Altid være på vej

I start-90’erne i Sverige fik den personlige person Thåström nok af at være den overalt feterede, nationale eks-Imperiet-rockstar Thåström, så han flyttede ud af landet til anonymitet. I nogle år havde han adresse i Amsterdam, derefter på Vesterbro i København. Han begik i den periode et destruktivt musikalsk oprør mod sin egen fortid, en uforsonligt rå og engelsksproget industriel støj kaldet Peace, Love & Pitbulls, før han efter en rum tid flyttede hjem og genopfandt sig selv på svensk. Først gennem en ætsende guitarrock, siden i en musik med forunderligt sænkede parader, et helt anderledes modent, indadvendt, reflekterende udtryk, der trak de fleste af dem ind og tilbage, som han med PL&P øjensynligt havde haft brug for at støde bort. I fredags udkom Thåströms liveplade fra seneste tour, og her følger et af dens ni fremragende numre. Talte på bloggen i forgårs om en anden enorm svensk profil, Håkan Hellström, om hvordan hans kreative ild synes slukket, ikke usandsynligt af en vanvittig karrieresucces. Tænker Thåström’s genopfindelse af sig selv, hans insisteren på at lade sin musik spille på egne præmisser, står som en masterclass, da ikke mindst for direktøren oppe i Hellström-tænketanken i GBG, selvom de to er så forskellige som ild og vand. For det adelsmærke med ikke at gå på popularitetsstyret kompromis, men at turde være sin alder og følge sin egen intuition i musikken, det er mere end bare vigtigt, skal man i længden kunne bevare nogen relevans, for sig selv som for andre. Det kan Thåström så det positivt er til at blive svimmel af, hør nu bare her…

En tanke om “Altid være på vej”

  1. Tak for analysen, Jens. Og jeg kunne dårligt være mere enig. Jeg har længe forsvaret Håkan, og jeg vil sikkert blive ved med det en rum tid endnu, sådan er det. Men det er med en lille, voksende klump i maven, for de seneste udspil har ikke berørt. Og spørgsmålet begynder at snige sig ind: Var det virkelig det, eller skal vi blive stormfuldt forelsket igen? Han har i så mange formået at holde balancen mellem at være folkelig og interessant, mellem alsang og stikkende, mellem at være for meget og at være præcis den, vi lige havde brug for. Men på det seneste har det bare været grød. Han træder jomfruelig grund i disse år, for ingen før har opnået den samme popularitet i vores begrænsede nordiske sprogområde, og hvordan håndterer man lige det. Kanske har han behov for sit PL&P, men så er det ved at være på høje tid. Og vil folkene omkring ham give ham lov til det? Man kan have sin sin tvivl og sine bekymringer. Og argumenterne har han fortsat på sin side. Fire udsolgte Ullevi’er er et dårligt udgangspunkt for vores MUS med ham, når vi nu gerne vil have, at han gør noget radikalt. Det skal komme fra hans egen selverkendelse eller en Thåstrømsk selvdestruktion, som man ikke helt fornemmer, at han besidder – for det gode og det onde. Men man håber stadig. Kom igen, Håkan …

Skriv et svar