Lad os lige blive ved Manchester City for et øjeblik. I dag er det 24 år siden to dysfunktionelle brødre fra Burnage, Manchester og deres band Oasis debuterede med dette dejlige stykke musik som første single, her hørt i en samtidig sulten liveversion fra MTV. Ifølge Oasis: Supersonic-dokumentaren (2016) om bandet skrev bror Noel akkorder, melodi og tekst i en indspilningspause i et studie i Liverpool, mens de andre bandmedlemmer spiste kinesisk takeaway. Den historie gør ikke sangens unægtelige swagger-kvalitet mindre overbevisende…
Det svenske pop noir-lanterne Lykke Li synes endelig – det er fire år siden sidst – snart at være tilbage med ny musik i eget navn. I går slap hun denne yderst lovende lydende teaser, som vel kun kan være et tegn på en snartkommende comeback-single…
Årsagen til det mest nytteløse, nærmest kedelige Merseyside-derby i mands minde i lørdags: Liverpool har en småvigtig kamp i Manchester i aften. Er de 3-0 fra Anfield i onsdags nok til at tage LFC til semifinalen i Champions League, eller brister boblen i virkelighedens nådesløse skær?! Det kan kun – uanset udfald – blive en aften for de helt store følelser.
Manchester City – Liverpool, tirsdag kl. 20.45, 3+/downthelocal
New York City-fotografen Allan Tannenbaum’s bandbillede fra oktober 1978 af Devo. Herhjemme er Akron, Ohio-bandet nok mest kendt indirekte som den absolutte hovedinspiration for aarhusianske Kliché’s maskinelle, kantede og uniformsiklædte musik på punk-opsamlingen Pære Punk (1979) og deres egen Supertanker (1980).
Vi havde lagt mærke til debutalbummet Three Imaginary Boys (1979) og uforpligtende nydt dets letvægtskantede, sært ansigtsløse valium-bedsit-new wave. Og den følgende single ‘Jumping Someone Else’s Train’ (november 1979) lød mere end lovende, med catchy melodi i tæt produktion domineret af rastløse underdelinger. Men det var først med ‘A Forest’ – udsendt på single to uger før Seventeen Seconds – det stod lysende klart, The Cure var et band på vej op i post punkens Premier League. ‘A Forest’ udkom 8. april 1980.
Factory’s chefdesigner Peter Saville brillerer her på bagcoveret af otte ud af de ni farvevariationer New Order’s ‘Everything’s Gone Green’-7’er-single udkom i, december 1981. Tallet ’53’ fordi singlens pladenummer er FAC 53. Godt man ikke var/er så fanatisk NO-samler, man følte sig tvunget til at skulle anskaffe alle ni. Her haves kun den mørkeblå, hvis letgenkendelige forside ser således ud…
Sikke et fantastisk forår det må have været i England i 1977, hvor The Clash fredag d. 8. april det år udsendte debutalbum. Selv fik jeg først hørt pladen samme efterår, da jeg på en tur til København lykkedes finde og købe et enligt eksemplar fra importsektionen i Bristol Music Center – det senere Frank Arnesen Sport – først på Strøget. Man glemmer indimellem nu, hvor ny musik er overalt og nærmest noget man bliver tvangsfodret med, at den engang var dybt hemmelig og oftest helt umulig at finde, medmindre altså der var tale om etableret mainstream. The Clash blev således ikke umiddelbart udgivet i Danmark, en skæbne der også gjorde sig gældende for efterfølgeren Give ‘Em Enough Rope (1978). Det var først med London Calling (1979), The Only Band That Matters indfandt sig på udgivelsesdagen – et lykkeligt kæmpechok – i nyhedskassen i Lehmann Radio & TV i Viborg. Her favoritsangen fra debutalbummet dengang som nu…
En slutspurt på de sidste bogstaver i denne disciplin. Fordi målet er så nært. Og fordi flere af dem er små landsbyer langt ude i ørkenen, snarere end mægtige metropoler beboet af utallige lysende singler, så at sige. Her er denne uges top-10 over favoritter blandt egne 7’er-vinylsingler i U-V-W-X-Y-Z, med en musik så fremragende, man skulle tro det var løgn. Det er det heldigvis ikke.
01. Frankie Valli – The Night 02. The Walkmen – Canadian Girl 03. The Undertones – Teenage Kicks 04. The Velvet Underground – Sweet Jane 05. Kim Wilde – Cambodia 06. Wire – Outdoor Miner 07. Nancy Whiskey – Freight Train 08. Wah Heat – Seven Minutes To Midnight 09. The Walker Brothers – Living Above Your Head 10. XTC – Statue Of Liberty
Kan aldrig blive træt af at se hvor tæt Liverpool FC og Everton’s hjemmebaner ligger på hinanden. I dag ved middagstid vil de LFC-supportere med billetter til Everton’s away-afsnit samles ved Anfield i forgrunden og blive eskorteret af politi de godt 800 meter over til Goodison i baggrunden, hvor begrebet the friendly derby ikke længere har hverken relevans aller aktualitet. De blå VIL have den sejr nu, for første gang i hele otte år. Bill Shankly sagde for længe siden, det næstbedste fodboldhold på Merseyside – efter Liverpool – er LFC’s reserver. Mon ikke dagen er kommet, hvor Everton endelig vil få mulighed for at teste det udsagn?! Det bliver nervepirrende heftigt.
Noget af en folde-ud-plakat ungdomsmagasinet Vi Unge kunne bringe den uge, det år: Selveste Gasolin’ på toppen af New York City, i jagten på det store gennembrud, der aldrig kom.
Som indlægget nedenunder med Bryan Ferry’s Roxy Music indirekte indikerer, var der i start-70’erne benhård konkurrence på den engelske hitliste blandt de stærke singler: Dags dato i 1973 udsender David Bowie denne her, som ‘kun’ når til nummer tre…
Hvor mange 22-årige mænd i engelske Newcastle i 1967 ejer mon en Studebaker Champion årgang ’57?! Helt sikkert meget få, men Bryan Ferry gør. Og bilen her på billedet skal endda fem år efter blive nævnt i teksten på Roxy Music’s debutsingle ‘Virginia Plain’.
Farverne på coveret til Preoccupations tredje (altså inkl. debuten udsendt under bandnavnet Viet Cong) album New Material varierer mellem sort, mørkegråt, lysegråt og næsten hvidt. Og selve vinylen er trykt i såkaldt grey/black streaked vinyl. Måske det slet ikke er tilfældigt, for der er ligeledes noget gennemført farveløst over det canadiske indiebands melodisk tværsøgende og lettere sammenspændte musik. Hvilket absolut ikke er negativt ment. Faktisk er New Material vel her en af de mest hørte nye udgivelser i den seneste tid. Tag. nu f.eks. bare dette pulserende og kantede åbningsnummer på albummet, hvis mørkegrå sangmelodi går rent ind…
Albummet har generelt fået en positiv modtagelse af anmelderne. Dog ikke af Q Magazine, hvis kritisk mente sammenfatning næsten mere lyder som en ubetinget ros:
…The whole thing might be like travelling back to a nightclub in Leeds in 1983 but it’s executed with a gloomy elan that allows you to forgive its occasional silliness.
All Music sammenfatter mere seriøst New Material således:
…Another evolution in the way Preoccupations bring poetic soulfulness to post-punk, New Material lives up to its name–it’s not just another batch of songs, it’s a fresh approach that feels like a breakthrough.
