Vi bragte her i forrige uge yderst rosende omtale af Bill Ryder-Jones’ nye, ekcentriske soloalbum, West Kirby County Primary. Ryder-Jones’ claim to fame er dog til nu hans tidligere job som førsteguitarist i Wirral-bandet The Coral, der i sidste årti udsendte en række fine plader, hvis Merseyside-herkomst ikke lod sig skjule, hverken i tonalitet eller attitude. Bandets seneste plade, den Ryder-Jones-fri og egentlig noget undervældende Butterfly House, udkom tilbage i 2010, men nu meldes nyt på vej. 4. marts udsendes Distance Inbetween, der følges op af en større engelsk tour, samt fire shows i Europa, deriblandt Lido i Berlin, tirsdag 12. april. Her et stykke Coral fra 2007-albummet Roots & Echoes…