske søm…
…Brian Fallon emerges from American Slang as a man who couldn’t assemble an Ikea bookcase without getting the instructions tattooed on his heart while rememberin’ the good times, before flat-pack furniture took the fire of his youth, when the diamond romeos in the alleyways sang sha-la-la to the uptown queens.
Comparisons have also been drawn between the Gaslight Anthem and the Clash, and Fallon has eulogised Joe Strummer in both song and interview. They’re audibly an influence – the shadow of Straight To Hell looms unflatteringly over The Queen of Lower Chelsea’s pattering beat and muted, flickering guitars – but theirs is a reductive, conservative take on Strummer and co, stripped of their willingness to experiment, their bold and occasionally berserk determination to make any genre they chose bend to their will. If you were minded to be a bit nasty, you’d say they were more like the Alarm…
Nah, jeg synes Petridis’ anmeldelse – der ikke kun stikker ud fra den ellers store ros der er faldet med sin dybt sarkastiske tone, men også med sin vurdering af indholdet – skyder langt, langt over målet. Det virkede som om han havde et eller andet han skulle af med der.
Bare se en kommentar som den øverste: Jo, at være kynisk over for Fallons blåøjede romantik er let nok. Men det var det allerede på de forrige plader. Og det er det sgu også over for det Springsteen-forlæg man kender så godt.
Og Petridis’ intro om Amy Winehouse osv… armen, jeg synes han er dygtig, og det er sjovt skrevet, men jeg kan ikke tage det seriøst.
Den eneste anke jeg har ved pladen er en for ren lyd i forhold til de to seneste. Der mangler lidt af den der ubændige energi i lydbilledet på nogle af sangene, ikke mindst titelsangen. Sangene er dejlige.
Så kan man jo istedet investere i dette:
http://www.youtube.com/watch?v=15AxqXz6u9U
Det er det farlige ved at spille traditionel, sangbaseret rock. Der er en masse inspirationskilder – i The Gaslight Anthems tilfælde Bruce Springsteen og The Clash – og man skal på én gang leve op til dem og levere noget nyt. Når man befinder sig i et tekstunivers, hvor de helt store ord ofte kommer frem, skal man især passe på. Hvis man ikke passer på, begynder anmelderne at sammenligne med uhippe navne som Runrig og The Alarm.
Jeg forlanger bestemt ikke eksperimenter; faktisk holder jeg meget af denne slags traditionelle rock – på denne blog har jeg ofte rost The Replacements og Bruce Springsteen (og selvfølgelig også The Clash, men netop dén gruppe burde der indføres et moratorium for at nævne). Og Jesse Malins nye album kan jeg rigtig godt lide. På American Slang er sangene simpelthen ikke helt så fængende som på forgængeren. Det er ikke noget decideret elendigt album, bare ikke hvad jeg (og Jens) havde håbet på.