Med en af årets absolut bedre plader – forårets The Evangelist – på sin signatur spillede Brisbane, Australien’s egen Robert Forster søndag aften Lille Vega med sit orkester. Hans gamle band The Go-Betweens – opløst ved Forster’s sangskriverpartner Grant McLennan’s død i 2006 – var ikke kendt for musikalsk ekvilibrisme, men klarede alligevel som oftest de noget ubehjælpsomme liveshows hjem på en effektiv cocktail af storslået sangkatalog og absolut kollektiv charme. Hans nye kvartet burde minimum have sikret sig samme forudsætninger, men desværre.
Denne aften i Vega begyndte passende med Forster alene, hans flamboyant uskolede stemme, hans simple guitarspil. Men som bandet langsomt sivede på scenen tog tingene den forkerte vej. En skomagerbasspillende kvinde fra Manchester. En meget ung trommeslager, der i sit småt anlagte nonswing fremstod, som havde han været oppe for mange nætter i træk. Plus en uentusiastisk og blegtlydende guitarist/keyboardspiller, hvis evner absolut også var til at overskue. Hvilket band!
Robert Forster lever i sin musik for øjeblikke af awkwardness. Hans bedste sange – dem er der mange af – highlighter det utilpassede, det aparte, det akavede, ofte på en gribende romantisk måde, helt ned i mindste detalje. Således kan det nærmest for ham fremstå som et plus, når han alene på sin guitar kikser et break inde i en sang. Men når hele hans band gør det samme er virkningen markant anderledes, og sender oplevelsen direkte i FAJABEFA-øvelokale med ubehjælpsomt sammenspils-jam.
En udsøgt sangskriver som Robert Forster fortjener bedre, end det arbejdsmands-sammenrend der var med på scenen i Vega. At han på det seneste har opgivet tanken om setlistens dramaturgi, og synes at chance den undervejs i showet, skal så heller ikke gøre noget nemmere. Hvor oplevelsen burde have peaket – efter på det tidspunkt overraskende fine udgaver af ‘Darlinghurst Nights’ og ‘Spring Rain’ – blev København istedet bragt til fuld stop med ‘I Can Do’, en fra Forster’s fortid lang og obskur boogiewoogie-rundgang, en hovedrystende skam. På den tilfældige baggrund missede han den gyldne mulighed og fik aldrig spillet ‘From Ghost Town’, det essentielle slutnummer fra The Evangelist.
Min schweiziske ven, der havde set frem til at høre Robert Forster, gik midtvejs i 2. set, dejected. Efter showet endelig var forbi, og Forster modtog folkets hyldest for det han er, snarere end hvad han her formåede, ville jeg ønske, jeg havde gjort det samme. En så anarkistisk taget frihed havde nemt været aftenens højdepunkt.
🙂 modtaget og ja vi tager en kamp af gangen … Hull kampen er jeg lidt nervøs over – men alle store hold tager vel 3 points mod Stoke 😉
Teddy S.
Jeg sidder i Aalborg Øst ved min Powerbook med udsigt til regn (og et tomt tekrus), så lige her er det begrænset hvor høj stemningen er. Men ellers er alle ved godt mod. Cimbrertyren er i anledningen blevet malet rød og hvid og forsynet med en bold.
Hotelværelser er der ikke mange ledige af – dog mest fordi der for år tilbage blev planlagt en stor kongres i Aalborg i netop denne weekend. Så de United-fans, der ville rejse hertil, var i stort omfang skuffede.
Uanset hvad man ellers måtte mene om Manchester United, er det en oplevelse at få dem hertil – et både verdensberømt og dygtigt mandskab som dem er det ikke hverdagskost at have som gæster på Aalborg Stadion. Det er dog (forhåbentlig) mere realistisk for AaB at få nogle sejre i superliga-sammenhæng.
– Pastor, hvordan er stemningen i Ålborg?
Sheringham, før du danser på bordene over en kommende Liverpool-skalp, skal du så ikke lige fokusere på den urimeligt vanskelige hjemmekamp I har på søndag mod Hull City, der som #6 i Premier League ligger hele 14 pladser over jer!?! For slet ikke at tale om nedrykningsbraget ugen efter, ude mod favoritterne fra Stoke City. 😉
og 1-0 igen – når vi sender Liverpool ud af Carling Cup’en …
Sheringham
Første fodboldrelaterede succesoplevelse i år for denne spurs-fantast!
1-0 til dig, HA.
Det kunne være rigtig sjovt at se Steven Gerrard blandt ligesindede verdensklassespillere…
En nyforelsket og lottovindende musikanmelder på en statsbetalt overdodsis lykkepiller….?!? Noget må kunne forklare den skævridning. Læs bare her:
“Årets koncert
Musikken svigtede heller aldrig. Den skarpe krydsning af pop og rock var (og er) uimodståelig; tag eksempelvis ’Head Full of Steam’ og ’Born to a Family’. Alle sangene blev løftet af de tre perfekte backingmusikere, der alle spillede, som gjaldt det livet.
Foruden Pickvance og Thompson markerede den blot 21-årige trommeslager, Matthew Harrison, sig som et ægte fund af en tightspillende tøndebasker.
Med disse musikeres elegante eksekvering af materialet, kunne Forster have spillet i tre timer, uden at det havde gjort noget…”
Anmeldelsen i BT er negationen af Jens’s oplevelse:
http://www.bt.dk/article/20080929/koncerter/80929003/
Utroligt.
Adele Pickvance har spillet bass på de seneste 3 Go-Betweens albums … så hun er næsten en fra familien – de resterende vil jeg ikke kommentere på da jeg ikke er musiker, men vi skal huske på at Robert Forster kun er en stor kanon for nogen af os – Jeg tror næppe, at han har råd til eller kan samle et ‘superband’ omkring sig til en tour – så en ‘rookie’ på trummer og en ‘multi instrumentalist’ til resten er sgu da fint … for det er jo Tobert det handler om … og hans præstation var i ‘verdenklasse’ …
… og de der fodbold sammenlignelser er tarvelige 😉 … du ville måske hellere undvære at se Steven Gerrard trylle på kløvemarken en søndag morgen med det lokale serie 3 hold – altså trylle bare for dig og 50 andre ?
Sheringham
Pastor, ingen grund til at stole ekstra på mig. Rnhver modtagers oplevelse bærer vel lige meget vægt, uanset erhverv.
Sheringham og Bookseller, jeg forstår jeres begejstring for Robert Forster’s personlige karisma og udstråling. Men tænk hvis I ikke blot havde fået den, men også en musikalsk ledsagelse af samme format – hvilken aften kunne det så ikke have været?
Ville gerne have delt jeres begejstring i går, men bandrt var simpelthen for 3. klasses-tarveligt i kvalitet.
Jeg mener, man kan måske også glædes ved at se Steven Gerrard spille med et Serie 3-sommerhold, men er det ikke langt sjovere at se ham for alvor blandt ligesindede verdensklassespillere?
Jeg så Robert Forster for snart mange år siden, og det var en noget slasket omgang – men han kom da frelst igennem.
Selv tillægger jeg Jens’s bedømmelse ekstra vægt, da han selv har mange års erfaring fra den side af scenen, som Robert Forster befandt sig på.
Enig med Sheringham – Forster blotte tilstedeværelse, i særdeleshed
den krøllede mimik, var fantastisk.
I den forbindelse nærmest FORDRES nogle skævheder i musikken,
hvilket ikke er det samme som “klamphuggeri”, Hr. Pastoren !
Som The Bookseller må jeg desuden knytte en kommentar til billedet
af Mr. Forster, “Brisbane c. 1923”
Prøv at søge på “James Joyce photos”; THEMODERNWORD,
billedet “Chamber Music” – Détdær er IKKE et tilfælde !
The Bookseller
Bedst denne aften stod efter min mening helt klart numrene, bl.a. fra ‘The Evangelist’, hvor Robert Forster blev mindst muligt bakket op af sit band, med en positiv undtagelse i ‘Darlinghurst Nights’.
I den sidste halvdel af koncerten var der simpelthen for store passager, der var for meget usammenhængende jam-session over.
Enig, Sheringham, Robert Forster – i går sharp dressed til en aften på kontorerne, som på fotoet ovenfor – er en stor personlighed, der fylder scenen helt ud. Men desværre ikke helt nok til at opveje de gumpetunge dele af opstillingen/fremførelsen.
I er galt på den, det var en fantastisk koncert – Robert fylder så meget på scenen,at det er fuldstændig ligegyldigt hvem han har med, både de nye og gamle numre lød formidabelt – setlisten overraskede dejligt – så denne ‘simple’ fan var meget begejstret.
Sheringham
Sikke en omgang klamphuggeri, det må have været. The Evangelist er jo ikke noget dårligt album, så jeg forstår godt skuffelsen.
Hvem burde Robert Forster alliere sig med i stedet? På Danger In The Past er der udmærkede musikere – så hvis Nick Cave igen ville låne musikere ud, var det oplagt.
Howie Gelb har nu en udgave af Giant Sand, hvor de andre medlemmer er danskere. Dét var selvfølgelig også en mulighed!