En ‘ny’ Nacho-produceret David Bowie-livevideo fra 1978, tilegnet Dennis Davis, hans vilde amerikanske trommeslager fra Young Americans (1974) til og med Scary Monsters (1980), der i dag ville være fyldt 70 år, var han ikke, kun tre måneder efter Bowie himself, gået bort. Deres musik lever heldigvis videre…
Alle indlæg af Jens
Ham der slap væk
Før kommunismens fald var det ikke nemt at spille rockmusik i Polen. Så inspireret af en stærk drøm om at blive rockmusiker i USA var Andrej Nebb 16 år, da han via Tjekkoslovakiet flygtede illegalt til Østrig. USA blev det dog kke som nyt hjemland, istedet Norge, hvor Nebb i starten af postpunk-80’erne gjorde sig stærkt bemærket, først med bandet De Press, siden det mere eksperimenterende Holy Toy. Her førstnævnte, hvor sanger/bassist Nebb’s slaviske baggrund i det melodiske var den store force. De Press blev gendannet i 90’erne, og fik sig efter sigende et stort undergrundspublikum i det nu åbne Polen…
Warszawa Pop
Ovenpå det forfriskende polske pophit forleden om de små byers store drømme – ‘Małomiasteczkowy’ var den vanskelige men fornemme titel – hænger bloggen også i dag ud i Polen. Her den unge duo Kacperzyk, der bekender sig til selveste Iggy Pop, som The New Yorker iøvrigt netop har offentliggjort denne større interview-reportage med…
Małomiasteczkowy
Den for flere år siden tidligere polske X Factor-vinder – i Danmark forsvinder den slags dressurheste gerne som dug for solen – Dawid Podsiadlo fik sig sidste år et gigantisk hit i sit hjemland med dette fint rastløse poptrack. Den majestætisk lydende sangtitel ‘Malomiasteczkowy’ oversættes vistnok til dansk som ‘provinsiel’. Sangens protagonist besynger de små byer, der fostrer store drømme, og ender i sangen med at ville flytte bort fra sin storby – Warszawa mon? – så dens kynisme, overfladiske spejling og strålende hårdhed ikke skal gå i arv til hans børn. I omkvæddet gentages linierne ‘jeg kører til dig alene igen / jeg kører til dig’. Banalt, helt sikkert, men ikke uden effekt til den energiske og sørgmodigt håbefulde melodi…
Light exits
Indimellem absurditeter, dystopiske bulletiner og katastrofer kommer der også gode nyheder ude fra verden. Bauhaus’s Peter Murphy meddeler således via Instagram her til formiddag, han er ude af hospitalet og helt rask igen ovenpå sit New York City-hjerteanfald for små to uger siden. Han sender taknemmelighed hele vejen rundt, specielt til sine Bauhaus-bandmedlemmer…
It’s the end of the world and Lana knows it…
…I miss New York and I miss the music / Me and my friends‚ we miss rock ‘n’ roll / I want shit to feel just like it used to / When‚ baby, I was doing nothing the most of all / The culture is lit and if this is it, I had a ball / I guess that I’m burned out after all / I’m wasted / Don’t leave‚ I just need a wake-up call / I’m facing the greatest / The greatest loss of them all / The culture is lit and I had a ball / I guess that I’m burned out after all / If this is it, I’m signing off / Miss doing nothing, the most of all / Hawaii just missed that fireball / L.A. is in flames‚ it’s getting hot / Kanye West is blond and gone / “Life on Mars” ain’t just a song / Oh, the livestream’s almost on…
Blue boy
Orange Juice’s Edwyn Collins fylder 60 i dag. Som en markering her hans uventede men vidunderlige Iggy-synger-northern soul-solohit fra midt-90’erne, tiden hvor han ikke længere var nogen Glasgow-uspoleret stjernestøvs-yngling fra Orange Juice, ej heller den senere så anderledes alvorstyngede voksne mand, præget af det invaliderende slagtilfælde, der ramte i 2005. Trods modgang har Edwyn Collins heldigvis været istand til at fortsætte skrive og udsende sine excentriske popsange, undfanget fra et særegent inspirationssted – som han engang selv beskrev det – mellem The Velvet Underground og Chic, intet mindre. Og jo, det er Sex Pistols’ Paul Cook på trommer i dette glædelige liveklip…
Fredag med Joe
The only tube that matters. Fotograferet af Herbie Yamaguchi.
“In 1981 I happened to see Joe Strummer – he was the singer for the punk rock band The Clash – on the tube. I saw him sitting on the other side of the seat, but I thought he was too private – he might get too angry – but I was trying to be brave, I went up to him and asked him ‘may I take a picture of you.’ he smiled and said ‘yes’, and I clicked several shots. Just before he got off the train he said to me, ‘You should take photos of whatever you want. That’s punk.’ ” – Herbie Yamaguchi
Torsdag med Joe
The only flight that matters. Fotograferet af Bob Gruen.
FAK synger Silver Jews
Ovenpå Silver Jews/Purple Mountains’-fyrtårnet Dave Berman’s pludselige død for to uger siden, har den sydstockholmske harmoniduo First Aid Kit været i studiet, og kan således i dag udsende en hyldestsingle til ham med to numre. ‘Strange Beauty’ har de selv skrevet, men her er det det andet, deres cover af Silver Jews’ ‘Random Rules’. Interessant at høre en Silver Jews-sang med rigtige sangere, der kan bære en melodi. Da hører man måske først egentlig hvor velfungerende melodisk den er…
…I asked the painter why the roads are colored black.
He said, “Steve, it’s because people leave
and no highway will bring them back.”…
He just loved to live that way…
På Joe Strummer’s fødselsdag skal han naturligvis også selv sættes i spil. Og hvilket bedre sted at lægge fra, end denne enkeltstående The Clash-single fra 1980, hvor netop alder og altings forgængelighed stilles skarpt på…
Surprise for Joe
Fordi det i dag er Joe Strummer’s fødselsdag, og nu han, som kan ses her nedenunder, er i New York City, har man fået selveste Dean Martin fløjet ind fra Californien, for personligt at synge en af Strummer’s favoritsange, ‘Little Ole Wine Drinker Me’, for ham. Ja, alt kan lade sig gøre, når man er feteret forsanger i The Clash…
Onsdag med Joe
The only hand that matters. Fotograferet af Bob Gruen.
Introducing…Sea Girls!
De seneste +50 år har London fostret rastløse post-teenagers, der fandt sammen i bands og brød ud i livet. Her er det Sea Girls med den ene af deres to nye singler denne sommer…
Ugens 35-års…
I dag er det 35 år siden Manchester’s indie-majestætiske The Smiths udsendte sin femte single. A-nummeret ‘William, It Was Really Nothing’, en klassisk northern Morrissey-scene lagt ovenpå Johnny Marr’s viderebygning på sit elegante akkordarbejde fra forgængeren ‘Heaven Knows I’m Miserable Now’, stod stærkt, men det var b-siden ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’, der på sin kun et minut og 50 sekunders spilletid straks havde ordet ‘klassiker’ skrevet henover sig, og det endda allerede før den hjerteknusende mandolin-outro satte ind…