The Incident
Bob Dylan kan ikke bare turnere uendeligt, synge så det lyder som vinden der blæser gennem et tusindårigt træ og skrive nogle af de seneste 50 års mest omtalte, beundrede og fortolkede sange – han kan også male. Og for første gang nogensinde fremviser Dylan nu sine lærreder, endda i København, på Statens Museum for Kunst, hvor hans udstilling The Brazil Series netop er åbnet og de næste måneder kan besøges.
Hans form ligner noget 100 år gammelt modernisme og motiverne ligner noget fra 1950 og 1960’erne. Det der med at Bob har rejst lidt rundt i Brasilien og suget til sig og så kom der nogle billeder ud af det – hmm, hvornår var det han rejste rundt? hvilket brasilien? Flere billeder ligner billeder fra avisartikler, og noget man har set før et eller andet sted – sort sangerinde, barbersalon, kvinder ved et kors, ensom bokser, amazon-kvinde i jungle med sværd (!!!) – ”visuel popkultur arv”…
Men hele denne her modernisme + 1950er pastiche er vel også hvad der er i gang på de seneste albums, og som var tæt på for meget på Together Through Life. erfaringer og form som han kopierer helt skamløst i en lyd og tekster, som ingen seriøse kunstnere ellers ville røre.
Det synes jeg var svært at komme ud over, da jeg så udstillingen. Men på nogle af billederne (og de seneste albums) sker der alligevel noget mere. Billedet med bugtaleren, fx, er en tyk kliche, men jeg stod alligevel og kiggede længe…
Jeg synes det ikke. Det virker som noget man har set før, uden at bære samme kvalitet som det man mener at have set før.
Pressen siger nej: http://ibyen.dk/kunst/article1052736.ece. Jeg bedømmer selv på onsdag.
Men er Bob en god kunstmaler? Jeg er ikke så sikkert.