
Endnu en af de gamle kæmper er væk. Edson Arantes do Nascimento var noget helt særligt. Æret være hans minde.

Endnu en af de gamle kæmper er væk. Edson Arantes do Nascimento var noget helt særligt. Æret være hans minde.
Jeg har flere gange skrevet om det tyske band Moderat her, omend det er ved at være et stykke tid siden. De udsendte et album i løbet af 2022, MORE D4TA, men det har jeg ganske enkelt ikke fået lyttet til. Det vil jeg se at få gjort. Her er en ny koncertoptagelse med dem. Koncerter uden publikum kender vi efterhånden godt fra COVID-19-nedlukningerne, men om det er dét, der er grunden til at bandet er alene i det store Grand Palais i Paris, ved jeg ikke.
Jeg har ikke fulgt med i hvad Father John Misty har lavet i de seneste år, men denne sang fra det år, der endnu er “i år”, greb mig. Måske har jeg skrevet om “Goodbye Mr. Blue” tidligere her, men den fortjener at blive nævnt igen. Dette er en sang, der på én og samme tid minder mig om Harry Nilsson og den legendariske country-fortæller Tom T. Hall og som i tilgift får mig til at tænke på noget, der er mere sorgfuldt end man ofte vil indrømme, nemlig afskeden med et kæledyr, man holdt af.

I dag er det 20 år siden John Graham Mellor, af mange kendt som Joe Strummer, døde pludseligt af en medfødt hjertefejl, kun 50 år gammel. Jeg husker tydeligt, at Jens ringede til mig med den triste nyhed. Vi har skrevet meget om The Clash her i årenes løb, men i dag føles det passende – de var uden diskussion (!!!) en af de helt store engelske rockgrupper, og jeg holder usigeligt meget af dem.
Vi vil aldrig få at vide, hvad Joe Strummer kunne have nået, havde han fået lov at leve det lange liv, han fortjente.
Her er hvad Bruce Springsteen sagde om Joe Strummer tidligere i år.



























I kan nu læse lidt om de albums, jeg lyttede til i det år, der nu går på hæld. Det er den nye feature. Desværre er det kun mig, der har bidraget denne gang, og jeg har ikke mod på at rangordne noget som helst. Ikke desto mindre håber jeg, at I vil bruge et par minutter på min oversigt alligevel.

Vi beklager at ulejlige med en gentagelse. Her et link til landsindsamlingen for denne sides fortsatte overlevelse. I kan besøge os på PayPal på https://www.paypal.com/paypalme/unmack.

Det er (desværre) ikke gratis for os at drive denne blog; det er vi netop blevet mindet om igen. Besøg os på PayPal (f.eks. ved at følge dette link), hvis I vil hjælpe os med at holde bloggen i luften et stykke tid endnu.
Da min grandfætter først hørte Nation of Language, udbrød han: De er fra England, ikke?
Det er de nu ikke. De er fra USA, men de minder om Orchestral Manoeuvres in the Dark (OMD) på en god måde. Og deres sanger mm. Ian Mulvaney danser på en måde, som gør denne blog ære.
I’m living in a silent film
Portraying Himmler’s sacred realm
Of dream reality
I’m frightened by the total goal
Drawing to the ragged hole
And I ain’t got the power anymore
…
I’m tethered to the logic of Homo Sapiens
Can’t take my eyes from the great salvation
Of bullshit faith
If I don’t explain what you ought to know
You can tell me all about it on the next Bardo
I’m sinking in the quicksand of my thoughts
And I ain’t got the power anymore
“Quicksand” fra Hunky Dory er en af de mange sange fra David Bowies hånd, jeg sætter højt. I denne underlige tid, hvor det er så nemt at føle personlig afmagt og tvivl på alt, ikke mindst på én selv, på en klode fyldt med despotiske ledere og trusler om undergang, er sangen forunderligt aktuel. Her er en live-udgave fra 1997 med Bowies fortræffelige band, hvor han har den ovenud fortræffelige Gail Ann Dorsey ved sin side.
Et af de albums fra i år, jeg er gladest for, er Lucifer On The Sofa af og med Spoon. Inden længe udkommer der et helt remix-album, Lucifer On The Moon, hvor den engelske dub-legende Adrian Sherwood (fra OnU-Sound) tager alle numrene under interessant og kærlig behandling.
Dette korte klip er mageløst, for det viser, hvad The Beatles formåede ofte helt uden at anstrenge sig: John er lige ude for at ryge. I mellemtiden finder Paul nogle akkorder på sin basguitar, Ringo finder frem til et beat, George har en idé til guitaren, Paul finder de første ord til teksten, John kommer tilbage og falder ind og begynder (det ser vi ikke her) at skrive med på teksten. “Get Back” er født.
Yard Act er endnu et engelsk band, der ofte lyder som et skænderi på en pub (hvem sagde Sleaford Mods?) og egentlig gør det temmelig overbevisende.

Paul McCartney, en af det 20. århundredes største sangskrivere, fylder 80 i dag. Hans betydning for popmusik (i genrens bredeste forstand) er enorm, og hans store bagkatalog vidner om en enorm produktivitet og kreativitet, på egen hånd og (ikke mindst) sammen med resten af The Beatles. Tillykke til manden fra Liverpool herfra!

Jeg er ikke Jens, så det går nok for mig at ønske ham et stort tillykke med at han i dag blev hædret af Musikforlæggerne med Carl Prisen 2022 som Årets Tekstforfatter for albummet Levende mænd i døde forhold. Se mere på Facebook.