I dagens udgave af dagbladet Information argumenterer Center for Vild Analyse for at Caroline Wozniacki har en hel del tilfælles med psykoanalytikere i sin tilgang til medierne og her især sportsjournalisterne. Ligesom en analytiker spiller bolden tilbage, således gør Caroline W. det også. Og ligesom analytikeren på én og samme tid både fremstår tiltrækkende og gemmer sig bag sin identitet og dermed skaber en overføring (som Freud kaldte det), sådan viser/gemmer Caroline sig også. Jvf. alle spekulationerne om, hvem hun mon er kæreste med.

Men de rigtig interessante bemærkninger kommer som sædvanlig til sidst:

Det fortælles om den gamle hippie-tennisspiller Torben Ulrich, at han engang mødte en modstander, der var en slags ekstrem udgave af Wozniacki. Ikke alene spillede han bare boldene tilbage uden at tilbyde noget særligt udfordrende selv, han gjorde det oven i købet med en endeløs mængde af ballonbolde, der blev ved med at lande bagest på Ulrichs banehalvdel og bare ventede på, at han ville slå fejl på én af dem. Ulrich gjorde det eneste rigtige i situationen. Han lagde sin ketsjer ned på banen og gik sin vej.

Hvis Wozniacki er analytiker, så er det fordi hun med al tydelighed viser, at det egentlig er mærkeligt, at der ikke er flere, der lægger ketsjeren og går. Udvandrer fra presselogen og finder på noget mere interessant at skrive om, eller en anden måde at gøre det på. Måske som Gunnar Nu, der ikke tillagde spillet andet, end det selv indeholdt: »… og Danmark har scoret!« Eller som Jørgen Leth, der vil ind i spillets æstetik, eller som Andrew Jennings, der vil undersøge sportens politiske økonomi. Indtil sportsjournalistikken finder ud af at blive bare lidt mere opfindsom og nysgerrig, er den i hvert fald tvunget til, som Wozniacki ynder at sige, at tage én bold af gangen.

For dette fører mig hen til det, jeg egentlig ville skrive her: Når vi skriver om sport her på bloggen, er det altid om en bestemt sportsgren (ok, jeg kan da huske, at jeg en enkelt gang har nævnt vinter-OL). Vi skriver om de hold fra den pågældende sportsgren, vi følger med interesse og evt. lidenskab. Vi er vrede over pengenes indtog. Vi viser små filmklip med interessante mål. Men jeg synes aldrig rigtig, jeg helt får skovlen under den forbandede/dejlige sport med bolden. Det er en ringe trøst, at vi ikke er meget dårligere end sportsjournalisterne på tv-kanalerne. (Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan Jens har det.) Hvorfor er det så svært at skrive godt om sport?