I’m living in a silent film Portraying Himmler’s sacred realm Of dream reality I’m frightened by the total goal Drawing to the ragged hole And I ain’t got the power anymore
…
I’m tethered to the logic of Homo Sapiens Can’t take my eyes from the great salvation Of bullshit faith If I don’t explain what you ought to know You can tell me all about it on the next Bardo I’m sinking in the quicksand of my thoughts And I ain’t got the power anymore
“Quicksand” fra Hunky Dory er en af de mange sange fra David Bowies hånd, jeg sætter højt. I denne underlige tid, hvor det er så nemt at føle personlig afmagt og tvivl på alt, ikke mindst på én selv, på en klode fyldt med despotiske ledere og trusler om undergang, er sangen forunderligt aktuel. Her er en live-udgave fra 1997 med Bowies fortræffelige band, hvor han har den ovenud fortræffelige Gail Ann Dorsey ved sin side.
Et af de albums fra i år, jeg er gladest for, er Lucifer On The Sofa af og med Spoon. Inden længe udkommer der et helt remix-album, Lucifer On The Moon, hvor den engelske dub-legende Adrian Sherwood (fra OnU-Sound) tager alle numrene under interessant og kærlig behandling.
Dette korte klip er mageløst, for det viser, hvad The Beatles formåede ofte helt uden at anstrenge sig: John er lige ude for at ryge. I mellemtiden finder Paul nogle akkorder på sin basguitar, Ringo finder frem til et beat, George har en idé til guitaren, Paul finder de første ord til teksten, John kommer tilbage og falder ind og begynder (det ser vi ikke her) at skrive med på teksten. “Get Back” er født.
Paul McCartney, en af det 20. århundredes største sangskrivere, fylder 80 i dag. Hans betydning for popmusik (i genrens bredeste forstand) er enorm, og hans store bagkatalog vidner om en enorm produktivitet og kreativitet, på egen hånd og (ikke mindst) sammen med resten af The Beatles. Tillykke til manden fra Liverpool herfra!
Jeg er ikke Jens, så det går nok for mig at ønske ham et stort tillykke med at han i dag blev hædret af Musikforlæggerne med Carl Prisen 2022 som Årets Tekstforfatter for albummet Levende mænd i døde forhold. Se mere på Facebook.
Jeg så The Last Temptation of Christ i Cameo-biografen i Edinburgh tilbage i 1988. Det er efter min mening en af Martin Scorceses mest undervurderede film. Willem Dafoe er siden endt med skurkeroller, men sådan var det endnu ikke gået her. Scenen, hvor Jesus møder Pontius Pilatus, er god og stærk – og bryder samtidig illusionen lidt. Men tænk, at den sidste person, man når at tale med inden sin død er netop ham her.
Nej, Destroyer er i denne sammenhæng ikke Putin. Det er derimod et band med canadiske Dan Bejar, også kendt fra The New Pornographers, som sanger og sangskriver. Og de har netop udsendt et nyt nummer som forvarsel om det kommende album, Labyrinthitis. Den tørt ironiske vinkel er den samme som altid, men musikalsk er vi tættere på f.eks. Art of Noise eller New Order.
Jeg har netop læst hos Variety at Mark Lanegan, kendt fra The Screaming Trees, Queens of The Stone Age, Soulsavers mm. og selvfølgelig også fra udgivelser i eget navn, er død i sit hjem i Irland. Han var nogle måneder yngre end denne blogs forfattere og blev således 57.
Jeg har tidligere skrevet (og talt varmt om) Rhiannon Giddens. Her er Paula Boggs, en anden amerikansk musiker, der lader bluegrass, country og afro-amerikansk musik mødes og bruger det til at fortælle om USAs historie.
Vi trænger til noget country efterhånden. Her er en gammel koncertoptagelse med Grant-Lee Phillips – som mig bekendt ikke er i familie med Sam Phillips men også er en amerikansk sangskriver, der aldrig er nået helt derop, hvor man burde nå, hvis der var retfærdighed til. Jeg var så heldig at opleve en koncert med ham i Aalborg i 2015 og at møde ham bagefter. Han var helt ligetil og rar at snakke med.
Her er et klip af “Wild”, det nye nummer fra Spoon. Deres nye album Lucifer On The Sofa kommer senere i år. Hør hele sangen på YouTube og se også videoen – den minder mig om R.E.M.’s “Man On The Moon”, men sangen er helt anderledes. Spoon har nok den mest Manchester-trofaste lyd lige nu, hvilket egentlig er ganske godt gået for et band fra USA.
