Afsted her med Jim Morrison som chaufeur på en joyride i solstegte Californien. På freeways og highways og gennem støvet bylandskab, en tur der ender ved Stillehavet og en kølende tur i bølgerne. The Doors er et aparte band: En sanger, en trommeslager, en guitarist og en orgelspiller var ikke den typiske rockopsætning i slut-60’erne heller. Der er unægtelig visionær musikalsk klasse og et enormt lyrisk afsæt i bandets bedste sange på de seks studiealbums, udsendt på kun hæsblæsende fire år i perioden 1967>71. Men indimellem også grove jamlydende numre, der hørt i dag har svært ved at give mening – ‘Roadhouse Blues’, anyone?! Det er i dag 46 år siden Jim Morrison blev fundet død i et badekar i en lejet lejlighed på 17 Rue Beautreillis i 4. arrondissement, Paris, kun 27 år gammel. Om han da var brændt ud, eller blot nede i en bølgedal på vej mod siden at komme stærkt igen, fik vi desværre aldrig at vide…
13 tanker om “Køretur med Morrison”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jeg så The Doors in concert på Samsø festivalen i 1998 – det var sgu en bizar oplevelse.
Nu har jeg så heller aldrig været den store The Doors fan.
Jeg synes dog ligesom JEDI,
at L.A. Woman er deres bedste album.
Uanset rygter og røgslør blandt Morrison og Lennon: begge var musikhistorisk outstanding. Og generelt holder Doors-albums faktisk overraskende godt. Selv Roadhouse Blues. Ved ikke lige hvorfor den skal udskammes? Ok, ikke det fremmeste Doors-nummer og ikke på Top 10 over bedste Doors-numre. Men det svinger da ganske fint.
Lennon blev vist kørt lidt rundt i manegen af Yoko Ono i de sidste år, men det er nok et spørgsmål om opfattelse. Som jeg har læst det, var Morrisons sidste år noget ødelagte af alkohol, men når han havde en god aften, skulle det have været koncerter man aldrig glemmer.
En lille sidekommentar, alle Morrisons royalties har altid gået til hans kærestes forældre, som han knap kendte, det siger lidt om USA’s “spændende” retsvæsen.
Enig, Echo and The Bunnymen stod da de var bedst i kærlig gæld til The Doors’ i tåget stemning og dyrkelse af freeform-passager. Havde i 1985 også både ‘Soul Kitchen’ og improviserede dele af ‘The End’ indeover deres shows.
The Stranglers’ blev altid sammenlignet med The Doors i slut-70’erne, men som du siger var det jo nok udelukkende orgelspillets – tjek ‘No More Heroes’ – skyld. Musikalsk var de et helt andet og mere råt afstumpet sted.
Nåede John Lennon at blive et bedre menneske med alderen? Den mulighed havde Jim Morisson så desværre ikke efter 3. juli 1971.
John Lennon var bestemt også en pisseugle i sine unge år, men han nåede da at blive (lidt) ældre og falde lidt mere til ro. Jeg kan faktisk godt lide Dørene.
Ok, så lad mig da indrømme, at jeg sagtens kan holde ud at høre Roadhouse Blues som baggrund på en længere køretur. Og jeg synes klart, at den bluesprægede LA Woman er deres bedste.
I mine ører er Echo & The Bunnymen nok dem, der kommer nærmest Doors lyden (uden blues), især på Ocean Rain. Eller måske Stranglers – de har også et ret dominerende orgel på deres tidlige plader.
Nej, tog Manzarek og Krieger ikke på landevejen med Ian Astbury fra The Cult som sanger…?!
Og der var også en amerikansk retssag, hvor John Densmore sammen med Morrisson’s forældre gik op mod Manzarek/Krieger’s brug af The Doors’ navn og logo.
PS – Om Morisson var et dumt svin?! Svært at bruge den vinkel til noget. John Lennon, en anden af den tids største stjerner, var efter sigende heller ikke ligefrem nogen engel overfor hverken kærester eller sine børn. Men hvad skal man på afstand stille op med den slags insinuationer?! Brænde alverdens Beatles-plader?
Og nu vi er i gang:
Jimi Hendrix og Jim Morrison mødte hinanden to gange, og begge gange var de på scenen sammen – den ene gang endda sammen med Janis Joplin. Desværre var Jim Morrison ved begge lejligheder fuld og pinlig, så resultatet er ikke værd at lytte til.
(Og det skulle ikke undre mig, om Patti Smith stod og så på.)
Fuld forståelse for Iggy’s valg og begrundelse herfra…
I øvrigt vil det nok interessere mange læsere af denne blog, at de tre overlevende medlemmer af The Doors prøvede at videreføre bandet med en ny sanger (de endte som bekendt med selv at synge). Ham, de havde i tankerne, var Iggy Pop – men han ville ikke være med..
Jeg har læst mange steder, at Doors-medlemmerne ikke er særligt glade for Oliver Stones fremstilling af Jim. Men han skulle efter sigende have været Jekyll/Hyde i ædru/fuld tilstand…
Desværre var Jim Morrison formodentlig også en selvoptaget pisseugle. Forhåbentlig er den scene i filmen om The Doors, hvor han låser sin kæreste inde i et skab og sætter ild til det, ren fiktion. (Det sagde Ray Manzarek i et interview da filmen havde premiere.).
Rent lydmæssigt synes jeg Doors var/er unikke. Intet band har nogensinde kopieret den sound (hvert fald ikke godt), og de tre musikere bag Morrison var fremragende. Og selvom alkohol ødelagde meget, er han i min optik blandt top 3 af frontmænd i musikhistorien..