Ovenpå en mesterlige toer, Dog Man Star (1994), ligger Suede’s fremtid i noget der ligner ruiner. Guitar-es Bernard Butler har dømt sig selv ude, og stor er tvivlen på at den nye afløser, teenage-fundet Richard Oakes, tilnærmelsesvis vil kunne fylde hans så personligt elegante musical director-sko i bandet ud. Så stor er overraskelsen 2. september 1996 da Coming Up udsendes. Dog Man Star‘s forslåede taberlandskab af kulsort glitterrock forsøges ikke genskabt, istedet er det en speedstrømlinet (brit)rock, der på melodisk helium-sangbare omkvæd og vital lyrisk swagger løfter Suede ind i fremtiden, som langt mere end ekko af de løfter der brast med Brett Anderson og Bernard Butler’s skilsmisse. Coming Up er en pragtfuld genfødsel.
Ringende guitarer, bevægende prikker af lys på nattehimlen, tid og rum til undrende eftertænksomhed. Eller med andre ord: Ny digital september-single i dag fra Ukendt Under Andet Navn (AKA Henrik Olesen)…
På denne mandag, hvor en kategori-5 orkan tæsker Bahamas, en tanke til det i musikbranchen så legendariske Compass Point Studio ved Nassau, hvor de store pladeselskaber i de så ekstravagante 80’ere gerne sendte deres største stjerner ud for at indspille i sol, state of the art-hifi og luksus. Compass Point blev oprettet af Island Records’ Chris Blackwell i 1977, og var i begyndelsen mest tiltænkt hans mange reggae-artister fra Jamaica. Hurtigt spredtes rygtet dog, og i en række år var studiet blandt verdens to-tre førende, og blev benyttet til indspilninger med navne som Bob Marley, Roxy Music, AC/DC, The Rolling Stones, Dire Straits, Robert Palmer, Grace Jones, U2, etc, etc. I 2010 måtte et allerede branchekriseramt Compass Point Studios lukke endeligt, da kriminalitet på Bahamas gjorde det for usikkert for udenlandske bands/artister at opholde sig i Nassau. Her en liveopførelse af et nummer fra et af de allerbedste albums, der – grundbånd ialfald – er indspillet i Compass Point; Talking Heads’ Remain in Light (1980)…
1. september 1980 udsender de skotske euro-drømmere Simple Minds singlen ‘I Travel’, forløber for tredje-albummet Empires and Dance, og indleder dermed den kreative storhedstid, som skal kulminere to år senere med New Gold Dream (81-82-83-84). På piskerissvirpende ‘I Travel’ springer til da lidt anonyme Simple Minds med et ud som selvstændigt, toneangivende band af sin tid med bemærkelsesværdigt højt til loftet…
På dags dato i 1981 udkom Fire of Love, det vildt utæmmede debutalbum med Jeffrey Lee Pierce’s fremragende, amerikansk ørkenstøv-smagende The Gun Club, og med et var genren cowpunk født. Det komiske hashtag skulle bandet dog hurtigt få gjort irrelevant gennem en lille håndfuld uimodståeligt vedkommende plader og nogle farligt desperate liveoptrædender. Fire of Love findes med to forskellige covers. Det rigtige fra amerikanske Ruby Records er det øverste, men her har vi derimod den franske New Rose-variant, som også fortjener eksponering. En skål denne lørdag aften for salig Jeffrey Lee…
Sandelig om ikke Lana Del Rey på fredagens nye album, Norman Fucking Rockwell!, hæver sig langt over den formkrise og idemæssige indelukkethed, der syntes skinne igennem det meste af seneste udspil, Lust for Life (2017). Ikke blot er de lunkne, kommercielt orienterede gæsteoptrædender fra det album – hvor ASAP Rocky, The Weeknd, Sean Lennon og Stevie Nicks dukkede unødigt op – lagt på hylden. Nej, kursen er overordnet omlagt, nu fjernt fra gængs hitlistepop, til fordel for et mere nøgent og følsomt stemningsoverlegent set sange, der rækker fra svimmel Ultraviolence-klasse til indtrængende, indimellem nærmest soft-psykedeliske forløb. Et stort ansvar for det positive skift må kunne lægges på Del Rey’s skift af musikalsk modspil. Væk er hendes tidligere sparringspartner, musikfabrikken (!) Rick Nowels, afløst istedet af man of the moment Jack Antonoff, der de seneste år har gjort stor amerikansk karriere (ligeledes som co-songwriter og producer) for så stærkt sangprofilerede nye kvinder som Taylor Swift, St. Vincent og Lorde. Det skift har melodisk givet Lana Del Rey’s nye, ofte klaverbårne sange skarpere profil, samt afstedkommet en frygtløs produktion ind i det stemningsfortabende. Ja, nyd blot som eksempel de sidste 6-7 mindblowing minutter af det her følgende track, ‘Venice Bitch’, der vel næppe lyder som musik fra nogensinde før. Og albummets sangfortællinger? Denne gang lever den altid så sikre stilist Del Rey’s sangord ikke på en streng diæt af Hollywood-kitsch, men kommer nærmest konceptuelt stærke, som de personlige sansninger, reminiscenser og levende billeder af en verden på vej mod opløsning, de synes at være. Norman Fucking Rockwell! er en modig vinder.
PS – Først på vinyludgavens store cover vi her bemærker, at bakkerne på hele den californske kystlinje inde bag Lana står i frådende flammer og undergang…!
Everybody knows, Neil Young i rockmusikken er en uangribelig hellig ko, indbegrebet af autencitet, en fantastisk liveperformer, som ovenikøbet har lavet de tidsdefinerende vigtige, skarpe og smukke sange. Med andre ord, en af de helt store legender. Hans output de senere år har dog været af stærkt svingende kvalitet. Og denne nye forløbersingle fra hans kommende album med Crazy Horse vil formodentlig dele folk i to radikaliserede lejre; den første vil opleve ‘Milky Way’ som ‘ægte’ musik, fuld af sitrende elektrisk nerve og en befriende no bullshit-attitude, mens den anden derimod (ikke uden en vis sørgmodighed) vil opleve Neil Young’s kreative udløbsdato som forlængst overskredet…
Tog dags dato for et år siden op til Stockholm og oplevede Thåström’s hidtil sidste show, på den store udendørs scene i forlystelsesparken Gröna Lund, ude på Djurgården. Touren for Centralmassivet blev lukket behørigt ned med en storhedsaften, hvis setliste gik så nærmest mundvandsfremkaldende som følger…
Det er Lana-dag i dag. Her hendes spritnye video med en trofast cover af Long Beach-skapunkbandet Sublime’s legesyge ditto af George Gershwin’s ‘Summertime’ fra 1935, som Billie Holiday’s version dengang tog ind på hitlisterne…
Ingen større glæde her på bloggen, end at kunne bringe ny stærk musik, som forhåbentlig kan opveje den ofte fokus på gårsdagens helte. Her er det Dan Boeckner, bredest kendt som liv og sjæl i Montreal’s kronisk rastløse Wolf Parade, med nyt fra et af sine udenomsprojekter, synth-bandet Operators. De har denne sommer udsendt andet album, Radiant Dawn, som Boeckner’s musikalske vane tro byder på skarpt minimale numre i dystopisk snit. Her er det åbningen ‘Days’, som sætter både tone og rytme op for resten af albummet…
De første singler lovede virkelig godt, men debutalbummet gik over en distance, bandets strictly endimensionelle tilgang ikke holdt til. Og koncerterne var efter sigende ikke de hypnotiske drømmeseancer, idéen om dem lagde op til, men istedet pinagtigt udstrakte affærer. Nu prøver NYC’s Cigarettes After Sex igen med et nyt Mallorca-indspillet album til oktober, Cry, forløbet af en ny single i dag. Problemet desværre denne anden gang rundt, man nu ved præcis hvordan det hele lyder før der trykkes på play. Hvilket så kræver selve sangen skal være ligeså god som den fra Cigarettes After Sex’ kunstneriske peak – deres mageløse cover af REO Speedwagon’s ‘Keep On Loving You’ – for ikke at skuffe. Hvis du elsker skuffelser, så tryk på play.
Sex Pistols på hjemmebane, The Clash’s første show i London og Manchester’s nye Buzzcocks på besøg?! Ja, man skulle have været der og betalt £1 for at komme ind til det specielle søndag-midnatsshow på scenen foran lærredet i den hippe og intime – tjek billedet – Islington-biograf The Screen On The Green dags dato i 1976.
Efter den decideret flade ‘James Bond’ overrasker Iggy stilmæssigt med denne nye single fra Free, der udsendes om godt en uge. Intet tyder til nu på, det er sangskrivning som sådan, der er i højsædet på det nye album. Synd efter så fokuserede Post Pop Depression (2016), der virkelig løftede Iggy op, hvor han kunne stråle…
38 år i dag siden Guy Stevens, The Clash’s London Calling-producer (i dette tilfælde er beskrivelsen ‘åndelig vejleder’ vist mere rammende, da Mick Jones og det engelske engineer-es Bill Price stod for både det indspilningstekniske og de overordnede musikalske arrangementer) gik bort som følge af en overdosis receptmedicin – hey, hey, rocknroll! – kun 38 år gammel. Under indspilningen af Combat Rock de følgende måneder, efteråret 1981, i New York City skrev og indspillede The Clash et nummer til ham, der dog året efter ikke var med på det endelige album, men først blev offentliggjort som outtake på Clash on Broadway-boxen i 1991. ‘Midnight To Stevens’ udmærker sig ved ikke at minde om noget andet The Only Band That Matters fik indspillet, og bærer en for The Clash sjælden sørgmodig følsomhed…
