Lana Del Fucking Rey!

Sandelig om ikke Lana Del Rey på fredagens nye album, Norman Fucking Rockwell!, hæver sig langt over den formkrise og idemæssige indelukkethed, der syntes skinne igennem det meste af seneste udspil, Lust for Life (2017). Ikke blot er de lunkne, kommercielt orienterede gæsteoptrædender fra det album – hvor ASAP Rocky, The Weeknd, Sean Lennon og Stevie Nicks dukkede unødigt op – lagt på hylden. Nej, kursen er overordnet omlagt, nu fjernt fra gængs hitlistepop, til fordel for et mere nøgent og følsomt stemningsoverlegent set sange, der rækker fra svimmel Ultraviolence-klasse til indtrængende, indimellem nærmest soft-psykedeliske forløb. Et stort ansvar for det positive skift må kunne lægges på Del Rey’s skift af musikalsk modspil. Væk er hendes tidligere sparringspartner, musikfabrikken (!) Rick Nowels, afløst istedet af man of the moment Jack Antonoff, der de seneste år har gjort stor amerikansk karriere (ligeledes som co-songwriter og producer) for så stærkt sangprofilerede nye kvinder som Taylor Swift, St. Vincent og Lorde. Det skift har melodisk givet Lana Del Rey’s nye, ofte klaverbårne sange skarpere profil, samt afstedkommet en frygtløs produktion ind i det stemningsfortabende. Ja, nyd blot som eksempel de sidste 6-7 mindblowing minutter af det her følgende track, ‘Venice Bitch’, der vel næppe lyder som musik fra nogensinde før. Og albummets sangfortællinger? Denne gang lever den altid så sikre stilist Del Rey’s sangord ikke på en streng diæt af Hollywood-kitsch, men kommer nærmest konceptuelt stærke, som de personlige sansninger, reminiscenser og levende billeder af en verden på vej mod opløsning, de synes at være. Norman Fucking Rockwell! er en modig vinder.

PS – Først på vinyludgavens store cover vi her bemærker, at bakkerne på hele den californske kystlinje inde bag Lana står i frådende flammer og undergang…!

5 tanker om “Lana Del Fucking Rey!”

  1. Enig. Det er ganske enkelt et fremragende album. For mig er kun Vampire Weekend en mulespids foran på nuværende tidspunkt.

  2. Enig. Længe siden jeg har været så bjergtaget af et album. Den måde den Lo-fi agtige produktion sætter Lanas vokal helt frem i lydbilledet, bringer associationer tilbage til de helt store stemmer i musikhistorien.
    Særligt på “hope is a dangerous thing…” er hendes stemme fuldstændig magisk. Man kan høre hver eneste lille detalje i intoneringen, hvordan hun bruger sin stemme med den største selvfølgelighed til at drage lytteren helt ind. Hun rammer mig lige i hjertet. En fascination af den måde hun behersker sin stemme, uden at der nogensinde går Christina Aguilera eller Whitney Houston i den. Heldigvis er Lana da også en helt anden stilgenre… Underspillet, trashy, inderlig, slutty, romantisk… Når jeg siger romantisk, mener jeg sådan en slags romantik, som opstår på bagsædet af et amerikansk benzinslugende vrag af en bil, mellem to mennesker, hvor den ene med løgne og falske forhåbninger har lokket naboens datter til at tro på at det hele nok skal gå nu pga. ham. Lana får mig til at føle med hende. Det er dælme imponerende. Jeg elsker det!

Skriv et svar