Så skete det – og dog

I det seneste stykke tid har vi ikke rigtig skrevet noget om politik her på bloggen. Der har været travlt med turné osv., men det er ikke kun derfor. Jeg kan vel kun tale for mig selv, men jeg er ved at blive sløv efter 10 år. Heller ikke Jens kan længere hidse sig op, når vi snakker sammen. Pia Kjærsgaards nationalisme og VCs mantra om forbrugsfest runger efter 10 år så højt i det indre øre, at ingen kan lytte til hinanden eller finde en udvej ud af moradset. Lige siden 2011 har vi længtes efter at slippe af med den regering, der nu går til valg, men efterhånden har det virket som om det aldrig ville få ende.

Det tror jeg stadig ikke på at det gør. Venstre og Konservative kan fortsætte som regeringspartier efter 15. september og jeg får så til gengæld min champagne af Mølleren. Dette er min klare fornemmelse, desværre. Det skal dog ikke afholde mig fra at stemme og at stemme nej til VCO-partierne og alt det, de står for. Gå I nu hen og gør ligeså og hold derefter politikerne fast på alt det, de lover og ikke lover.

12 tanker om “Så skete det – og dog”

  1. Inden for fodbold og musik er det jo sjovt at lave statistiske lege, skal ikke også prøve inden for politik. Demokrater i USA fører til S-regeringer i DK, og Republikanere fører til borgerlige – i hvert fald de seneste 30 år:

    1981: Reagan/Bush 1982: Schlüter
    1993: Clinton 1993: Nyrup
    2001: Bush 2001: Fogh
    2009: Obama 2011: Thorning-Schmidt

    Håber det går sådan. Er ikke altid vild med Thorning-Schmidt og Søvndals leflen for boligejere og stramninger i udlændingepolitikken og kan frygte økonomien kan sejle for meget under S-SF. Men overordnet set: Meget hellere dem end den nuværende regering og dets støtteparti (S-SF har dog brug for de radikale både på det humanistiske og økonomiske område, omend deres pludselig melding om en folkeafstemning om betalingsringen virker absurd). Og desværre stiller Retsforbundet ikke op.

  2. Ikke flere væddemål til mig. Jeg har ikke plads til alle de flasker i skabet.

    Tænk også på følgende: I de sidste 25 år har der været 8 år med socialdemokratiske regeringer og 17 med VC-regeringer.

  3. HazyDavy, du har ret med din Irak-pointe om finansministeren, som iøvrigt får brug for ikke så få beroligende midler de næste uger til at tøjle sit koleriske temperament. Men – som Fassbinder udtrykte det – angst æder sjæle op, og lykkedes det at male et tilpas skræmmende undergangsscenarie op af et DK under Thorning/Søvndal & co, er alt åbent. Og derved måske lukket.

  4. Jens, jeg deler for så vidt din og Pastorens frygt for at det kunne ske, men jeg mener bare ikke at det er realistisk, sådan som det politiske landskab ser ud lige nu. Jeg deler da også langt henad vejen foragten – et fromt ønske herfra er at Anders Samuelsen kan prædike sin messianske neo-liberalisme fra byrådssalen i Horsens. Møgbeskidt valgkamp og frygtmobilisering? Jo, bestemt. Men indtil videre vækker én af kampagnens spydspidser, landets finansminister, mestendels minder om en irakisk informationsminister for ikke så længe siden. Jeg mener faktisk godt man kan tilkende et flertal af vælgerbefolkningen så stor kløgt, at de kan gennemskue lige præcis det nummer.

  5. Webmaster Pastor har ikke helt uret i sin pessimisme. En møgbeskidt underlødig valgkamp der kører på økonomisk frygt og tab af danskhed, kan meget nemt pådrage Danmark fire år til med en Dansk Folkeparti-styret VK-regering + de nævenyttige kryb fra LA-Saxobank.

  6. Jo, den bemærkede jeg også. Omvendt er der denne:
    http://jp.dk/indland/indland_politik/article2526223.ece

    Pessimisme, resignation og meget mere kan altsammen have sin plads i forhold til din personlige udlægning af et muligt udfald af valget, Pastor, men i lyset af hvad sagkundskaben på området synes at pege på, mener jeg faktisk ikke at det er synderligt realistisk. Jeg håber du forstår at jeg tilkender div. målingsinstitutter en større grad af fornemmelse på området.

    Men i øvrigt: Jeg tager da gerne et væddemål med dig her på falderebet? Vi kunne jo sætte en flaske champagne på højkant…?

  7. Min fornemmelse for at VCO-regeringen kan fortsætte? Pessimisme, intet andet end realistisk pessimisme. Det skal nok lykkes nogen at hive de farlige udlændinge frem i rampelyset igen eller også appelleres til der til bilisterne eller den økonomiske ansvarlighed. Når danskerne står i stemmeboksen, søger hånden automatisk ned mod V, C og O.

  8. Pastor, jeg er nødt til at spørge: På hvad bygger du din fornemmelse? Meningsmålingerne har i omkring et år entydigt peget på et regeringskifte, og heller ikke på det seneste er der ændret på dette billede.

Skriv et svar