En dag forsinket, men bedre sent end aldrig, et hipstamtic-skud, et klip og lidt tidsløs musik til at markere Kongens dødsdag, 1977 i Memphis, Tennessee. Gad vide hvordan Elvis rent musikalsk ville have tacklet firserne, halvfemserne og hvad kom efter? Og om det nogensinde kunne være lykkedes ham at slippe ud af Nordamerika og turnere det Europa, som han efter sigende drømte om, men var ude af stand til pga. Colonel Parker’s angst for selv ikke at blive lukket tilbage ind i USA igen? Ville have været mere end iorden med en Elvis Presley-aften i Idrætsparken eller somewhere. Så længe ialfald han ikke var på den deroute, der blev hans sidste år i live. Her er han i 1968, anderledes skarp som et barberblad og netop genoplivet musikalsk som menneskeligt efter 6-7 washed-out år i Hollywood. Føromtalte Parker var iøvrigt meget imod, at Elvis skulle synge netop denne sang til det berømte comeback-show, da han frygtede dens klare sociale budskab ville give hans stjerne store politiske forklaringsproblemer. For én gangs skyld tog Elvis sagen i egen hånd og fulgte sit hjerte – det skulle han have gjort så meget, meget oftere…