Ugens mest rosende omtalte Arcade Fire spillede torsdag aften Madison Square Garden i New York. En vis Terry Gilliam var tilstede og filmede showet til livestreaming på YouTube. Her små fem minutters indtryk gennem åbningsnummeret ‘Ready To Start’…
5 tanker om “The Suburbs of New York”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Har nu også fået hørt The Suburbs og for tredje gang i træk føles en plade fra Arcade Fire som et mesterværk allerede fra første gennemlytning. De to første plader står (hos mig) lige stærkt i dag.
Ikke alle store plader kræver således 9-10 gennemlytninger, før der er hul igennem – men nogle gør.
Man må nok også erkende, at der nok er en del plader derude, der ville vokse sig store, hvis de fik 9-10 chancer for det (ingen fornærmelse af The Walkmen tilsigtet).
Glæder mig til The Suburbs…. Var også en af de mange, der elskede Neon Bible – takket være denne hjemmeside/blog opdagede jeg denne perle af en plade – og de anmeldelser jeg har læst i diverse aviser af The Suburbs har ikke gjort mine forventninger mindre.
Ja – Jens du har jo ret i, at mange af de plader man holder mest af, typisk er plader som udvikler sig ved flere gennemlytninger. Måske er det også sådan med Lisbon?
Men vil dog se frem til at høre The Walkmen live, hvis en sådan mulighed skulle være mulig på dansk grund.
Jeg kan læse, at du allerede har hørt Interpols kommende plade på den nærliggende campingplads 😉
Kan du ikke løfte sløret for, hvordan den lyder?
Tak for indlægget, Rozzer. Var også først selv skuffet og havde svært ved at finde den rette grimasse. Men efter en uge og 9-10 gennemlytninger er jeg begyndt at blive rigtig glad for Lisbon. Mon det er udfra devicen, at man kan vende sig til alt…? Vil høre pladen noget meget mere, lover at vende tilbage og skrive om den her nær release i september. Men kan du virkelig alvorligt mene at ‘Blue As Your Blood’ og ‘Torch Song’ ikke er storslåede sange i både ord, musik og præstation?
Interpol-albummet? ja, det kræver altså også lytterarbejde og tilvænning. Måske det er sådan med de plader man ender med at få et meget personligt forhold til. Det håber jeg lige nu ialfald… 😉
Kan man få “tændstikker til ørerne”?
Ja – nogle gange er forventningens glæde den største. Endda ofte. Tidligere på året var det Gorillaz med Plastic Beach, som jeg kedede mig bravt til, på trods af nogle fine sange indimellem, meeeen….
Sidens to forfattere har jo lagt i kakkelovnen mht. det kommende album med – der her på siden voldsomt hypede – The Walkmen.
“Lisbon” har på trods af en semptember dato allerede gjort sit indtog i cyberspace, så jeg har lige lyttet det igennem 2-3 gange.
Lad mig indledningsvis understrege, at jeg godt kan lide bandet, men betragter mig ikke som stor fan.
Pladen starter hædeligt. Track 2 “Angela Surf City” er faktisk et fint uptempo nummer med god drive og potentiale for at blive spillet live.
Mellemnummeret “Follow The Leader” virker meget planløst i mine ører.
Herefter kommer “Blue As Your Blood”, som teksmæssigt virker noget tyndbenet. “I Give You All My Love, But My Heart Is Broken..” og mere i den dur. Her kan vi vist alle være med ;-)Nummeret udvikler sig ikke rigtigt.
Singlen “Stranded” med sølvbryllups-blæsere kender de fleste vist allerede. Trods en fin start synes jeg sgu, at der mangler noget krudt i den sang. Nu begynder jeg at kede mig. Og her er jeg nået til track 5 (reelt track 4, da der er et mellemnummer). Færre messing blæsere tak !
“Victory” er umiddelbart bare kedelig. Min sejr var at fuldføre. 2 gange indenfor 1 time.
“All My Great Designs” er omend endnu mere kedelig. Skuffelsen breder sig mere i kroppen.
“Woe Is Me” ændrer ikke rigtigt i mit indtryk. Stadig kedeligt og uinspirerende…
“Torch” burde have hedet “Torture”. 4:08. Kan jeg mon klare en 3. gennemlytning uden at zappe. Nej. Efter 3 min må jeg lige møre halvlegsvurderingen fra Mehmet Scholl på ARD. Bayern-Schalke 04 spiller en kamp, hvor Lisbon ville fungere som et fint soundtrack.
“While I Shovel The Snow” er simpelthen ulideligt kedelig. Kommer til at tænke på Steffen Brandt, der i en eller anden sang synger, “Der trænger til at blive skovlet noget sne”. Og det gør The Walkmen sateme også.
Albummet sluttet af med et festfyrværkeriet af en titelsang. 6 minutter i samme dur.
Jeg har ikke lyttet så meget til teksterne endnu, så det er primært selve musikken, jeg har kommenteret på. Selvom det da også blev til en svada til “Blue As Your Blood” for det tekstmæssige.
Men jeg kunne helt sikkert ikke have gjort det bedre selv 🙂
Nu vil jeg se frem til Interpol, som jeg forventer mig et mesterværk fra. Men singlerne har nu gjort mig lidt nervøs.