Efter meget forskellige men begge fine shows i Pumpehuset den seneste uges tid med Blonde Redhead og Henrik Hall, blev forestillingen om, hvad en koncert kan bringe, taget endnu længere op med Håkan Hellström’s to timer, samme sted torsdag aften. Vi kender INGEN der som Håkan ken tryllebinde sit publikum med illusion om, at her og nu er allerførste gang, og det trick lykkedes også denne gang. Men alligevel, den uforbeholdne kærlighed og ekstatiske respons han fremkaldte fra start til slut var helt vanvittig. Ikke engang Morrissey kan være med her.
Overværede engang Håkan, lige da han var startet ud, spille support for Nina Persson i Store Vega. Kun få kendte ham da han og bandet gik på scenen i relativ stilhed, men ved settets afslutning, en lille times tid senere, var hele salen et jublende inferno af uforbeholden kærlighed. Det er sådan han virker på folk. Som Nina Persson stille indrømmede lidt senere, havde hun valgt den forkerte opvarmning. Hendes aften var forbi før den begyndte. Vi gik 5-6 numre inde i hendes umulige kamp, skyskraberhøje på Hellström’s sange og måden han havde givet sig på.
Her i landet ville det aldrig gå at blive folkepopulær, med en så slingrende popmusik af outsiderskrøbeligt indie-temperament. Danske indiepopbands må have konform, ansigtsløs og konservativt overdådig finish, skal de nå det større publikum. Og det er ikke en kritik af f.eks. Spleen United, bare ren observation. Okay, så er der modsat hele den såkaldte ‘troubadur’-scene a la Nøhr, Buttenschön og West, men deres fælles disciplin er vel først og fremmest højdespringet uden højde. Almindelighedernes sikre holdeplads.
Hvilket bringer os tilbage – thank god! – til Håkan. For hans talent bruger jo også det banale, det helt hverdagsagtige, men på så anderledes nøgen, personlig og brændende vis, at relevans og umiddelbar følelse ligefrem vælter ud af sangene. Og det er vel derfor han blev modtaget så ekstatisk som han gjorde i Pumpehuset, hvor mindst det halve Malmö City var tilstede. Taler også om, at bortset fra den unge Bruce Springsteen, ca. årgang 1978-81, har vi ALDRIG nogensinde set et så charmerende, indtagende og vindende menneske stå på en scene. Aftenen blev derfor en kæmpefest.
23. juli spiller Kent på et slot – endnu en ‘eksklusiv slotskoncert‘! – nord for Helsingborg, og har netop annonceret Håkan Hellström som aftenens support. Den kombi skal vise sig fatal på slottet for Eskiltuna’s angstkonger, hvis ellers så fine musik næsten uværgeligt vil fremstå klodset og skindød, efter Hellström og hans svenske E Street Band har taget publikan med hele vejen gennem de tusinde popreferencer til den fineste, fineste selvforglemmelse.
PS – Skal nogen forbi Oslo iaften, er Håkan og hans syvmands-band på Rockefeller. Lørdag aften gælder det Stockholm’s Arena.
Det lyder som endnu en dejlig aften med Håkan H. Håkan er altid et skud positiv livsenergi. Jeg ved, at jeg åbner mig for alle former for spot, når jeg indrømmer, at jeg i torsdags var i – et meget lidt fyldt – Gimle og se søde Marie Key i stedet for at opleve Håkan i Pumpehuset. Uden sammenligning i øvrigt var Mariepigen nu også en god og livsbekræftende oplevelse.
Jeg misser desværre også den nævnte dobbeltkoncert med Kent og Håkan H. på Sofiero, da jeg med familien skal en tur til USA til sommer. Til gengæld vil jeg i den forbindelse forsøge at lægge turen forbi den trailerpark i Ypsilanti, Michigan, hvor Iggy Pop voksede op (det er dog ikke sikkert at resten af familien er henrykte for denne idé). Til lykke med de 61 Iggy!
Og hvis webmaster tillader et spring ud ad en tangent, så vil jeg afslutningsvis opfordre alle elskere af hurtig, glad-i-låget countryrock (der må sgu da være nogen derude) til at lægge vejen forbi Pumpehuset den 8. maj, hvor legendariske Jason and the Scorchers lægger vejen forbi. Som tilfældet er med Håkan, er det en fysisk umulighed at forlade en koncert med Jason Ringenberg uden et smil fra øre til øre!
Jens.. Er opmærksom på, at du ikke er ude med kniven efter Spleen.. Men tag et kig og et lyt, næste gang de kommer forbi et spillested i nærheden af dig.
Jeg hørte dem på VoxHall i påsken og på de ni måneder, der er gået siden jeg hørte dem sidst (på Spot), er der sket meget.
De har bevæget sig væk fra det 100 pct. perfektionistiske og er nu et band, der kommer ud over scenen og ikke længere er bange for at vise følelserne, når de står på scenen.. Meeen det er vel ikke for alvor lykkedes dem at nå et større publikum endnu?!?
Det var min første koncert. Jeg skulle vel lige overvinde mine forbehold mod hans stemme. Kom også til at tænke på Springsteen. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet andre, der kommer op på samme niveau. Et ungt Manu Negra var også fantastiske, da jeg oplevede dem et par gange i Montpellier lige før Murens fald, men det er ikke samme kærlighed, de udtrykker. Det er heller ikke samme naturlighed.
Hellstrøms naturlighed er særegen. Det er ikke blot, at han elsker at stå på scenen, og han har så vindende en personlighed, at man kun kan elske ham. Også musikken elsker ham – har man på fornemmelsen. Og det er en slags gensidigt kærlighedsforhold, der gør ham til selve Musikken og Poesien, når han står deroppe.
Nu har jeg lige læst, at Danny Federici døde i går – på nogenlunde samme tid, som Håkan indtog Pumpehuset. Det er både sært og sørgmodigt og meget livsbekræftende at tænke på.
Det var en fantastisk koncert i Vega med Håkan og bandet i matros uniformer – og et ungt ekstatisk (svensk) publikum på plads foran scenen. Husker også Kim Skottes ret negative anmeldelse i Politiken hvor han bl.a. sammenlignede Hellström med en duracell-kanin. 😉