Jeg har først fået hørt det seneste album med Manic Street Preachers nu. Titelnummeret fra Rewind The Film dukkede op her på bloggen for nogle måneder siden. På mange måder er det typisk for albummet, som jeg synes er et af deres absolut mere vellykkede. Den walisiske trio er forbi sin storhedstid på hitlisterne og kan næppe fylde et stadion igen udenfor hjemlandet, og selv om de seneste par albums havde stedvist godt melodimateriale, var det som om de stod lidt i stampe også. På Rewind The Film er der en hel del mere eftertænksomhed at spore; der er skruet ned for de Brian May-agtige guitarudladninger og i stedet er der kommet en akustisk tone ind. På et par af numrene er det andre end James Dean Bradfield, der synger det meste. Titelnummeret, hvor Richard Hawley gør det rigtig flot, er det ene eksempel. Og så er der et instrumentalnummer – jeg tror det er første gang for dem. Af og til har Bradfield, Jones og Moore fået smæk for at forsøge sig med en gang blød rock (tør man bruge en sådan betegnelse her på bloggen?), men jeg kan godt lide den tydelige inspiration fra især Burt Bacharach, der også tidligere i bandets karriere har stukket hovedet frem her og der.  De egentlig ret forsigtige eksperimenter med bandets lyd har hjulpet.

Det er endnu mere tydeligt end det har været længe, at de vrede unge mænd fra for 20 år siden tænker på noget andet nu med sange som “Running Out Of Fantasy” og “This Sullen Welsh Heart”. “I Miss The Tokyo Skyline” er dog nok mit yndlingsnummer – en vemodig asiatiskklingende violin, et loop, der driver sangen frem og en tekst om glæden ved at rejse ud, en hyldest til Japan og det på én gang velkendte og meget fremmedartede. Jeg har været der selv og ved, hvad de vil sige med teksten.