Et år i dag siden Kent pludselig annoncerede deres genkomst med de store stadionkoncerter i det sydlige Stockholm. Først var der tre, så blev de til seks. En lille uge som krævede masser af forberedelse for at banke liv i det døde band igen. Og fem måneders lang ventetid med feberdrømme og tanker fra bandets enorme tilhængerskare. Mange blev siden forløst ved at opleve bandet spille sine hits foran dem. Men der var også en skuffelse, som var til at tage og føle på. Den over at Kent stod der på scenen, men netop ikke var tilbage som den faste og bestandigt levende del af tilhængernes liv, der måske var mest savnet.

Sker der virkelig ikke mere nu? Hvor stor må fristelsen ikke være for Jocke Berg & co at skrive videre på historien, igen at føle sig i levende fremdrift og måske – i al hemmelighed naturligvis – indspille de nye Kent-sange, der virkelig vil fucke med alles forestilling om, hvad der er op og ned, hvad der er slut og begyndt? En god bekendt foreslog forleden dette scenarie som en realistisk mulighed. Og jo mere jeg tænker det igennem, jo mere tror jeg også på det; der kommer et nyt Kent-album inden for de næste par år. Du læste det her først. Måske Jocke alligevel er bange for mørket.