The Stranglers havde en nærmest rygmærkeagtig ondskab over sig, var ikke et band der gjorde det mindste for at please nogen eller noget, holdt sig for sig selv i et ellers kollektivt miljø, blev i tiden anklaget for misogyniske holdninger, samt var notorisk ubehagelige overfor specielt journalister. Men hvorfor så bruge tid på dem, jo, musikalsk tilhørte de den absolutte top i den britiske punkbølge. Deres vrede stod skarp, en for punken atypisk stor musikalitet satte dem i stand til at spille helt på egne præmisser med melodisk styrke, og i modsætning til så mange andre af de samtidige punkbands var de alt andet end konservativt låste eller hæmmet af en snæver regelbog. Sådan lød de i starten…