Jens blev engang kaldt for 90′ernes Rifbjerg. Det lo han meget af.

Selv mødte jeg for snart mange år siden den oprindelige Klaus Rifbjerg (det var endda i Edinburgh), og han var en venlig og meget vidende mand. Han er en af det 20. århundredes største danske forfattere, og produktiv er han også. Men somme tider er der tomgang i foretagendet.

Det gik op for mig, da jeg læste Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Rifbjergs nye essaysamling Januar +. Notater 1.1.2012 til 20.2.2012. 

Et sted skriver Skyum-Nielsen:

De 17 bidder herfra anlægger til at begynde med en lysere og lettere tone, som om forfatteren har taget fri fra sin rolle som Rasmus Knarvorn, men aldrig så snart har han hørt Beethoven og set et tv-program om bebop, før han partout skal ytre sin uforgribelige mening om Roskilde-festivalen, hvor han velsagtens aldrig har været.

Skråsikkert slår han alligevel fast, at op imod 100.000 mennesker »forcerer mudder og tonsvis af affald og bræk for med begejstring at lytte til musik, der lyder som en kat smadret ind i en stortromme forstærket med 10.000 watt.«

Det minder temmelig meget om noget, Ole Hyltoft udtalte i 2007 (og som jeg skrev om her på bloggen). Noget siger mig, at jeg har flere metalalbums end Klaus Rifbjerg.

Hvis det så bare var dét… også jeg har været træt af de danske musikfestivaltraditioner af og til (men i år skal jeg stå der selv, midt i regnen). Jeg frygter, at Klaus Rifbjerg på sine gamle dage er blevet en ureflekteret kværulant.

Dens slags selektion bremser ikke Klaus Rifbjerg, hvis elegant turnerede ord simpelt hen sidder for løst. Hvorfor skal han insinuere, at fanger i politiets vogne automatisk får bank? Hvad er det for en fortid, han taler om, når han bralrende siger, at »børn og voksne døde som fluer«? Hvordan kan han generaliserende fastslå, at »lykkelige er vi fanden gale mig ikke«? Hvad bilder han sig ind, han, som af NATOs generalsekretær forlanger, at denne skal »frigøre sig selv og blive et anstændigt menneske«? Hvad er det dog, der stikker ham, da han, kortvarigt stillet over for Kastrup Lufthavs sikkerhedskontrol, ytrer, at »alle de kors der slås til sikkerhedens bevarelse, er mere dræbende end selve terroren«?

Den slags kan man måske tænke et kort øjeblik i en sikkerhedskø, men det skal ikke skrives og slet ikke stå i en bog.

Den slags er trist at se. Jeg håber ikke at 90′ernes Rifbjerg og hans medblogger er havnet i en tilsvarende rutine og er endt med at blive syrlige ældre herrer.