Her på siden bruger vi gerne enhver given lejlighed til at hylde duoen The Associates, der fra skotske Dundee skød frem fra postpunkens sort-hvide landskaber og gjorde sig positivt bemærket med noget af det forrige århundredes mest outrerede som ekstravagante popmusik. Sanger Billy Mackenzie har vi tidligere gjort rede for, mindre hans guitar- og keyboardspillende makker Alan Rankine, der fylder 60 i dag. Her høres de to sammen i Associates i april 1981 på en breathtaking John Peel-version af ‘Nude Spoons’, hvis mere regelrette version findes på deres mesterlige Sulk, som kom 13 måneder senere. Denne endnu vildere udgave er dog klart den definitive…
