Hun spillede support i Falkoner til Grinderman og ude fra forhallen – kom hende aldrig nærmere den aften – hørtes en mørktmelodisk musik, hvis skaber positivt lød til at have de bedste 2-3 plader med Siouxsie & The Banshees stående i sin samling. Debutalbummet kan mere end det, heldigvis. Produceret af PJ Harvey-manden Rob Ellis bydes på et organisk og dybt lydbillede, der ligger fint til de enkelt instrumenterede, nærmest gammeldags-klassiske sange, ofte centreret omkring Calvi’s twangede reverb-guitarspil og så hendes dramasøgende stemme, der maler længsel, tiltrækning, sammenstød, afsked fra start til slut. Skygger af PJ, Morricone, David Lynch, tidlig Suede (!) og Jeff Buckley flimrer forbi i et filmisk sortromantisk univers, hvor hovedattraktionen dog først og fremmest bliver Anna Calvi selv. Ikke noget mesterværk denne debut, men når som bedst – ‘No More Words’, ‘Desire’, ‘First We Kiss’, ‘Blackout’ – ret uimodståelig. En solid indledning på en karriere, der ifølge engelsk musikpresse bør blive lysende.