Alle indlæg af Pastoren

La casa de Calexico

Jeg oplevede faktisk den amerikanske duo Calexico for første gang i Aalborg for 15 år siden. Joey Burns og John Convertino udgjorde da to tredjedele af Giant Sand, der havde lavet et interessant album sammen med Lisa Germano og turnerede under navnet OP8. Dén aften på 1000Fryd var der både numre som OP8, numre som Lisa Germano plus band, numre som Giant Sand – og numre som Calexico. Men det var først senere, at jeg ordentligt opdagede Calexicos særlige udtryk, der blander countryrock, mexicanske mariachi-stemning og andre latinamerikanske (og spanske) musikalske udtryk til et særegent, melodisk og længselsfuldt udtryk på grænsen mellem USA og den spansktalende verden. (Selve navnet Calexico kommer da også fra en by ved grænsen mellem Californien og Mexico.) Der var og er en tydelig kontrast til det som regel rimeligt slaskede (til tider urimeligt slaskede) Giant Sand. Calexico er tight og koncentreret i sit udtryk. Joey Burns synger klart, rent og kraftigt, og John Convertinos særlige, whiskers-prægede trommespil er noget for sig (og er vel egentlig det eneste element, der minder om Giant Sand).

I 2008 kom albummet Carried To Dust, som jeg var særdeles tilfreds med. Siden da har der været nogle bidrag til film og i 2011 kom et opsamlingsalbum, Selections From Road Atlas. Der er gået 4 år, men nu er det nye “rigtige” album fra Calexico her så omsider. Det hedder Algiers, der i denne sammenhæng er en bydel i New Orleans, hvor albummet er optaget. (Hvis man kender John Kennedy O’Tooles roman A Confederacy Of Dunces, har man allerede læst om denne bydel.)

Jeg købte den særlige limited edition hvor der også er et live-album med ved navn Spiritoso. Her spiller Calexico sammen med to forskellige tyske symfoniorkestre. Som en del andre amerikanske og britiske musiknavne med godt renommé men lidt for begrænset succes er Calexico nemlig endt med at blive verdensberømte i Tyskland.

Er det så et godt album? Bestemt. Sangskrivningen er solid, og helhedsindtrykket er helt på højde med Carried To Dust. Der er både stort anlagte ballader som “The Vanishing Mind”, mexicanske stemninger som “No Te Vayas” og “Puerto” og tilbagelænede, venligt rockede stemninger som på “Splitter”. Bonus-albummet Spiritoso tilføjer ud over symfoniorkester-backingen vel ikke noget nyt, men er også værd at have.

Det var på Roskilde-festivalen i 2000, jeg sidst så Calexico, men det var dagen efter dødsulykken, og jeg kunne dén dag ikke rigtig leve mig ind i deres særlige univers. Forhåbentlig kommer der snart en undskyldning for mig til at opleve Calexico på en scene igen.

Stay Away From Downtown

Der er to brødre, der for snart rigtig længe siden lavede et band, der ofte har lydt særdeles inspireret af The Beatles. Nej, det er ikke Liam og Noel – jeg tænker på Jeff og Steve MacDonald, bagmændene bag den amerikanske powerpopkvartet Redd Kross. Der er er gået hele 15 år siden deres sidste albumudspil, Show World, men nu er det nye album ude, og det hedder Researching The Blues. Her er første single, “Stay Away From Downtown” – videoen er måske lidt bizar, sangen fejler derimod intet og Jeff MacDonalds vokale lighed med John Lennon er stadig bemærkelsesværdig. Albummet rummer en del andre rigtig vellykkede numre, men det trækker ned, at produktionen er lidt flad. (Eller måske har de bare glemt at mixe vokalerne?)

Cohen i Aalborg

20120826-191321.jpg

Leonard Cohen nåede Aalborg i går, og når man aldrig har oplevet en koncert med ham før, har adskillige af mandens albums og for én gangs skyld kan nøjes med en cykeltur på 10 minutter (og 770 kr., men det skal vi ikke tale mere om her) for at opleve ham live er det klart, hvad der bør gøres. Så det gjorde jeg.

Og jeg ankom sammen med en masse andre midaldrende mennesker kun et kvarter inden Cohen gik på. Alligevel lykkedes det mig at få en god plads ikke langt fra scenen.

Var det så en god koncert? I høj grad. Cohen var i mere end en forstand i fin form trods sine 78 år – han løb endda ind på scenen! Hvis man kun kender Cohens koncerter fra live-albums vil man måske lægge mærke til at der ikke var nogen anekdoter mellem numrene; det var i høj grad musikken der talte. Lyden var noget af det absolut bedste, jeg har hørt. Bandet var usædvanligt tight og virtuost med bl.a. den spanske guitarist Javier Mas og Webb-søstrene der synger, spiller guitar og harpe og endda kan slå flikflak. Ikke mindst skal jeg dog huske at nævne Sharon Robinson, der er meget meget mere end en korsangerinde. Som mange forhåbentlig ved, er en del af Cohens kendte sange fra 1980’erne og frem (f.eks. “Everybody Knows”) faktisk skrevet sammen med hende. Hele Ten New Songs fra 2001 har faktisk Robinson som medforfatter, og hun spiller stort set alle instrumenter på dét album.

Af alle de guldrandede sange havde Cohen sammensat en over tre timer lang sætliste, som jeg nu kan se i det store og hele var den samme som ved koncerten i København. Højdepunkter var, spørger man mig, “Anthem” og “Famous Blue Raincoat”. Her er hele sætlisten (fra vores ven Bent Stenbakkens anmeldelse i Nordjyske)

Dance Me to The End of Love
Going Home
The Future
Bird on A Wire
Everybody Knows
Who By Fire
Banjo
Darkness
Amen
Come Healing
I Can’t Forget
Different Sides
Anthem
—
Tower of Song
Suzanne
The Night Comes On
Heart With No Companion
The Gypsy’s Wife
The Partisan
Democracy
Coming Back to You
Alexandra Leaving
I’m Your Man
Hallelujah
Take This Waltz
—
So Long, Marianne
First We Take Manhattan
Famous Blue Raincoat
Closing Time
I Tried to Leave You
Save The Last Dance for Me.

Nå ja, så var der også lige publikum… Jeg vil foreslå, at man til store koncerter og festivaler opretter et specielt snakkeafsnit en fem-ti kilometer fra scenen.

Hvorhen, Cat Power?

Cat Power

Det er 6 år siden, vi sidst hørte fra Cat Power, men nu er der ikke længe til hendes nye album, Sun. Det udkommer den 4. september. På bl.a. Stereogum kan man nu høre to numre fra det nye udspil, og de viser en lidt ændret musikalsk retning med elektroniske indslag. Indtrykket er lovende.

I går var der et interview af Hermione Hoby (eller vel snarere en portrætartikel) om Chan Marshall, som hun jo rigtigt hedder, i The Observer, og jeg må desværre indrømme, at den gjorde mig bekymret for hendes personlige tilstand.

When she talks about her triumphs, her words come in staccato, elliptical bursts, and it can be a struggle to keep up. “[I have been] empowering myself to realise that no other human, no matter who it is, can invalidate my way of thinking. I’m triumphing over all the different ways in my life I’ve been invalidated and I can still smile and laugh and know that in my heart I’m making the right choices for myself. Maybe somebody else doesn’t agree but that’s not my problem.”

…

The next night, I get a text message: “Shelborne Hotel NOW!!! KARAOKE!!!!” Once again, Marshall orders rounds and rounds of tequila and sodas, pushing them up and down the bar towards people while chain-smoking from a packet stashed in a cowboyish black leather holster

Hermione Hoby nævner kort Chan Marshalls problemer med bipolær lidelse og hvordan hendes mangeårige forhold med Giovanni Ribisi endte brat, da han forlod hende til fordel for en yngre model, som han giftede sig med for ikke så længe siden. Hoby nævner imidlertid slet ikke Chan Marshalls alkoholproblemer. Citaterne ovenfor peger desværre på at det kan være kombinationen af de tre problemer, der igen har fat i hende. På denne måde kan Sun måske markere en sørgelig afslutning på en stabil periode i Chan Marshalls liv, hvor The Greatest markerede slutningen på en meget ustabil periode i denne dygtige og smukke, men også meget sårbare kvindes liv. Én Amy Winehouse er mere end nok.

Tillykke, Sofie!

I dag fylder Sofie Bonde, den hårfagreste (og i det hele taget fagreste – undskyld, Nils Torp) halvdel af Souvenirs 40 år. Teksten til “Sommerhus” skyldes som så ofte før Johannes Voss og var lige ved at ende som tekst til en sang på 1990. Ved nogen af denne blogs menige læsere mon hvilken?

Looking sharp on Mars

Robot-køretøjet Curiosity er som bekendt landet i god behold på Mars. Hver morgen starter sonden dagens køretur med en sang, og for nylig var det “Got The Time”, som blev skrevet af Joe Jackson og dukkede op på hans Look Sharp!-album. Det er det eneste album, jeg nogen sinde har købt med Joe Jackson, men det er så til gengæld også vellykket i al sin tidstypiskhed.

Det var nu ikke Joe Jacksons udgave, der kunne høres på den røde planet, men cover-versionen med Anthrax fra 1990. Det er forresten en særdeles trofast coverversion. Se/hør bare. (Anthrax har en måske lidt overraskende forkærlighed for britisk rock fra dengang; de har f.eks. også lavet en udgave af Smiths-nummeret “London”.)

Slim Dunlap

Hvorfor opdager jeg først dette nu? Slim Dunlap, der var guitarist i The Replacements og efter sigende en rigtig flink mand, blev ramt af et alvorligt slagtilfælde tilbage i februar i år. Hans gamle band-kollega Chris Mars, der ellers har trukket sig tilbage fra musikerlivet for at hellige sig en tilværelse som billedkunstner, har lavet et nummer, “When I Fall Down”, for at hjælpe Slim Dunlap med at kunne betale hospitalsregningerne. Der har også været en støttekoncert tidligere i år med samme formål. Husk, vil taler om musikere fra USA. Køb det på Chris Mars’ hjemmeside; det er faktisk slet ikke noget dårligt nummer.

Tillykke, Franz!

Der er også plads til en lille nyhed om noget helt andet, hvis det da er en nyhed, men skrives skal det, for han og hans band har betydet meget for Jens, for mig og for mange andre fra vores generation: I dag bliver Franz Beckerlee 70. Som sangeren sang: Dagene løber som heste.

Aftensang

Her er en sang til aftenens havefest på min vej – om det vintersolhverv, der nærmer sig langsomt. De lyse nætter slutter nu i min del af landet. Og endnu engang vil jeg varmt anbefale I Predict A Graceful Expulsion og Cold Specks. Oplev Al Spx, når hun kommer til Danmark til efteråret.

Fortiden er ikke, hvad den var

I aften skal jeg og resten af husstanden til en havefest for beboerne på den vej, hvor vi bor. Det plejer at være rigtig hyggeligt, men én ting får mig altid til at føle mig underligt malplaceret. De andre, hvoraf mange er på min alder eller lidt yngre, begynder på et tidspunkt at tale om de koncerter, de har været til – med “de gode gamle navne” fra 1980’erne eller tidligere. Der bliver hurtigt en stiltiende konsensus om at musikken var meget bedre i gamle dage. Denne holdning oplever jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Vi ender også tit med at sige noget lignende her på bloggen, glade som vi er på Elvis Presley, The Beatles, The Clash, Bruce Springsteen osv. osv. Men vi prøver også at fortælle om det nye, der sker derude på musikscenen.

Henrik Marstal har et debatindlæg i Politiken, der rammer hovedet på sømmet.

“Musikken var meget bedre før i tiden”, har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.

Mange lyttere har – resultaterne uantastet – dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.

Som nævnt anfører mange midten af 1970’erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990’ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.

Min egen hypotese er, at vi synes bedst om den musik, der har præget os. Typisk skete det i en periode, hvor der skete en masse i vores liv og hvor vi havde tid og overskud til at lytte til musikken. Det var en periode, hvor musikken blev opdaget sammen med andre og dukkede op i festlige sammenhænge. Nye indtryk var spændende og udfordrende og var med til at forme os. Typisk var det ungdommen, der var disse dannende år. Siden er de fleste af os (nok også jeg selv) blevet magelige i varierende grad.

Min grandfætter, der er en nogenlunde kendt pladeproducer, replicerer meget forudsigeligt til Marstals indlæg dette:

Nej, Marstal, du har ikke ret! Uanset din fine statistik. Slut tresserne bød på et helt enormt antal skelsættende, nyskabende og idag klassiske albums. Hendrix, Beatles, Stones, Doors, Dylan, Donovan, Velvet Underground, Jefferson Airplane, Neil Young, Crosby Stills Nash and Young, Cream, Them, Kinks, Simon and Garfunkel, Vanilla Fudge, Beach Boys, Tim Buckley, Phil Ochs, Small Faces, Link Wray, Steppeulvene, Dissing, Beefeaters, Burnin Red Ivanho, Serge Gainsbourg, Procul Harum, og mange flere lavede deres bedste i løbet af de år og de står stadig som milepæle højt hævet over terrænet som pejlepunkter for eftertiden. Og så har vi ikke taget hul på 70.erne. Selvfølgelig har der også været lavet vigtige albums senere, men ikke i så koncentrerede mængder. Og selvfølgelig var scenen dengang koncentreret om sin samtid, den havde, næsten, ingen fortid.

Ak ja. Således bekræfter min slægtning faktisk Henrik Marstals pointe.

Måske skulle jeg i virkeligheden tage noget af det musik, jeg hører, med i aften (vi plejer faktisk ikke at høre musik). Jeg tror faktisk, at de andre i min gade vil synes om f.eks. The Walkmen og Cold Specks og måske også om en hel del af det andet nye/nyere musik, jeg (og Jens) skriver om her.

Børn er også mennesker

Der er masser af uventede skatte rundt omkring på nettet. Her er f.eks. et fascinerende klip med Patti Smith (“Patti Smith, Rock Singer”, som billedteksten afslører) fra Kids Are People, Too, et amerikansk børneprogram. Klippet er fra 1979, omkring det tidspunkt, hvor Wave udkom og ikke så længe inden hun trækker sig tilbage fra musikken i en årrække. Og hvad synger Patti så? Prøv selv at se – et meget overraskende valg af sang!