Der er nogle britiske bands, der kom en postgang for sent til seneste Manchester-bølge fra omkring 1990. De er nu mænd sidst i trediverne med en masse erfaring – musikalsk og på andre måder – og et noget forsinket gennembrud. Jeg har tidligere omtalt Elbow her på bloggen, men et andet, beslægtet Manchester-navn er trioen Doves. Deres fjerde album (ikke medregnet opsamlingen Lost Sides) udkom tidligere i denne måned og hedder Kingdom of Rust.
Måske er Jimi Goodwin og Jez Williams ikke særligt markante vokalister, men det passer egentlig godt til deres eftertænksomme musik, der har ét ben i Manchester-traditionerne fra Smiths og Stone Roses og et andet i 1970’er-navne som King Crimson (hvor Elbow nok snarere minder om Genesis, da Peter Gabriel var med, minus prog-rock-manererne).
Igen er sangskrivningen og gruppens egen produktion i top. Nummeret “Jetstream” har et usædvanligt pågående, Kraftwerk-agtigt beat (der minder mig om den oprindelige “Tour de France”), og senere kommer “10:03”, der starter som en slags ballade og ender som en travl sag. Eneste nummer, der skuffer mig lidt, er det mærkværdigt firser-funkede “Compulsion”.
Men hov! Jeg har jo slet ikke nævnt albummets flotte titelnummer, der emmer af nordengelsk melankoli – en slags Manchester-country. Herover kan I se den stemningsfulde video, der for en gangs skyld leverer en billedside, der passer som fod i hose til sangen (og se den helt til ende!)
Hvis der er nogen retfærdighed til, får Doves nu også den anerkendelse, som deres kolleger Elbow så fortjent fik i 2008.
Doves er rigtig gode. Den blå tone, der sikkert stammer fra deres fortid med disco og northern soul, virker på mig.
“Ain’t no love”, som der linkes til, kan stadig høres på de nordengelske klubber og “Past” er stadig en stor favorit blandt chillout/balearic/ambient dj´s.
Doves’ sidste album under navnet Sub Sub, Delta Tapes, er faktisk ikke særlig langt fra Doves-lyden. Delta Tapes består dog mest af instrumentalnumre; to af dem dukker op igen på Lost Souls – “Firesuite” og “Past”.
Bernard Sumner og Tricky er forresten gæstevokalister.
Kingdom of Rust halser bagefter de to første Dovesplader, der stadig er de bedste, men søger heldigvis hen mod den lyd de havde og væk fra det, der var at høre på Some Cities. Kingdom of Rust er dog stadig en af Doves tre bedste plader, og en fin skive at møde foråret med.
Og så skal vi ikke glemme, at før deres studio brændte i 1996 og de efterfølgende besluttede sig for at skifte lyd, så lød de sådan her http://www.youtube.com/watch?v=pRguEi3wufQ
Pastor
Bedømt på anmeldelserne i det britiske og at forgængeren gik ind som nr.1 på den engelske hitliste. Så er der ganske rigtigt håb forude at Doves, får det gennembrud som Elbow fortjent fik i 08. Har ikke fået hørt “Kingdom Of Rust” endnu, men glæder mig til at få den hørt. Det er faktisk et album jeg har set frem til.
Når nogen bliver sammenlignet med Coldplay, er der altid grund til bekymring. Men Doves har en langt mere spændende produktion og den blå nordengelske tone er milevidt fra den designer-klynk, der kommer fra Gwyneth Paltrows mand m.fl.
Jeg har hørt den forrige “Some Cities” meget. Et ret poppet/tilgængeligt album, men det har alligevel været holdbart her. Mange skriver på nettet om paralleller til Coldplay, men Doves har heldigvis mere at byde på. Det er nok sådan mere erfaring, som du skriver Pastor, lyder.
Jeg er spændt på det nye album, som jeg har, men ikke fået hørt så meget endnu.