Jeg oplevede faktisk den amerikanske duo Calexico for første gang i Aalborg for 15 år siden. Joey Burns og John Convertino udgjorde da to tredjedele af Giant Sand, der havde lavet et interessant album sammen med Lisa Germano og turnerede under navnet OP8. Dén aften på 1000Fryd var der både numre som OP8, numre som Lisa Germano plus band, numre som Giant Sand – og numre som Calexico. Men det var først senere, at jeg ordentligt opdagede Calexicos særlige udtryk, der blander countryrock, mexicanske mariachi-stemning og andre latinamerikanske (og spanske) musikalske udtryk til et særegent, melodisk og længselsfuldt udtryk på grænsen mellem USA og den spansktalende verden. (Selve navnet Calexico kommer da også fra en by ved grænsen mellem Californien og Mexico.) Der var og er en tydelig kontrast til det som regel rimeligt slaskede (til tider urimeligt slaskede) Giant Sand. Calexico er tight og koncentreret i sit udtryk. Joey Burns synger klart, rent og kraftigt, og John Convertinos særlige, whiskers-prægede trommespil er noget for sig (og er vel egentlig det eneste element, der minder om Giant Sand).
I 2008 kom albummet Carried To Dust, som jeg var særdeles tilfreds med. Siden da har der været nogle bidrag til film og i 2011 kom et opsamlingsalbum, Selections From Road Atlas. Der er gået 4 år, men nu er det nye “rigtige” album fra Calexico her så omsider. Det hedder Algiers, der i denne sammenhæng er en bydel i New Orleans, hvor albummet er optaget. (Hvis man kender John Kennedy O’Tooles roman A Confederacy Of Dunces, har man allerede læst om denne bydel.)
Jeg købte den særlige limited edition hvor der også er et live-album med ved navn Spiritoso. Her spiller Calexico sammen med to forskellige tyske symfoniorkestre. Som en del andre amerikanske og britiske musiknavne med godt renommé men lidt for begrænset succes er Calexico nemlig endt med at blive verdensberømte i Tyskland.
Er det så et godt album? Bestemt. Sangskrivningen er solid, og helhedsindtrykket er helt på højde med Carried To Dust. Der er både stort anlagte ballader som “The Vanishing Mind”, mexicanske stemninger som “No Te Vayas” og “Puerto” og tilbagelænede, venligt rockede stemninger som på “Splitter”. Bonus-albummet Spiritoso tilføjer ud over symfoniorkester-backingen vel ikke noget nyt, men er også værd at have.
Det var på Roskilde-festivalen i 2000, jeg sidst så Calexico, men det var dagen efter dødsulykken, og jeg kunne dén dag ikke rigtig leve mig ind i deres særlige univers. Forhåbentlig kommer der snart en undskyldning for mig til at opleve Calexico på en scene igen.
