Husker du os nøgne i dynen
du og jeg?
jeg længtes efter dit
åndedrag
dine læber i mit øre
vi har alt og ingenting
udenad
jeg ved ikke hvad jeg skal gøre– Andrea Valbak
I Information i dag skriver Nola Grace Gaardmand om danske poptekster, der ofte beskyldes for at være mere banale end før. Her udtaler en “Jens Unmark, der blandt andet er manden bag Love Shop”:
Det er meget let at kritisere nutidens popkunstnere for at være banale. Men man kan bare se, hvor populært det er – det rammer tydeligvis noget hos folk, og det er jo lige præcis det, popmusik kan. Tale til følelserne hos sit publikum, og det gør nutidens popmusik i den grad.
Det kan jeg ikke være uenig i. Det er dette citat fra den egentlig velmente artikel, der undrer mig:
Spørger man én af de unge popsangskrivere, der selv bevidst leger med sprogets banaliteter, er der rigtig nok sket et skred med hensyn til popteksternes kvalitet, siden kunstnere som Tue West gjorde det populært igen at skrive pop på dansk.
Jeg vil ikke sætte navne på hvem der gjorde det acceptabelt at skrive pop (i ordets bredeste forstand) på dansk igen, men Tue West er ikke en af dem, der først falder mig ind.
Det kunne aldrig falde mig ind at kritisere nogen for at synge på dansk. Næsten alle, der synger på engelsk uden at have sproget som modersmål, ender med at falde igennem på tekstsiden. Det er en større procentdel af dem, der synger på dansk og har dansk som modersmål, som ikke ender med at falde igennem på tekstsiden.
Men nogle gange ville jeg ønske, at der var plads til tekstforfattere. Det er ikke altid, at gode vokalister også skriver gode tekster. Nogle gange kunne det hjælpe (som også Nørlund, der jo sagtens selv kan skrive en god tekst på dansk, har bemærket det engang). Måske har vi brug for en moderne Thøger Olesen, den legendariske nordjyske tekstforfatter, der på én og samme tid favnede revy, Dansktop (er Rasmus Seebach, Medina i virkeligheden ikke vore dages pendant til Dansktoppen?), Poul Dissing og regulære protestsange. Thøger Olesen skrev “Hvide rose fra Athen”, men han skrev også “25 minutter endnu”!
Nu vil jeg så nødigt fedte for denne blogs indehaver, men jeg mener, at det var et andet dansk band, som i begyndelsen af 1990′ erne, hvor den engelsksprogede bølge i DK var på sit højeste, satte helt nye standarter for, hvordan man kan udtrykke sig i dansk pop/rock.
Andre lod sig heldigvis inspirere, og derpå fulgte vidt forskellige bands som fx. Ibens i sen-90′ erne, Newphew i 00’erne, der er fælles om at nævne Love Shop som en stor inspirationskilde i dansk musik.
Ibens var næppe dem der gjorde det kosher at synge på dansk igen, men jeg vil vove den påstand, at det var der det startede.
Medina, Seebach & co. er netop vores tids dansktop. Sagde jeg også til artiklens journalist, men det kom så åbenbart ikke med. Lidt ærgeligt, for det er en vigtig pointe når de nævnte skal analyseres og bedømmes.