American beauty?

Vi hylder tit Springsteen her på siden. Dels for den musik han skabte engang, men så sandelig også for de medrivende marathonshows han og The E Street Band beriger verden med til dags dato. Hvad jeg selv af kærlighed til ham gerne som oftest undgår, er et klart, nøgternt blik på den nye musik Springsteen udsender i disse år. For helt ærligt, den er som oftest ikke af enestående kvalitet. Tag nu bare hans nye nummer ‘American Beauty’, der udkom på Record Store Day. Ville det kunne have fundet plads ind på klassiske Springsateen-albums som Born to Run, Darkness on the Edge of Town, The River, Nebraska eller Born in the USA? Aldrig nogensinde. En tung rockgrød uden mærkbar melodi, rif, grundstruktur eller stemning. Det gør ondt at høre den manglende skarphed og ambition på et track som dette, der desværre musikalsk står som et meget rammende pejlemærke for, hvor nærmest ubehjælpsom Bruce Springsteen’s nye musik kan lyde i disse år…

3 tanker om “American beauty?”

  1. Meget enig omkring Magic, Jens.

    Og din pointe omkring baggrunden for Springsteens valg af Aniello er jo nærmest tragikomisk. Aniello har så vidt jeg husker også produceret for Patti Scialfa, så det er som om valget bare er foregået efter de forhåndenværende søms princip.

    Det virker som om Springsteen i et eller andet omfang i forhold til sangskrivning og gehør har mistet sit instinkt, hvor bizart det end lyder, og alligevel foretager han tilsyneladende nærmest ingen kritiske valg – som om den håndværksmæssige del af arbejdet også er skamskudt. Det har ihvertfald været tilfældet på den mere end forfærdelige Working on a Dream, High Hopes, og nu American Beauty-ep’en.

  2. Synes stadig der er forbløffende gode ting på Magic-albummet.

    Enig omkring Springsteen’s producervalg. Bruce sagde i et interview omkring High Hopes, han selv har fralagt sig at producere sine plader nu, fordi hans viden omkring hvordan plader skal lyde her i det nye årtusinde kan ligge på et meget lille sted. Og manden må jo have ret, for hvordan ialverden kan han ellers vælge en i produktion så uddateret/klodset lydende fyr som Aniello til at styre slaget?!?

  3. Den EP skulle han have beholdt i hjemmestudiet. Det er ganske rigtigt endnu en demonstration af hvordan han formår at fremstå uinspireret på et helt nyt, nærmest utænkeligt, niveau. I gamle dage var disse endt på gulvet i studiet, men nu udgives nærmest det hele, odds and ends, som High Hopes-albummet var et eksempel på.
    De E Street Band-løse Human Touch- og Lucky Town-plader fra starten af 1990’erne, som ikke rigtigt medregnes i diskografien, virker kohærente og ikke uden en vis nerve til sammenligning. Jeg hører ikke til dem der mener, at Wrecking Ball var mislykket, men jeg undres over hvad Springsteen egtl. mener, Ron Aniello bidrager med som producer.
    Og nej, nærmest intet af materialet fra hans hånd de seneste år ville kunne finde vej til en skæring på udgivelserne fra 1975 til 1984. Men hvor mange andre kan udfordre *den* samling fra det lille Springsteen-årti – uden overhovedet at nævne de klasse-sange, som først fandt vej til udgivelser mange år senere?

Skriv et svar