I Am The Cosmos

iamthecosmos

I går aftes fik jeg efter flere års tilløb omsider set Nothing Can Hurt Me, der er Olivia Costas dokumentarfilm fra 2012 om Big Star. Det er en gribende skildring af et rocknavn, jeg holder meget af. DVD’en har stået på min reol i godt stykke tid; jeg bestilte filmen i USA. Når man har en regionsfri dvd-afspiller er dette ikke en hindring.

Jeg fik først købt #1 Record/Radio City på en fælles cd i sensommeren 1992, da jeg for første gang besøgte USA. Senere fik jeg fat i RykoDiscs udgivelse af Third/Sister Lovers. De tre albums er klassikere, som alle med interesse i amerikansk og britisk rock bør have i deres samling.

I Nothing Can Hurt Me lægger jeg for alvor mærke til den tragiske historie om Chris Bell, der dannede Big Star men forlod bandet efter #1 Record. Hans soloalbum I Am The Cosmos blev først udsendt i 1992, 14 år efter Bells tragiske død som 27-årig i en bilulykke. Filmen skildrer Chris Bells sjælekvaler, misbrugsproblemer og religiøse anfægtelser men går meget let hen over det at Chris Bell var bøsse; i en sidebemærkning nævner hans storebror at der var “noget med hans seksualitet”. Ej heller Andy Hummel, der ud over at være bassist i Big Star gik på college med Bell kommer ind på dette. Til gengæld er der en del omtale af Alex Chiltons stormfulde forhold til Lesa Aldredge. Denne underlige mangel på omtale af Chris Bells seksuelle orientering er min eneste anke mod Nothing Can Hurt Me.

Måske undrer det mig også lidt at Paul Westerberg ikke bliver interviewet i filmen; han er tydeligt inspireret af Alex Chilton, der som bekendt også endte med at være gæstemusiker og producere for The Replacements. Men i et gammelt klip fra 1987 dukker Westerberg op, så glemt er han ikke. En mulig forklaring er at Paul Westerberg kan være lidt sky. Westerberg har ligesom Chilton ( (omend vel ikke i helt samme grad) været kendt for at undsige det, han tidligere har gjort, og for at forfalde til ikke altid helt vellykkede eksperimenter med sit enorme talent, men der er et vist åndsfællesskab. Og ligesom Alex Chilton efter mange år alligevel gendannede Big Star med sin trofaste makker, sådan gendannede Westerberg også til sidst The Replacements.

Nothing Can Hurt Me bliver nu med 3 års forsinkelse omsider udsendt på dvd i Europa, og om nogle få måneder bliver I Am The Cosmos også genudgivet. På dette album bliver det igen klart hvor stor en andel Chris Bell havde i Big Stars lyd.

Her er “You And Your Sister”, b-siden til “I Am The Cosmos” – den eneste sang på albummet, der er optaget i Ardent-studierne. Harmonivokalen her skyldes Alex Chilton og hele stemningen på nummeret er et sidste minde om stemningen fra #1 Record.

 

3 tanker om “I Am The Cosmos”

  1. Jeg har stadig filmen til gode, men jeg var så heldig at finde I Am The Cosmos i TP Musik i Rødovre Centrum til 15 kr for nogle år siden.

  2. filmen er nu i mine øjne rigtig fin især Kickstarter budgettet taget i betragtning.
    i Alex Chilton biografien A Man Called Destruction er der nogle sjove Westerberg/Replacements anekdoter – f.eks hvordan de overvejede at splitte deres betragtelige hyre som dengang stort hovednavn til opvarmingen – Alex Chilton. også interessant at blive indført i Alex Chiltons opfattelse af nummeret og tilblivelsen af I am The Cosmos singlen.

Skriv et svar