
Se godt på dette billede. Det ligner op-art. Men se på det igen på din smartphone eller på sikker afstand: Det er et menneske, der falder fra et højhus. Billederne skyldes den canadiske billedkunstner og forfatter Douglas Coupland.
I dag er det 13 år siden terrorangrebene mod USA – og 41 år siden det fascistiske kup i Chile. Har vi fået begivenhederne på afstand på samme måde som billedet antyder?
Jeg husker hvordan vi dengang i 2001 på Love Shops hjemmeside i den dengang meget aktive gæstebog fik et væld af spontane reaktioner på de uhyggelige begivenheder, som så mange af os havde set i nyhederne, mens de fandt sted. Og jeg husker, hvordan jeg talte med Jens om netop de mennesker, der faldt fra de sammenstyrtende huse. De billeder vil vi aldrig glemme. USA lader os heller aldrig glemme dem. I krigene, der fulgte, har mange flere mennesker rundt om i verden måttet lade livet end den dag i det tidlige amerikanske efterår.
Og i dag skriver en af fornuftige og tænksomme amerikanere, nemlig Michael Stipe, om Couplands billeder i The Guardian. Hans essay er værd at læse.