Det er svært at huske helt hvor anderledes og forfriskende R.E.M. lød tilbage, da vi først hørte dem, med jingle-jangle Rickenbacker-sound og mystikeren Michael Stipe på opdagelse langt nede i den da så kantede, fintfølende musik. Da var de bare et lille “college radio-band”, som det hed dengang. Senere skrev de så de rigtige hits, der bragte dem langt udover den snævre inderkreds, gjorde dem til fast inventar på alverdens bølgelængder, og faktisk åbnede døren for generel mainstream-accept af den alternative rock-musik – tak for det, R.E.M.!
I dag udkommer så opsamlingen And I Feel Fine…The Best Of 1982-1987, der som titlen antyder sætter fokus på de første vitale år. Og ved genhør overrasker det positivt, hvor grænsesøgende bandets udtryk ofte var dengang. For det R.E.M. der findes nu udsender plader, hvor netop manglen på eventyrløst og vildskab godt kan frustrere lytteren. Det mere end anes at bandets 3 tilbageværende medlemmer nu snarere fastlåser end forløser hinanden i det samarbejde, der engang stod så frugtbart. Men sådan er det vel med bands – de har deres helt egen kreative levetid.
Vel kan R.E.M. nu i dag stadigvæk komme op med en fremragende sang – “Leaving New York” et perfekt eksempel – men de seneste 8-10 år har ret beset ikke høstet mere end 4-5 arvestykker, der tåler sammenligning med det imponerende indhold af And I Feel Fine…The Best Of 1982-1987. En del tilhængere synes skuffede, nærmest lidt opgivende, over dette formsvigt, mens andre mere optimistisk føler, at R.E.M. allerede har givet os flere store oplevelser, end man kan forlange af noget eller nogen. Her er 21 af dem (+ evt. bonus-disc med goodies):
1. Begin the Begin
2. Radio Free Europe
3. Pretty Persuasion
4. Talk About the Passion
5. (Don’t Go Back to) Rockville
6. Sitting Still
7. Gardening at Night
8. 7 Chinese Bros.
9. So. Central Rain (I’m Sorry)
10.Driver 8
11.Can’t Get There From Here
12.Finest Worksong
13.Feeling Gravity’s Pull
14.I Believe
15.Life and How To Live It
16.Cuyahoga
17.The One I Love
18.Welcome To the Occupation
19.Fall On Me
20.Perfect Circle
21.It’s the End of the World As We Know It (And I Feel Fine)
Limited edition bonus-disc:
1. Pilgrimage (Mike’s pick)
2. These Days (Bill’s pick)
3. Gardening at Night (slower electric demo; previously unreleased)
4. Radio Free Europe (Hib-tone version)
5. Sitting Still (Hib-tone version)
6. Life and How to Live It (Live at the Muziekcentrum, Utrecht, Holland 9/14/87; previously unreleased)
7. Ages of You (Live at the Paradise, Boston 7/13/83; previously unreleased)
8. We Walk (Live at the Paradise, Boston 7/13/83; previously unreleased)
9. 1,000,000 (Live at the Paradise, Boston 7/13/83; previously unreleased)
10.Finest Worksong (other mix)
11.Hyena (demo; previously unreleased)
12.Theme From Two Steps Onward (previously unreleased)
13.Superman
14.All the Right Friends (previously unreleased)
15.Mystery to Me (demo; previously unreleased)
16.Just A Touch (live in-studio version; previously unreleased)
17.Bad Day (session outtake; previously unreleased)
18.King of Birds (last song cut from the Best Of…)
19.Swan Swan H (live, acoustic from Athens,GA-Inside/Out)
20.Disturbance at the Heron House (Peter’s pick)
21.Time After Time (annElise) (Michael’s pick)
Det hævdes af og til at det spansk-latinamerikanske ord gringo stammer fra den skotske folkesang “Green Grow The Rushes”, som man af en eller anden grund associerede med amerikanere og andre engelsktalende mennesker. Sandheden er dog snarere, at det er afledt af det spanske ord for græsk, griego – for spansktalende mennesker var engelsk nemlig lige så underligt og uforståeligt som græsk.
Formodentlig er det den første folke-etymologi, som R.E.M. lod sig inspirere af.
Der skulle dog en Marcus Gray-bog til før jeg begreb at den handlede om opstand i Mellemamerika. Og ikke vage linier om rodløshed i Michael Stipes lokalområde, hvilket jeg ellers har opfattet hele Fables-albummet som 🙂
Det ændrer nu ikke fornøjelsen, og egentlig foretrækker jeg den oprindelige tolkning, som med flere andre R.E.M.-sange som det siden har vist sig handlede om noget helt, helt andet…
Absolut – “Green Grow The Rushes” er oppe at ringe med andre klassiske REM-slowsongs som f.eks. “Find the River”, “Perfect Circle”, “Nightswimming”, “Let Me In”, “Country Feedback”, “You Are The Everything”, “E-bow The Letter – så fin er den!
Det var da spøjst, alle de fire bandvalgte favoritter fra cd2 dukker op på den hjemmebrændte cd med R.E.M. fra firserne der kører her.
Den hedder
Radio Free Europe (Hib-Tone-udgaven)
Talk About the Passion
Pilgrimage
Perfect Circle
Pretty Persuasion
So. Central Rain
Time After Time
Driver 8
Green Grow the Rushes
Maps and Legends
Fall on Me
Begin the Begin
These Days
Cuyahoga
The One I Love
Disturbance at the Heron House
Welcome to the Occupation
It’s the End of osv.
Orange Crush
You Are the Everything
World Leader Pretend.
Hvilket jo overlapper med Warner Brothers’ ting, men sikke dog en masse perfekte sange der. De seks albums er noget helt særligt; jeg holder endda meget af Fables…, selv om den er lavet i en kulkælder af rang. Er det i øvrigt kun mig, eller er ‘Green Grow the Rushes’ en helt overset klassiker?
Det kunne Hr. Stjerne fra et endnu mere kendt engelsk 60’er band heller ikke. Det har dog ikke fraholdt ham fa at udgive en snes soloplader. Han var nu heller ikke fantastisk på trommerne.
Hr. Måne kunne ikke synge. Og hans soloalbum var vist mest for sjov.
Kære Pastor,
Glem ikke Keith Moons udemærkede soloudspil “Two Sides Of The Moon” fra 1975. Han giver en ikke helt ueffen version af Beach Boys´”Don’t Worry Baby”.
En amerikansk gruppe som endnu ikke har nået REMs salgstal men som tilgengæld stadig udgiver interessante plader er Hoboken trioen Yo La Tengo. Deres nye album, med den mundrette titel I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass, skulle også være at finde i butikkerne i dag. Det samme gælder Canadiske Junior Boys So This Is Goodbye – en helt igennem fremragende plade. Længe siden der har været så meget godt nyt på hylderne.
Bill Berry var vigtigere, end man tror! På Wikipedia kan man da også læse flg.:
Forbløffende mange trommeslagere er solister i svøb. Se bare Dave Grohl. Et andet velkendt og mindre trendy eksempel er naturligvis Phil Collins. Chris Mars’ debutalbum efter tiden med The Replacements var faktisk – hvis man ser bort fra at han ikke synger særlig godt – også vellykket. Men også Neko Case og Chris Cornell startede musikkarrieren bag et trommesæt.
Enig i at Up, Reveal, og specielt Around The Sun har været undervældende. Meget tyder på at Bill Berry – som gik ud 2 år før Up – ikke blot var trommeslager, men også meget vigtig i R.E.M.’s sangskrivning og indspilning. Hvorfor ellers den mærkbare forskel i kvalitet før/efter?
Jeg kan godt lide produktionen på Chronic Town, Murmur og Reckoning. Hvis de trommer lyder af pap, er pap fint med mig. Men Fables Of The Reconstruction Of The Fables, som vist var den første der ikke blev produceret af Mitch Easter i hans Drive-In Studio, er godtnok productionwise en dræbende grå og trist affære. Og her var R.E.M. endda taget til London for at få en “rigtig” producer (Joe Boyd) på!
Kan huske R.E.M. i interviews efterfølgende fortalte om opholdet og indspilningerne i London, at det regnede konstant, at samtlige havde hjemvé, og at bandet i sit mismod var på opløsningens rand. Det er så heller ikke ligefrem nogen feel good-plade der kom ud af anstrengelserne. Heldigvis har ialfald 4-5 af sangene upåklagelig kvalitet, hvilket også er påkrævet, idet den sjaskede, klangløse produktion gør det alt andet end nemt for dem at stråle.
Nej, skal omkring Guf efter Justin Timberlakes uimodståelige Future Sex/Love Sounds i stedet.
Up, Reveal og Around the Sun har været tre lunkne udgivelser på stribe. Den nye opsamling ligner mest et pligtkøb for old times sake.
Er der nogen væsentlig grund til at købe denne opsamling? Bonus-skiven har naturligvis enkelte nye fund. Men resten bør findes i enhver albumkollektion med respekt for sig selv.
Er lyden på de gamle albumspor blevet bedre? Min største anke mod de tre første albums med R.E.M. er nemlig at trommerne lyder som vådt pap, og at vokalen lyder, som om Michael Stipe lå med hovedet under en dyne. Specielt Fables of the Reconstruction er skidt; det lyder som om producer Joe Boyd satte alle kanaler på 5, gik ud for at hente kaffe og aldrig kom tilbage.