Gendannede Suede er netop på banen med genudsendte remastrede 2CD+1DVD-udgaver af bandets fem studiealbums. Foruden de oprindelige albumtracks begaves man nu også med en sand overflod af demoer, outtakes, single-B-sider + DVD’ernes omfattende udbud af promovideos, tidsdefinerende Suede-liveshows, enkelte TV-optrædender, samt helt nye interviews med La Brett og Bernard Butler. Befriende at Suede, efter så mange års latterliggørelse og hån i England, endelig igen indtager den respektfulde position, deres output i det store hele gør dem fortjent til. De fire første deluxe-udgivelser kan ikke anbefales kraftigt nok herfra, hvorimod den femte stadigvæk fremstår ligegyldig, sobertam og uskarp.
PS – I hver enkelt plades linernotes giver Brett A sit bud på, hvordan dens indhold og sequencing ville se ud, hvis han kunne gøre det hele om i dag. Spændende læsning og stof til interessante iPod-playlists. Her hans officielle bud på en endnu mere optimal Dog Man Star…
Introducing The Band
We Are The Pigs
Heroine
The Wild Ones
Daddy’s Speeding
My Dark Star
Killing Of A Flash Boy
This Hollywood Life
New Generation
Living Dead
The 2 Of Us
The Asphalt World
Still Life
Ja, jeg tænker indimellem på, at det er synd for de unge, at de må nøjes med Kings of leon og Coldplay, men så kommer jeg heldigvis i tanke om hvor mange middelmådige grunge band, jeg selv har købt cd´er med…Live..Bush…passion orange……osv
Jeg tænkte samme tanke forleden. Den måde alderen viser sig på, er den længde man kan huske tilbage.
Ja, tænk, nutidens teenagere må have det med Nirvana og teen spirit (og efterhånden måske også med Suede, nå nej, de er alle levende i dag, så er de ikke en mye endnu) som os, der var unge i start-1990′ erne havde det med The Beatles. God, klassisk rockmusik, der aldrig går af mode, men fra en helt anden tid. På samme måde – i en anden genre – som man kan have det med Mozart, Beethoven og alle de andre helt gamle rock’ n rollere
Nevermind 20 år senere, det gør altså også lidt nas. Især hvis man snildt er gammel nok til at huske dengang det var 20 år siden at “Sgt Pepper taught the band to play”, noget der allerede dengang føltes som oldtidshistorie …
kan næsten ikke vente med at få fat i de første tre udgivelser. Særligt liveoptagelserne fra Dog Man star ser lovende ud. Kan slet ikke forestille mig, at noget “udkrads” fra det album kan være uinteressant, da det står som et at de bedste album, jeg nogensinde har hørt. Ligesom de fleste andre daler interessen støt fra head Music, der selvfølgelig har et par high lights….New orning kommer jeg sku nok aldrig til at høre i fuld længde igen, så hvorfor købe skidtet en gang til. Nirvanas Nevermind er forresten også på vej i en jubilæumsudgave. Måske man så endelig kan få svar på om Butch Vig gjorde pladen en tjeneste eller en bjørnetjeneste
Screamadelica er også kommet som 20 års jubilæums deluxe genudgivelse. Hjælp man er blevet gammel!
😉
Dog Man Star er fanfuckingtastisk! Coming Up er ung og stærk, og det er den første vist også (år og dag siden jeg har hørt den)…
Gider dog ikke ud og geninvestere i de nye udgaver: Grundlæggende irriterer cder med bonusnumre lagt i røven af den originale studieudgave mig. Hvis de imidlertid også udsendes som labre dobbelt long players, hvor ekstramaterialet er lagt på en skive for sig, kunne jeg derimod godt finde på at svinge kontokortet…
Brett skriver i bookletten om, at det blandt Suede-tilhængere er en meget undervurderet plade. Han mener selv den viser et band på vej mod nye horisonter. At Suede så på Head Music sjældent kommer helt derhen, men som oftest sidder fast i uinspireret sangskrivning, kommer han ikke så meget ind på. Sigerb dog at albummet ville have haft godt af en ‘harsher editing’. Det trættende pophit ‘She’s In Fashion’ omtales iøvrigt lidt foruroligende som ‘one of the best sounding, most modern records we ever made’…
She still live in a house, she still stupid as a mouse … og Brett kan stadig godt lide ‘Indian Strings’ af en eller anden grund.
Head Music nydes vist stadig bedst med ‘Down’, ‘He’s Gone’ og ‘Everything Will Flow’ strøet gavmildt ind i den herlige playlist med deres 50 bedste 🙂
New Morning vil jeg ikke spilde penge på igen, så den kan jeg ikke svare på. Synes selv ‘Simon’ er ret ligegyldig. Alternativ Head Music ser således ud:
Electricity
Savoir Faire
Can’t Get Enough
Crackhead
Everything Will Flow
Down
She’s In Fashion
Hi Fi
Indian Strings
He’s Gone
Leaving
Heroin
Hov, der røg ‘Elephant Man’…
Den var allerede 90’ernes bedste plade – det der er jo bare ren showboating 😉
Må man spørge en der ser ud til at have købt dem alle om, hvad de alternative udgaver af Head Music og New Morning skulle være? Der gemmer sig jo lidt godt i baggrunden af selv den sidste, såsom ‘Simon’ ….